Uddrag af et kapitel om Mats:

Ved vejens ende viste der sig at ligge en gård, tydeligvis en ødegård, bestående af et lille stuehus, hvis tag var faldet delvist sammen og en lige så forfalden lade. Ejendommen var helt omgivet af skov og gårdspladsen var tilgroet som et tydeligt tegn på, at der ikke havde boet nogen på gården længe. De så ingen biler eller mennesker omkring gården. Uden en lyd sneg de to sporere sig nærmere. De kommunikerede nu kun ved hjælp af tegn og ved at tage fat i hinanden.

Bag den forfaldne lade fandt de bandens biler samt en Toyota Corolla, som de ikke havde set før. Til deres overraskelse stod bilerne parkeret ved en stor, mørkegrøn træbygning, knap så stor som laden og skjult bag denne. Bygningen, der var helt uden vinduer, var så vidt de kunne bedømme i mørket i god stand og forholdsvis ny. I den ene ende fandtes en solid dør uden vindue. Den var lukket. I den anden ende var der en port, der stod på klem. Da de sneg sig nærmere så de, at der trængte lys ud ved porten, og de kunne høre mændene tale sammen indenfor. Skjult bag laden krøb Mats og Jonas nærmere porten. Da én af mændene et øjeblik kom ud for at hente noget i Åkes bil, og den tofløjede port derfor stod mere åben, kunne de se ind i bygningen. Det var et slagteri. På bygningens cementgulv stod to lange stålborde, hvorpå en slagter under kraftigt lys var i gang med at slagte renerne. Jægerne gik omkring og hjalp til under hyggelig passiar.

”Det var satans! Er han virkelig med i det kriminelle slæng,” udbrød Jonas bestyrtet og forsatte hviskende: ”Jeg kender slagteren. Han hedder Lasse Holmberg og er fra Vilhelmina. Han arbejder i vort mobile slagteri, så man må sige, at de har fundet en ekspert i at slagte rener.”

Med en håndbevægelse gjorde Mats tegn til, at de skulle krybe længere væk. Lænet mod stuehusets gavl et godt stykke fra slagteriet, konstaterede Mats hviskende: ”Det her er krybskytteri i stor skala. Meget velorganiseret. Ingen tvivl om, at det er dybt kriminelt, hvad de foretager sig.”
Jonas nikkede sammenbidt.

Mats fortsatte: ”Men efter det, du har sagt om politiet i Vilhelmina, er det klogeste, vi kan gøre nok ikke at ringe efter dem. Vi risikerer, at politiet er vidende om, hvad der foregår, men vender det blinde øje til. Eller at en betjent, der er gode venner med dem, advarer banden, så de får tid til at rydde det hele og flygte herfra, før politiet kommer. Og så bliver de kriminelle aktiviteter ikke afsløret. Banden kan bare hævde, at det er et slagteri til deres lovligt nedlagte elge. Det har et jagtselskab lov til at have.”

Da Jonas nikkede som udtryk for, at han var enig i Mats’ analyse, gik Mats videre:
”Dertil kommer, at hvis vi anmelder dem til politiet i Vilhelmina nu, får banden uundgåeligt at vide, hvem der er anmeldere, da vi to både skal afgive forklaring og vidne i retten. Og så er fanden løs for både dig og mig. Mere end han er i forvejen. Så kan vi godt opgive både skovprojekt og rendrift.”
”Helt enig,” hviskede Jonas. ”Men hvad kan vi så gøre?”

”Vi gør sådan her,” erklærede Mats beslutsomt. ”Jeg sniger mig ind gennem porten i et ubevogtet øjeblik og gemmer mig i slagteriet. Du holder vagt udenfor. Når alle er væk, kalder du mig over radioen og fortæller mig det. Derefter tænder jeg lyset og går i gang med at fotografere det hele. Og så sender vi bevismaterialet anonymt via min advokat til rigspolitiet.”

”Du er ikke rigtig klog,” protesterede Jonas. I mørket, hvor de var afskåret fra at se hinandens ansigtsudtryk, tog han i stedet Mats i armen for at understrege alvoren. ”Du kan da ikke bare snige dig ind i et stærkt oplyst, ulovligt slagteri. Der er alt for stor risiko for, at de opdager dig. De ved da godt, at de står til flere års fængsel, hvis de bliver afsløret. Og når de er så iskolde, at de skyder efter os med en riffel alene for at skræmme dig væk fra at færdes i skoven, så tør jeg ikke tænke på, hvad de kan finde på at gøre ved dig, hvis de opdager dig og forstår, at de er afsløret. Der kan simpelthen ikke være tale om, at du sniger dig derind, når banden er der. Vi må vente, til de er taget af sted og se, om vi kan komme ind på én eller anden måde.”
Argumenterne gjorde intet indtryk på Mats.

”For det første er jeg overbevist om, at vi ikke kan komme ind i slagteriet, når det først er låst af. Der er ingen vinduer, vi kan bryde op. I hoveddøren er der en rukolås, som ikke kan dirkes op. Porten har både en rukolås og kraftige skydelåse. Det er klart, de har sikret sig maksimalt mod indbrud. For det andet: Hvis vi kunne bryde ind på én eller anden måde, ville de opdage, at vi havde været der og rydde hele bulen, før politiet kom. Her i jagttiden kommer de her sikkert hver nat. Nej, der er ingen anden måde, end at jeg sniger mig ind, så længe de er her endnu. På et tidspunkt i nat lukker og slukker de sikkert og kører herfra, så de er væk inden daggry. Når de er væk, går jeg i gang med at fotografere det hele og når jeg er færdig, åbner jeg stille og roligt hoveddøren indefra. Når de kommer tilbage, vil de få et større skænderi om, hvem der har glemt at låse, men de vil ikke vide, at nogen har været inde.”

Jonas’ stemme var indtrængende, bedende, da han fortsatte sine modargumenter:
”Altså Mats, de har både skarpe slagterknive og måske også rifler derinde. Du risikerer, at de skyder dig og skærer dig i småstykker på slagterens båndsav. De er sandsynligvis seks-otte stykker, og selvom jeg kommer dig til undsætning, kan vi ikke klare otte. Det er en virkelig brutal flok, hvori volden hænger løst. Tag ikke fejl af det. Hvis ikke de ligefrem slår dig ihjel, når de opdager dig, kan du risikere, at de slår dig til plukfisk. Drop den vanvittige plan.”

Først efter en længere pause svarede Mats. Da det skete, lod han ordene falde langsomt og indtrængende, for at give dem vægt, og efterlod ingen tvivl om, at han var urokkelig.

”Det skal være slut med, at samerne bøjer nakken og finder sig i uretfærdighed, racisme og overgreb. Jeg vil have retfærdighed. Jeg går ind.”