Forside  »  Om Lappland og samer  »  Fakta om ulve

Fakta om ulve hovedsageligt baseret på den svenske ulveforskning og ulvedebat

Af Jonna Odgaard, miljøjournalist og forfatter

Disse ni tekster med fakta om ulve er udarbejdet i 2012 og 2013 til min roman Ulvens Blik (udgivet 2014). I romanen har jeg 15 steder indsat fakta-sider om ulve mellem kapitlerne. Til det formål er mine oprindelige tekster redigeret og forkortet. Nedenstående tekster er uforkortede og med kildenangivelse. Blandt disse ni tekster er der nogle, der ikke er medtaget i Ulvens blik, andre tekster indeholder en del informationer, der heller ikke er medtaget af pladsmæssige grunde.

1.Ulveflokkens størrelse, parring og hvalpe

Ulve lever i flokke, i Sverige kaldet en familiegruppe. Flokken ledes af en han og en hun – af forskere kaldet alfaparret – der lever i et livslangt parforhold. Flokken udgøres af alfaparret og deres unger fra samme år og året før (1, 2, 3, 4). Flokken kan dog også indeholde hvalpe fra tidligere kuld og i meget specielle tilfælde endda ubeslægtede ulve (1). Sædvanligvis er der ikke mere end seks-syv ulve i en skandinavisk ulveflok (1, 4).

Flokstørrelsen bestemmes af adgangen til føde og afstanden til andre flokke samt af den enkelte floks indbyrdes relationer. Hver flok udvikler sine egne distinkte karakteristika og identitet. Den identitet kan opretholdes i årevis. En flok kan leve i samme revir i flere generationer (7).

Kun alfaparret parrer sig i flokken og kun alfahunnen føder unger (6). Hunnen kommer kun i løbetid én gang om året, fra slutningen af december til begyndelsen af marts med højbrunst, da hun er modtagelig for parring, i månedsskiftet februar-marts. Hunnen er drægtig 63 dage (3).

Hvalpene fødes i begyndelsen af maj i en hule, som graves af hunnen inden fødslen. Hulen er ofte gravet ind i en sandskrænt eller findes mellem klippestykker og i nærheden af vand. Den normale kuldstørrelse i Skandinavien er to-otte hvalpe. Hvalpene dier hunnen i ca. otte uger. Når de er 20-25 døgn gamle begynder de at lege udenfor hulen. Ved fem ugers alderen begynder de at få fast føde i form af opgylpet, halvt fordøjet mad fra andre dyr i flokken, først og fremmest alfahunnen. Når hvalpene er otte-ti uger gamle, forlader flokken hulen og holder derefter indtil næste fødsel til på såkaldte rendezvous-pladser rundt omkring i reviret (4, 5, 6). Mens hvalpene vokser op, bidrager alle flokmedlemmer til at opdrage dem og lege med dem. Når alfaparret og de ældste hvalpe er på jagt, efterlades som regel en ældre hvalp som babysitter hos de yngste (6).

Hvalpene forlader sædvanligvis flokken, når de er mellem et og to år gamle. De bliver kønsmodne ved 20 måneders alderen. De kan løbe meget lange strækninger for at finde en mage og eget revir. Nogle af disse udvandrede ulve kan begynde at markere revir, selvom de ikke har fundet en mage. Den strategi ses oftere hos hunner end hos hanner. Den længste vandring, en mærket ulv har vandret i Skandinavien var fra Hedmarken i Norge til Finland, en strækning på 1100 kilometer. I gennemsnit vandrer de 300 kilometer væk fra føde-reviret (2, 3, 5).

I den svenske ulveforskning og –forvaltning taler man om om fire kategorier af ulve:

1) Familiegrupper: En flok på mindst tre dyr, der er regelmæssigt revirmarkerende, 2) Alfapar: Et par som er stationære og revirmarkerende, men ikke har unger, 3) Øvrige stationære ulve: Ensomme ulve, som er revirmarkerende og 4) Øvrige ulve: Unge, nyligt udvandrede ulve, som endnu ikke har etableret revir (1).

Ulve kan blive op til 16 år gamle, gennemsnittet er 10-12 år (5). Hvalpedødeligheden er høj. I perioden 1999-2006 lå den på 33 procent i Sverige. Den væsentligste dødårsag er illegal jagt. For hvalpe, der udvandrer, at ødeligheden næsten 70 procent (8).

Kilder til 1. Ulveflokkens størrelse, parring og hvalpe

  1. Rapporten ”Varg i Skandinavien, statusrapport för vinteren 2007/2008,” fra Skandulv (skandinavisk forskergruppe), udgivet af Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation under Sveriges Landbrugsuniversitet, side 16.
  2. Bogen ”Spår och Spåring av stora rovdjur” (335 sider), af vildtforsker Åke Arronson, udgivet af Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation, side 147.
  3. Pjecen ”Om du möter en varg.”, Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation, 2007.
  4. Hæftet ”Björn, järv, kungsörn, lo och varg”, udgivet af Västerbottens Län, afsnittet om ulv er skrevet af ulveforsker Jens Karlsson, Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation, side 42.
  5. Fakta arket ”Varg”, Järvzoo/kampagnen ”De 5 Stora”: jarvzoo.se
  6. Bogen ”Ulve” af Daniel Wood, Könemann, 1994.
  7. Bogen ”Of Wolves and Men” af Barry Holstein Lopez (en klassiker i ulveforskning), Charles Scribners & Sons Forlag, New York, 1978, side 26.
  8. Bogen ”Vargen” af journalisten Henrik Ekman, Norsteds Forlag, 2010, side 32.

2. Ulves revir, revirpatruljering og sporing af ulve

De skandinaviske ulverevirer er i gennemsnit 900-1000 kvadratkilometer (90.000-100.000 ha) store (1, 2, 3). Forskere er overbeviste om, at ulve har et mentalt kort over deres revir (3). Revirets grænser opretholdes ved at alfaparret markerer grænserne med urin og afføring på genstande, der rager op som træstubbe, græstotter, snebunker eller lignende samt af kradsningsmærker i sneen eller jorden ved siden af revirmarkeringen Alfaparret urinmarker ofte sammen og det sker hver eneste dag. De urinerer med løftet bagben, mens de øvrige ulve i flokken urinerer siddende (1, 4). Fremmede ulve, der kommer ind i et ulverevir, jages bort eller slås ihjel (2).

Ulve er mest aktive tidlig om morgenen, om formiddagen og om aftenen i skumringen (5). De løber lange afstande og har en utrolig udholdenhed. Tre radiomærkede, svenske ulve løb i gennemsnit 14-25 kilometer pr. døgn, men enkelte døgn løb de over 40 kilometer. En af dem løb 170 kilometer på fem døgn (5). Tophastighed er 40-45 kilometer i timen, som kan holdes over flere kilometer (9). Ulve bevæger sig meget målrettet i terrænet. Under revirmarkering stopper de hyppigt, markerer eller lugter til duftmærker eller til fært af bytte (6). Alfaparret kan markere så ofte som hver tredje minut eller for hver 100 meter, når de bevæger sig rundt i reviret. I grænseområder til andre revir, kan de markere dobbelt så ofte (9).

Ulve løber som regel i trav og målbevidst i lige linje (4). Skridtlængden i trav er 120 til 150 centimeter, men spænder over fra 80 cm ved rolig gang til 200 centimeter i hurtigt trav. Længden af forfods-sporet er som regel 9-10 centimeter, længden af bagfods-sporet er 8,5-9,5 centimeter (1).

Ulveforskere/vildtsporere afgør, om der findes et revirmarkerende par/en flok i et område ved at spore ulvene. Der spores næsten altid om vinteren, hvor sneen gør det nemmere at se spor og revirmarkeringer. Et revirmarkerende par markerer ofte sammen og på de samme genstande. Deres urin er af forskellig farve og mængde, derfor kan sporerne se, om der er tale om et revirmarkerende par. I løbetiden afsætter hunnen desuden ofte løbetidsblod ved revirmarkering (1).

For at spare energi følger ulve ofte skovveje og i Sverige snescooterspor. De undgår som regel hegn og kan løbe store omveje for at komme uden om dem. Unge ulve optræder mere legesyge og energisløsende end voksne. Unge ulve kan også ses følge trafikerede småveje og kan komme i nærheden af bebyggelser (7).

I bogen ”Spår och spåring av stora rovdjur” (på 336 sider), der bruges til undervisning af alle rovdyrsporere i Sverige og som er baseret på 30 års erfaring, de sidste 20 år på fuld tid, understreger forfatteren, ulveforskeren Åke Aronson, Viltskadecenter, at det er uhyre svært at spore rovdyr og at der er mange faldgruber og fortolkningsmuligheder. Et rovdyr bør spores på ski over flere kilometer og sporeren skal hele tiden tage højde for sporsneens alder og beskaffenhed, temperaturen, vejret, underlaget under sneen, sporets alder og mange andre faktorer. Aronson understreger, at det kræver stor erfaring at tolke spor og at rovdyr ikke altid gør, hvad mennesker finder mest ”naturligt” for dem (1). (Når danskere hævder, at de har set ulvespor, skal man altså tage det med et meget, meget stort gran salt. Et enkelt spor beviser ingenting). Ved hjælp af sporing, fund af byttedyr, indsamling af afføring og hår til DNA-bestemmelse, mærkning af en del af ulvene samt årlig kortlægning af reproduktionen, har Sverige overblik over og kan følge den svenske ulvebestand tæt (1, 8).

Kilder til 2. Ulves revir, revirpatruljering og sporing af ulve

  1. Bogen ”Spår och Spåring av stora rovdjur”, af vildtforsker Åke Arronson, udgivet af Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation, Sveriges Landbrugsuniversitet, side 12-22, 148, 173-177.
  2. Pjecen ”Om du möter en varg.”, Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation, 2007.
  3. Bogen ”Vargen” af journalisten Henrik Ekman, Norstedts Forlag 2010, side 30.
  4. Pjecen ”Spår och tecken”. Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation, 1999.
  5. Rapporten ”Intensivstudier av sänderförsedda varger” af ulveforskerne jens Karlsson, Håkan Sand og Petter Kjellander, Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation, side 3.
  6. Bogen ”Of Wolves and Men” af ulveforskeren Barry Holstein Lopez (en klassiker i ulveforskningen). Charles Scribners & Sons Forlag, New York, 1978, side 26 og 35.
  7. ”Vargens spår och spörtecken,” print fra viltskadecenter.se
  8. ”Barmarksinventering av varg”. Om et forskningsprojekt hos Viltskadecenter. Fra de5stora.com
  9. Bogen ”Ulve” af Daniel Wood. Könemann, 1994,
  10. Fakta om Varg fra järvzoo.se

3.Ulves jagt og byttedyr

Det er ofte en alfahunnen, der leder jagten, men det kan også være en af de ældste hunhvalpe i flokken. Hunnerne er jagtledere, fordi de er lettere og hurtigere (1, 3). Jagtlederen tager initiativet og vælger byttedyr. Langt fra alle jagter lykkes. Ulve ”tester” ofte byttedyr. Et bytte, som står stille og konfronterer ulvene, bliver ofte ladt i fred (1, 3). I gennemsnit lykkes hver femte til hver tiende jagtforsøg (1, 2). En vellykket jagt falder typisk i fem trin: 1) Ulven vejrer et bytte og nærmer sig/lister sig ind på byttet, 2) Ulven og byttet mødes/bliver bevidste om hinanden, 3) Ulven angriber, 4) Byttet løber, 5) Byttet nedlægges (3).

Ulve benytter forskellige strategier under jagt og taktikken ændres dynamisk under en jagt alt efter byttedyrets art og adfærd, antallet af ulve og terrænforhold. Nogle gange bruger ulvene at sende et eller to dyr ud for at jage et bytte i baghold. Andre gange gemme de sig i vegetationen og springer op overfor enlige dyr. Ved mindre bytte kan jagtlederen vælge at lade én ulv nedlægge byttet, mens de øvrige hviler og venter. En jagt kan vare fem sekunder eller den kan fortsætte over flere kilometer eller i dagevis (3).

I Sverige er ulvenes vigtigste byttedyr elg. Om vinteren udgøres 74 procent af kalve og 12 procent af etårige elge, om sommeren er 90 procent af byttet årskalve og 10 procent etårige elge (7). Men ulvene æder også rådyr, bæver, grævling, rensdyr og mindre pattedyr som gnavere og mus og skovfugle (5). Den æder også kadavere, som findes ved veje og jernbaner (6).

Byttet aflives ved et kraftig bid i struben/halsregionen. Ulve bider ofte byttet så langt fremme som næsepartiet. Mindre dyr som lam, ræv og bæver dræbes med bid ovenfra over ryggen eller nakken. Ofte anvendes både strubebid og bid over ryggen. Store byttedyr som elg har ofte bidmærker flere steder på kroppen, ofte på låret (4).

En ulv på 40 kilo behøver i gennemsnit 3,4 kg kød pr. døgn for at holde vægten. I et forskningsprojekt med tre ulve, der blev radiomærket og fulgt intensivt bestod byttet i studieperioden fra juli til september af en voksen elg, otte elgkalve, tre råkid, en grævling, en tjur og en skovhare (8). Under det skandinaviske forskningssamarbejde SKANDULV kortlagde forskerne i et år en ulvefloks bytte i deres revir og fastslog, at flokken dræbte 115 elge på et år. I Sverige som helhed har ulves prædation på elg ingen som helst betydning for elgstammens størrelse. Lokalt i visse ulverevirer kan det dog mærkes på elgbestanden, hvis elgtætheden er lav eller reviret lille (6). Svenske ulveflokke tager i gennemsnit en elg hver fjerde dag (1), men de kan gå i mindst 17 døgn uden mad (2).

Ulvene kan gemme hele eller dele af et bytte ved at overdække det eller lagre det i en mose eller i sne. Uforstyrret kan ulveflokken æde et stort bytte på kort tid (4). Ulvens kæber kan udøve et tryk på 100 kg pr. kvadratcentimeter, dobbelt så meget som en schæferhund. Dermed kan ulve knuse de fleste ben hos byttedyr. Et elgkadaver kan være fuldstændig smuldret, når ulve får lov at æde det uforstyrret (1). En ulv kan uden vanskeligheder æde mere end 10 kilo kød om dagen (9).

Når ulveflokken æder af et bytte, er der ingen kiv og strid. Ulvene står fredeligt side om side. Alfaparret sørger tværtimod ofte for, at de yngste hvalpe kommer til, hvis de har været med på jagten. Det kan ske fra hvalpene er omkring et halvt år gamle. Hvis ikke ungerne har været med på jagten, gylper de voksne ulve halvt fordøjet føde op til dem, når de kommer tilbage til dem (3). Et alfapar overfører sine jagtvaner til hvalpene. Derfor kan der indenfor em ulveflok udvikles stærke traditioner, for eksempel en tradition for at lade jagthunde eller husdyr være i fred (1).

Kilder til afsnit 3. Ulves jagt og byttedyr

  1. Bogen ”Vargen” af journalisten Henrik Ekman, Norstedts Forlag 2010, side 56-63.
  2. Fakta om Varg fra www.järvzoo.se.
  3. Bogen ”Of Wolves and Men” af ulveforskeren Barry Holstein Lopez (en klassiker i ulveforskningen). Charles Scribners & Sons Forlag, New York, 1978, side 59.
  4. Pjecen ”Spår och tecken”. Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation, 1999.
  5. Pjecen ”Om du möter en varg.”, Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation, 2007.
  6. Hæftet ”Björn, järv, kungsörn, lo och varg”, udgivet af Västerbottens Län, afsnittet om ulv er skrevet af ulveforsker Jens Karlsson, Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation, side 42.
  7. ”Ekosystemaspekter på älgförvaltningen med store rovdjur” forsker Henrik Andrén mfl., Grimsö Forskningstation, Sverige Landbrugsuniversitet, 2012.
  8. ”Intensivstudier av sänderförsedda varger”, Jens Karlsson, Håkan Sand og Petter Kjellander, Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation, 1999.
  9. Teksten ”Vargens byteshandtering”, fra www.viltskadecenter.se

 4. Ulveflokken sociale struktur og kommunikation

Ulve er sammen med hvaler, aber og mennesker de socialt mest udviklede pattedyr (1). Alfaparret leder ikke flokken ved hjælp af vold og aggression, men ved social kontrol. Alfaparret søger hele tiden at skabe harmoni i flokken, fordi ulveflokkens overlevelse afhænger af, at flokmedlemmerne kan holde sammen og samarbejde. Konflikter løses som regel rituelt ved hjælp af markeringer (2).

Få pattedyr er så kærlige, opmærksomme og loyale overfor flokken og alfaparret som ulve. Flokken har et veldefineret hierarki og hvert individ kender sin plads i hierarkiet. Placeringen sikres eller ændres via tjenester, ritualer og rituelle ”kampe”. De lavest rangerende udfører ritualer, der viser deres underordnede position ved at bukke for alfaparret og slikke deres snuder. Nogle ulve i flokken er udvalgt af alfaparret til at hjælpe med at jage, andre hjælper med patrulje territoriet, mens andre hjælper med at passe og fodre hvalpe, altså være ”babysittere”, når resten af flokken jager eller er på revirpatrulje (4). Ulveflokkens sociale struktur og hierarki dog er dynamisk. Især i yngletiden kan den ændres. Hver ulv har sin egen personlighed, hvorfor alle ulveflokke er forskellige (2).

Udover den overordnede sociale struktur med alfaparret i spidsen, findes også i flokken et hierarki for hanner og et hierarki for hunnerne. Alfahunnen har en stærk indflydelse i flokken, hunnen kan leve længere end alfahannen og kan føre flokken videre med en ny han, hvis den gamle han dør (2). Når et nyt ulverevir etableres, er det ofte en hun, der vælger reviret og venter på en han. Ofte kan hun vente i årevis (3).

Ulveflokkens sociale struktur opretholdes ved hjælp af to typer af kommunikation mellem flokmedlemmerne: Stemmen og kropssprog (2). Ulve i en flok er meget kærlige overfor hinanden. Hengivenheden vises med at snuse til hinanden, gnide og slikke næser, logre med halen, lege sammen og sove sammen. Ulvene i en flok rører konstant ved hinanden for at styrke sammenholdet og de er hele tiden opmærksomme på små handlinger, der styrker flokken (4).

Ulvenes ”ordforråd” omfatter piven, bjæffen, klagende lyde, gøen, knurren, snerren og hylen. Ulve hyler som en del af deres adfærd i flokken og for at styrke sammenholdet. De hyler sjældent alene. Ulve kan hyle, når de er glade eller for at advare andre flokke. Eller for at fejre en vellykket jagt. En ulv kan også hyle, hvis den er faret vild. Så får den anvisning fra flokkens hyl på, hvordan den skal finde resten af flokken. Hver flok har sit eget kor, som kan skelnes fra andres, idet de enkelte ulve i en flok finder sammen i en flerstemmig harmoni, som er unik for denne flok. I øde egne uden skove kan ulvehyl høres i et område på 250 kvadratkilometer. Hver ulv i flokken kender sin floks kor. Konkurrerende flokke eller enkelte ulve fra andre flokke, trækker sig som regel tilbage, hvis de hørere et kor fra den flok, der ejer territoriet, de er inde i. Det er en myte, at ulve hyler, når det er fuldmåne. Og at de sidder ned, når de hyler. Oftest står de op (4).

Ulves kropssproget består af mimik, kropsholdning, haleføring og bevægelse af ører. Kropssproget bruges indenfor flokken for at signalere glæde eller vrede, dominans, underkastelse og rang. Det er et meget nuanceret sprog og ulvene formår at udtrykke mange forskellige sindsstemninger med kroppen. De lavere rangerende ulve hilser alfaparret og viser underdanighed at ved at slikke deres snude (4). Forfatteren til bogen ”Vargen” oplevede under et besøg i et fotoskjul i et ulverevir i Finland, hvordan medlemmerne af ulveflokken hver gang de mødtes, også selvom de kun har været væk fra hinanden i nogle timer, hilste hinanden med glade hop og bjæf, logren med halen og snudeslikning (3).

Også hvordan et alfapar uden vold afstraffede to hvalpe, oplevede forfatteren til bogen ”Vargen” i fotoskjulet i Finland. Hvalpene havde konfronteret to bjørne ved et elgkadaver udenfor skjulet. De unge ulve mobbede og drillede bjørnene, der blev mere og mere irriterede og gjorde udfald mod ulvene. Netop som det så meget farligt ud for ulvehvalpene, kom alfaparret løbende i fuld fart til kampladsen og jog bjørnene på flugt. Imens krøb de unge ulve sammen og så ud til at være meget flove og bange. Afstraffelsen bestod i, at alfahunnen demonstrativt stillede sig hen over den sammenkrøbne hunhvalp og trak bagbenet hen over hvalpens hoved. Alfahannens afstraffelse var mere markant. Alfahannen trykkede den unge han, der så rædselsslagen ud, ned mod jorden og holdt et øjeblik sin åbne kæbe over sønnens hoved, som om den ville bide. Det blev dog ved markeringen (3).

Kilder til 4. Ulveflokken sociale struktur og kommunikation

  1. Fakta om varg. Järvzoo jarvzoo.se
  2. Bogen ”Of Wolves and Men” af ulveforskeren Barry Holstein Lopez (en klassiker i ulveforskningen). Charles Scribners & Sons Forlag, New York, 1078, side 31 og 52.
  3. Bogen ”Vargen” af journalisten Henrik Ekman, Norstedts Forlag 2010, side 30-35 og side 249 og 253.
  4. Bogen ”Ulve” af Daniel Wood. Könemann, 1994.

5.Ulves angreb på tamdyr og hunde

De tyske ulves føde er for 99 procents vedkommende vildt, under én procent er tamdyr. Det konkluderer det tyske, almennyttige Senckenbergselskab for Naturforskning efter at have undersøgt over 3000 prøver af ulveafføring for spor af byttedyr (1).

I Sverige blev i perioden 1997-2006 i snit 100 får om året angrebet af ulve (2). Viltskadecenters nyeste vildtskadestatistik illustrerer, at når ulve kommer ind i en fåreflok, angriber de mange får. I 2012 skete der 51 angreb af ulve på tamdyr, heraf de 48 på fåreflokke. De 48 angreb resulterede i 307 døde får, 74 skadede og 31 savnede. I fire tilfælde angreb ulve køer i 2012, hvilket resulterede i fem døde, 1 skadet og 2 savnede køer. Endelig dræbte ulvene én ged i 2012 (4). Der kendes kun et enkelt tilfælde af ulveangreb på heste i Sverige (2). Projektet med tre radiomærkede ulve, der blev fulgt intensivt i tre måneder viste, at ulvene 14 gange besøgte forskellige tamdyrsbesætninger, men kun én gang resulterede det i et angreb. Det skete i et tilfælde, hvor fårene gik frit udenfor indhegning (3). Når ulve angriber en fåreflok, kommer de ofte igen til samme flok flere nætter i træk, hvis der ikke iværksættes akutte afværgeforanstaltninger efter det første angreb (5).

Grundprincippet i det svenske vildtskadesystem er, at vildtskader skal forebygges. Den svenske stat giver op til 100 procent støtte til rovdyrsikre hegn. Tamdyrsejere gives fuld erstatning for tabet af tamdyr efter at en af lensstyrelsen udpeget besigtigelsesmand har fastslået, at angrebet skyldes rovdyr (5). NGO’en Svenska Rovdjursföreningen har et korps af frivillige, der gratis hjælper fåreejere med at opstille rovdyrsikre hegn (6).

I bjergkæden Karpaterne lever en tredjedel af Europas bjørne og ulve på en femtedel af Sveriges areal. Totalt findes 2500 ulve og 5000 bjørne i Rumænien. Forklaringen på, at det fungerer er, at tamdyr vogtes af hyrder med hunde (14). At anvende hunde til at vogte tamdyr mod rovdyrangreb er en relativ ny metode i Sverige. Hunde anvendes i de tilfælde, hvor rovdyrafvisende indhegning ikke er en god løsning. Viltskadecenter har udgivet en rapport med anbefalinger til brug af vogterhunde til forebyggelse af rovdyrangreb og har oprettet en hjemmeside om dette (7, 8).

Hvad angår rovdyrangreb på rensdyr, findes et helt specielt erstatningssystem. Ulveangreb på rener er sjældne, fordi den svenske regering har besluttet, at der ikke må findes stationære ulve i rendriftsområdet, som er hele den nordlige halvdel af Sverige. I de tilfælde, hvor ulve indvandrer til rendriftsområdet får samebyerne som regel tilladelse af lensstyrelserne til såkaldt beskyttelsesjagt, det vil sige, at skyde ulvene forebyggende (12, 14).

Forskerne bag projektet ”Intensivstudier av sänderförsedda varger” skriver i rapporten (side 16): ”Ulven er som art en opportunist, dvs. et dyr med ekstrem god tilpasningsevne til forskellige levevilkår (den kan udnytte forskellige typer af fødekilder afhængig af forekomst). På den baggrund er det forbløffende, at ikke flere tamdyr blev dræbt af ulve i studieperioden (som var på tre måneder) og i andre ulveområder i Sverige. I USA er forskere nået til samme konklusion: Kun en marginal andel af alle direkte kontakter mellem ulv og tamdyr leder til, at tamdyr dræbes af ulv. En mulig forklaring er, at prædatorer generelt skaber et såkaldt ”søgemønster” for de byttedyr, som er mest talrige, hvilket fører til, at ulve først og fremmest søger efter vilde byttedyr” (3).

Ulv og hund er samme art og kan parre sig med hinanden. Ulve opfatter derfor hunde som konkurrenter, hvis de færdes i ulvenes revir. Revirstrid blandt ulve er ofte en alvorlig sag med dødelig udgang (9). I gennemsnit angribes årligt 30 hunde, først og fremmest jagthunde, af ulv i Sverige (2). I 2012 drejede det sig om 15 døde hunde og 12 skadede (4). 92 procent af ulveangreb på hunde i årene 1995-2005 skete i jagtsæsonen (11). Viltskadecenter har på centerets hjemmeside oplistet en stribe forebyggende tiltag for at forhindre ulveangreb på hunde, fra pingler og beskyttelsesveste på hundene (jagthunde, der løber frit) til at holde hunde i en hundegård ved hjemmet frem for at lade dem løbe frit, hvis ejeren bor i et ulverevir (10).

At de tyske ulve så at sige er opdraget til ikke at gå efter tamdyr illustreres af, hvordan de tyske ulve, der er indvandret til Danmark har opført sig. Den første ulv i Danmark i næsten 200 år blev ifølge Skov- og Naturstyrelsen set af en borger ved Jels i Sønderjylland i februar 2010 (13), og i januar 2011 kunne Dagbladet Ringkøbing-Skjern med Midt- og Vestjyllands Politi som kilde rapportere, at en kvinde havde set en ulv ved No omkring fem kilometer nordvest for Ringkøbing. I oktober 2012 blev en ulv fotograferet i Nationalpark Thy. Den blev siden fundet død i december 2012. Det er nærliggende til at tro, at det er Thy-ulven, der blev set ved Jels og No på vej nordpå. Den levede altså i Danmark i næsten to år uden at tage husdyr og uden at vi opdagede, at den var her. Siden 26. december 2012 er der observeret én eller flere ulve i Midt- og Vestjylland. I de forløbne tre måneder har der hidtil kun været ét tilfælde af angreb på tamdyr (15, 16).

Kilder til 5. Ulves angreb på tamdyr og hunde:

  1. Artikel i Politiken, 18.03.12.
  2. Pjecen ”Om du möter en varg”, Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation, 2007.
  3. ”Intensivstudier av sänderförsedda varger”, Jens Karlsson, Håkan Sand og Petter Kjellander, Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation, 1999.
  4. Viltskadestatistik 2012. ”Skadar av fredat vilt på tamdjur, hundar och gröda”, 21.03.13, Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation.
  5. Pjecen ”Rovddjur och tamdjur – går det ihop?”. Vildtskadecenter, Grimsö Forskningsstation.
  6. Svenska Rovdjursföreningen: www.rovdjur.se
  7. Hjemmesiden: www.boskapsvagtandehundar.se
  8. Rapporten ”Boskapsvagtande hunder i Sverige,” Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation, 2011.
  9. Pjecen ”Björn, järv, kungsörn, lo och varg”, Västerbottens Län, 2007, afsnittet er skrevet af ulveforsker Jens Karlsson, Grimsö Forskningsstation.
  10. ”Förebyggande åtgärder mot viltskador på hundar”, www.viltskadecenter.se
  11. Nyhedsbrev fra Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation, 2006.
  12. Pjecen ”I samma land. Rovdjur och människor”. Naturvårdsverket og Länsstyrelserne.
  13. Telegram fra Ritzau, 15.02.2010
  14. Bogen ”Vargen” af Henrik Ekman, Norstedts Forlag, 2010, side 229.
  15. Lokale medier.
  16. Forf. egne observationer og konklusioner.

6.Ulves farlighed for mennesker

Selv i ulverevirer er det sjældent, folk møder en ulv. Skandinaviske ulve er sædvanligvis sky overfor mennesker. Ulven har både en skarp hørelse og en god lugtesans og undgår oftest kontakt med mennesker. Hvis man møder en ulv, forsvinder den normalt. Ulves reaktion på møde med mennesker er blevet belyst af forskere ved Viltskadecenter. Forskerne udførte forsøg med radiomærkede ulve i 10 ulverevirer i Sverige. Ulvene blev pejlet og når den pågældende ulv havde opholdt sig i 20 min. på samme sted, begyndte forsøgspersonen at gå mod ulven. Forsøgspersonen startede 300 meter fra ulven. Efterfølgende blev ulvens adfærd kortlagt ved hjælp af GPS og snesporing. Hvor nær ulven tillod forsøgspersonen at komme varierede fra 18 til 310 meter med et gennemsnit på 85 meter. Det afgørende for, hvor nær ulvene tillod forsøgspersonen at komme, før den flygtede syntes at være vejr og vind. I de tilfælde, hvor forsøgspersonen kom så nær som 20 meter før ulven løb, blæste det. Forskerne understreger, at ulve optræder anderledes, når de bliver opsøgt af et menneske end når de selv nærmer sig mennesker eller bebyggelse og dermed selv har kontrol over situationen (5).

Tilstedeværelse af en hund kan dog få ulven til at overvinde en del af sin skyhed for mennesker. I visse tilfælde kan de endda komme på nogle meters afstand. Mennesker, som har oplevet den situation har opfattet det som om ulven er så koncentreret om hunden, at den nærmest ignorerer mennesket. Der findes intet, som tyder på, at ulve ved et bytte vil optræde aggressivt, sådan som det sker med bjørne (1).

Ulveforskeres mange møder med ulve viser, at ulve kan være nysgerrige, men de holder sig som regel på afstand. Enkelte – især unge dyr – kan dog optræde meget usky og eksempelvis løbe gennem en landsby, oftest om natten (2). Tre radiomærkede ulve, der blev fulgt intensivt i tre måneder, hverken undgik eller foretrak større veje og områder med sparsom bebyggelse. Derimod undveg de større, åbne områder som store marker og landsbyer (3). Når ulve ses i nærheden af boliger er der altså sandsynligvis tale om legesyge og nysgerrige unge ulve og ikke om ”farlige problemdyr”.

En skandinavisk forskergruppe foretog i 2003 et litteraturstudie for at kortlægge ulveangreb på mennesker. Resultatet foreligger i rapporten ”Rädslan för varg – et tvärvetenskaplig utredning.” Forskerne konkluderer: ”Uprovokerede angreb af raske ulve (ikke rabiessmittede) er meget usædvanlige. Majoriteten af ulve ser ikke mennesket som et naturligt byttedyr.” Af rapporten fremgår det, at der på det tidspunkt fandtes mere end 10.000 ulve i Europa, 40.000 i Rusland og 60.000 i Nordamerika. Forskerne konkluderer: ”Trods det forholdsvis store antal ulve, har vi kun fundet fire tilfælde, hvor mennesker er dræbt af raske ulve i Europa, fire tilfælde i Rusland og ingen i Nordamerika i de seneste 50 år.” Forskerne fortsætter: ”Hvis vi gør en generel sammenligning mellem antallet af ulveangreb på mennesker og antallet af angreb forårsaget af andre store rovdyr eller større, vildtlevende arter, hører ulven ikke til de farligste arter med tanke på dens størrelse og potentiale” (4).

Som en del af samme litteraturstudie har forskere søgt at besvare spørgsmålet: ”Hvad påvirker menneskers rædsel for ulv?”. De konkluderede blandt andet, at rædslen for rovdyr er højere blandt kvinder end blandt mænd, blandt ældre end blandt yngre og blandt folk med lav uddannelse end blandt folk med høj uddannelse og at i gennemsnit blev rædslen for rovdyr angivet lavere i områder med rovdyr end i områder uden rovdyr (4).

Forskerne skriver desuden: ”Man har fundet en sammenhæng mellem en følelse af magtesløshed, rædsel i almindelighed og rædsel for rovdyr i særdeleshed. Mennesker, som føler at de har dårlig kontrol og savner indflydelse over såvel egen situation som den almene samfundsudvikling accepterer i mindre udstrækning end andre at rovdyr findes i nærheden af beboede områder. Mange undersøgelser viser, at mennesker bliver mere skeptiske overfor autoriteter og offentlig forvaltning, hvis de helt eller delvist savner indflydelse. De har lav tillid til myndigheder og oplever, at de har en lav status i processen og ikke bliver respekterede. Hvis forvaltningen derimod opleves som retfærdig, mindskes følelsen af magtesløshed. Selv den generelle misfornøjelse og rædsel for ydre faktorer mindskes” (4).

I 2011 og 2012 skete i Sverige to i medierne meget omtalte episoder med ulve og mennesker. Episoder, der har givet anledning til mange misforståelser og mistolkninger, hvorfor de skal nævnes her. I april 2011 lød avisoverskrifter ”Ulve angreb børnefamilie”. Mediedækningen de følgende dage klarlagde, at sagen drejede sig om en kvinde, der havde gået tur med barnevogn og hund i et skovområde ved et villakvarter i Roslagen nord for Stockholm. Området ligger i et ulverevir. To ulve angreb hunden, der bliver slæbt med ind i skoven og senere fundet død. Kvinden løb fra stedet med barnevognen. Ingen mennesker kom noget til. Ulveforskere forklarede, at ulvenes adfærd skyldtes ekstrem revirfølelse. De har opfattet hunden som en indtrængende, fremmed ulv i reviret. Forskerne mente, at de to angribende ulve var etårige hvalpe fra det pågældende revir (6).

Den 17. juni 2012 blev en kvindelige dyrepasser i Kålmordens Dyrepark dræbt af ulve i deres indhegning. Hun var gået alene ind til ulvene. Der var tale om en ulveflok, som også publikum fik lov til at komme ind til. Da kolleger senere fandt dyrepasseren, var hun død. Kålmordens Dyrepark har 30 års erfaring i det, de kalder ”socialisering med ulve”, altså at publikum får lov til at komme ind til ulvene, og har aldrig oplevet noget lignende. De ulve, der angreb dyrepasseren var dyr, hun havde kendt og passet siden de var hvalpe. Den 1. oktober 2012 afleverede Kålmordens Dyrepark en rapport om ulykken til Arbejdstilsynet. I den konkluderedes, at man ikke kunne klarlægge årsagen til, at ulvene angreb dyrepasseren. Programmet med publikumsadgang til ulvene, blev stoppet efter ulykken (7). I forbindelse med ulykken understregede ulveforskere, at ulve i fangenskab opfører sig helt anderledes end vildtlevende ulve. Der var ikke tale om en familiegruppe, men om en flok unge hanulve.

Kilder til 6. Ulves farlighed for mennesker

  1. Pjecen ”Om du möter en varg”, Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation, 2007.
  2. Pjecen ”I samma land. Rovdjur och människor”. Naturvårdsverket og Länsstyrelserne.
  3. ”Intensivstudier av sänderförsedda varger”, Jens Karlsson, Håkan Sand og Petter Kjellander, Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation, 1999.
  4. ”Rädslan fôr vargen – en tvärvetenskaplig utredning,” John D. C. Linell og Tore Bjerke, Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation og NINA-NIKU, Stiftensen for naturforskning og kulturminne, Norge, 2003, side 4 og 5 og side 91-93.
  5. ”Hur rädda är varger för människor”, rapport af jens Karlsson, Monica Eriksson och Olof Liberg, Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation, 2004.
  6. ”Varger attackerade barnfamilj”, Dagens Nyheters hjemmeside, 17.04.12 og ”Ekstrem revirkänsla bakom vargattack”, Dagens Nyheters hjemmeside, 17.04.12
  7. ”Olycksrapport varg – juni 2012”, Kålmordens Dyrepark kolmarden.se

7.Ulvens situation i Sverige

Ulven fik sit latinske navn canis lupus af den svenske naturforsker Carl von Linné i 1758 (1).

Som i resten af Europa blev forfølgelsen af ulven for alvor sat i system i Sverige i middelalderen. Landskabslovene pålagde bønder at deltage i udryddelsesprogrammer, hvor ulve blev udryddet ved hjælp af grave, netfangst og klapjagt. Ulveudryddelsen havde hvad angik mobilisering og organisering en slående lighed med en militær aktion. I 1500-tallet suppleredes de hidtidige tiltag med skydevåben og fælder. I 1600-tallet indførtes skydepenge. Skydepengene blev først afskaffet i 1964, da ulven var næsten udryddet og to år før den blev fredet i 1966. I 1700-tallet tog man gift i brug i krigen mod ulven. Trods århundreders udryddelseskrig voksede ulvebestanden i Sverige i 1800-tallet og nåede sin kulmination i 1830’erne. Derfor tog udryddelsen til med fornyet styrke og effektivitet. Alene i 1830’erne dræbtes knap 6800 ulve i Sverige. I slutningen af 1800-tallet var udryddelsen af ulven total i det meste af landet (2). Den oprindelige ulvebestand døde helt ud i 1960’erne og 1970’erne. Den nuværende norsk-svenske bestand stammer fra tre finsk/russiske ulve, der indvandrede i 1970’erne eller tidligt i 1980’erne (3).

Status for den skandinaviske ulvebestand i vinteren 2011-2012 er, at bestanden er på 260-330 ulve fordelt på 33 flokke og 27-28 revirmarkerende par. Heraf findes 26 flokke og 22 revirmarkerende par i Sverige. I 22 af de 26 flokke fandtes hvalpekuld. Sverige har altså i alt 48 ulverevirer. De rummer tilsammen 200-270 ulve. Dertil kommer omkring 30 ulve, der færdes på begge sider af grænsen. Den svenske ulvebestand findes i dag i Mellemsverige med størst koncentration i Värmlands, Dalarnes, Örebro og Gävleborgs len (4, 6). Hvis den svenske ulvestanden fik lov at udvikle sig frit, skønner forskere, at der er plads og føde nok til en bestand på 5000 ulve i Sverige (8).

I Sverige er modstanden mod ulven og især en større udbredelse og vækst i bestanden meget stor i visse befolkningsgrupper, først og fremmest blandt fåreholdere, jægere og renholdere. Nogle af disse ulvemodstandere vil helst have ulven helt udryddet i Sverige. Disse grupper øver et stort pres på politikerne og påvirker lovgivningen markant. Derfor får den svenske ulvebestand ikke lov til at udvikle sig frit og ureguleret. Det sker på trods af, at en opinionsundersøgelse omfattende 11.000 svenskere i 2004 viste, at 64 procent syntes, at det er fint, at der findes ulve i Sverige, kun 15 procent af de adspurgte ville mindske ulvebestanden. Også borgere i de len, hvor der findes ulve, indgik i opinionsundersøgelsen (2, 5).

Den svenske Rigsdag besluttede i 2001, at der skal være fritlevende ulve i landet og satte samtidig et såkaldt etape-mål for, hvor stor ulvebestanden må blive. Målet var en tilvækst på højst 20 årlige kuld, svarende til 200 ulve. Desuden har rigsdagen besluttet, at der ikke må findes stationære ulve i rendriftsområdet, som udgør den nordlige halvdelen af landet (6,7).

I 2009 blev den svenske rovdyrpolitik revideret. Forvaltningen af rovdyr, herunder ulve blev fra da af i større omfang delegeret ud til de enkelte len. De kan tage beslutninger om det antal ulve, der må skydes ved licensjagt og om såkaldt beskyttelsesjagt på ulve, der er uønskede. Hvert len skal etablere en rovdyrgruppe med repræsentanter for såvel myndigheder som de forskellige interessenter. Samtidig besluttede regeringen, at ulvebestanden skulle begrænses til 210 dyr og højst 20 par med reproduktion. Begrænsningen skulle ske med licensjagt på ulve og tilladelse til at nedlægge visse ulve. Begrundelse for den nye rovdyrpolitik var at øge accepten af ulve (9).

Regering gav i vinteren 2009-2010 tilladelse til licensjagt på 27 ulve ud af en bestand på omkring 200 ulve. 28 ulve blev nedlagt under ulvejagten, som 18.000 jægere havde tilmeldt sig. Den følgende vinter 2010-2011 blev der igen givet tilladelse til at nedlægge 20 ulve ved licensjagt. Begrundelsen var også at øge accepten af ulve. Ulvejagten medførte hundredevis af protestbreve fra ind- og udland. Svenska Naturskyddsföreningen og Svenska Rovdjursföreningen klagede over ulvejagten til EU-Kommissionen og påpegede, at en så stor jagt på en lille og genetisk svag bestand som den skandinaviske strider mod EU’s Habitatdirektiv. Efter kritik fra EU Kommissionen stoppede den svenske regering ulvejagten i efteråret 2011 (5, 6).

Hvert år giver myndighederne tilladelse til såkaldt beskyttelsesjagt på ulve, det vil sige at ulve skydes forebyggende, uden at de har gjort skade. Det sker oftest i rendriftsområderne. I 2007-2008 drejede det eksempelvis sig om 17 ulve, der blev skudt legalt som beskyttelsesjagt (3).

I en aktuel og dramatisk sag om en genetisk værdifuld, indvandret hunulv, kaldet Jungsele-ulven, der havde etableret sig i et rendriftsområde i det sydlige Lapland i 2010, er hunulven foreløbig blevet flyttet fire gange siden 2010, sidste gang den 15. marts 2013 til et område nord for Stockholm. Men hver gang er hun vandret tilbage til Jungsele-område. Den 28. marts 2013 befandt hun sig således 50 kilometer fra det område, hun er blevet flyttet fra for fjerde gang. Den berørte sameby søgte fra starten i 2010 om beskyttelsesjagt. Det blev først afslået af såvel lensstyrelsen og Naturvårdsverket, men tilladelsen blev givet i begyndelsen af januar 2013 efter at miljøminister Lena Ek havde været på besøg i samebyen. Den han, Jungsele-ulven i forløbet havde dannet par med, blev derefter skudt. Men inden Jungsele-ulven også blev skudt, påklagede Svenska Rovdjursföreningen tilladelsen til Förvaltningsrätten i Stockholm. Den 17. januar 2013 besluttede retten, at klagen skulle have opsættende virkning. Den 20. februar 2013 ophævede Förvaltningsrätten beslutning om beskyttelsesjagt på Jungsele-ulven (10, 16). Dette eksempel: At hunulven hver gang er vandret tilbage til det område, hun har valgt til revir, viser, at mennesker ikke kan bestemme, hvor ulve skal danne revir).

Den svenske ulvebestand er stærkt truet af indavl, fordi bestanden hovedsageligt stammer fra tre indvandrede, finsk-russiske ulve. En international forskerpanel med den danske professor Michael Møller Hansen, Århus Universitet som formand, konkluderede i februar 2011, at indavlen nu er så alvorlig, at den forårsager misdannelser og nedsat frugtbarhed. Derfor anbefalede panelet, at Sverige sikrer tilførsel af friske gener til bestanden. Panelet påpegede, at den eksisterende adskillelse mellem den finsk-russiske bestand og den svenske bestand er kunstig og skaber en barriere for genetisk forstærkning af den svenske ulvestamme (11). Det sker jævnligt, at finsk-russiske ulve indvandrer til Sverige, men enten får samebyerne efter ansøgning tilladelse til såkaldt beskyttelsesjagt på dem, eller også nedlægges de indvandrede ulve illegalt, sådan at de sjældent når den svenske bestand (5, 12). Forskerpanelet vurderede, at den skandinavisk-finsk-karelske ulvebestand skal være på mindst 3000-5000 dyr fordelt mellem de tre lande, hvis bestanden skal opnå gunstig bevaringsstatus i henhold til EU’s Habitatdirektiv (11).

I 2010, 2011, 2012 og hidtil i 2013 har der været intens politisk aktivitet i Sverige omkring ulve. Regeringen nedsatte både en rovdyrudredning og en ulvekomité, lancerede en forvaltningsplan for ulv i juni 2012 og gav flere gange ulveforskerne på Grimsö til opgave at komme med analyser og udredninger, hvis anbefalinger regeringen dog ignorerede. Stridspørgsmålet er definitionen af Habitatdirektivets krav om ”gunstig bevaringsstatus” samt hvor stor ulvebestanden skal være for at opnå dette. Grimsö-forskerne anbefalede i oktober 2012 mindst 380 ulve i Sverige. Miljøminister Lene Ek sagde i et interview samme dag, som hun havde fået anbefalingen, at 180 ulve er nok. Desuden talte Naturvårdsverket og miljøministeren om at genoptage begrænset, selektiv jagt ”af genetiske hensyn”. Dette fik naturbeskyttelsesorganisationerne til at klage til EU. Miljøkommissæren svarede den 19. december 2012, at Sverige ikke vil leve op til Habitatdirektivet, hvis ulvejagt genoptages. Den 30. januar 2013 besluttede Naturvårdsverket en ændring af forvaltningsplanen for ulv, sådan at der skulle gennemføres ”genetisk udvalgsjagt som selektiv jagt” på 16 ulve i otte revirer. Naturbeskyttelsesorganisationerne indklagede denne jagtbeslutning for Förvaltningsrätten i Stockholm og begærede, at jagten blev stoppet indtil der er sket en retslig prøvelse. Förvaltningsrätten afviste klagen. Afvisningen blev derefter påklaget til Kammarrätten. Den 6. februar 2013 beslutter Kammarrätten, at naturorganisationernes klage skal have opsættende virkning. Da var tre ulve blevet skudt. Jagten blev herefter stoppet. Den 8. februar 2013 påklagedes afgørelsen om opsættende virkning af Naturvårdsverket, men Högsta förvaltningdomstolen afviste Naturvårdsverkets klage, hvorefter Kammarrättens afgørelse står ved magt. Det vil sige, at den opsættende virkning står fast. Naturbeskyttelsesorganisationerne har nu rejst sagen om jagtbeslutningen ved Förvaltningsdomstolen i Stockholm (10).

På trods af, at ulven blev fredet i Sverige i 1966, er illegal jagt den væsentligste dødsårsag i den svenske ulvebestand og årsag til, at bestanden de seneste ti år kun er vokset meget lidt trods god reproduktion. Den illegale jagt foregår med mange forskellige metoder. Ulve forfølges på snescooter til de falder om af udmattelse, køres over af snescooter, skydes, når de påtræffes eller tiltrækkes af et til formålet udlagt kadaver, forgiftes når de spiser forgiftede ådsler eller fanges i fælde. I perioden 1999-2006 skønner forskerne, at omkring 45 ulve blev illegalt dræbt (3, 4, 12).

En dokumentarfilm med titlen ”Tjuvjagt i Sverige – Vargkriget”, der findes på YouTube vises via interviews, at ulveudryddelsen nærmest er militærisk organiseret med telefonkæder, patruljering i ulverevirer og specialfremstillede våben (5). De svenske jægere, der deltager i den illegale ulvejagt, har et slogan, der lyder ”SGT”. Det betyder ”Skjut, gräv, tig”. De illegale ulvedrab opklares sjældent eller fører til domfældelse. I de tyndtbefolkede landdistrikter, hvor ulverevirerne findes, er folk bange for at anmelde eller vidne imod de mennesker, der dræber rovdyr illegalt, selvom det ofte rygtes, hvem det er. Krybskytterne truer ofte folk til tavshed (12). I Dalarna blev der ifølge en gennemgang af sager udført af Dalarnas Tidningar i perioden 2003-2007 anmeldt 35 overtrædelser af jagtloven involverende rovdyr. Heraf blev 24 sendt videre til anklageren, men de 22 af sagerne blev afvist. Kun én anmeldelse førte til tiltale (14). Renholdere indrømmer mere eller mindre åbent, at de ikke vil tolerere rovdyr i deres græsningsområder, især ikke ulve, og at de dræber rovdyr. Det mener de, at de har ret til for at beskytte deres rener, som er deres livsgrundlag. Det sker, selvom de samebyer, der har stationære rovdyr (los, jærv og bjørn) indenfor deres græsningsområder får en flere millioner kroner stor, statslig kompensation for at acceptere de rovdyr, der yngler indenfor deres græsningsområde. Kun én renholder er hidtil blevet dømt for illegal jagt. Han fik et års fængsel for for at dræbe en ulv (2, 12, 15, 16).

 Kilder til 7. Ulvens situation i Sverige:

  1. Bogen ”Of Wolves and Men” af Barry Holstun Lopez, Charles Scribners’s & Sons Forlag, New York, 1978.
  2. Bogen “Vargen” af Henrik Ekman. Norstedts Forlag, 2010. Side 204-221, side 105-139, 169-195 og side 267-28
  3. ”Varg i Skandinavien” statusrapport vinteren 2007/2008, Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation og Høgskolen i Hedmark.
  4. Rapporten ”Varg i Skandinavien och Finland. Slutrapport från inventering av varg, vinteren 2011-2012” Høgskolen i Hedmark, Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation, Skandulv, Rovdata, 2012
  5. Forf. egne observationer ved at have fulgt den svenske ulvedebat og –forvaltning i 10 år.
  6. Pjecen ”I samma land. Rovdyr og Mennesker.” Naturvårdsverket.
  7. Pjecen ”Tamdjur och rovdjur – går det ihop?”, Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation, side 10.
  8. Pjecen ”Bjørn, järv, kungsörn, lo och varg.” Västerbottens Län, 2007.
  9. PM: Ny trovärdig rovdyrpolitik med regional förvaltning och lokalt inflytande. Regeringskansliet, 29.05.09
  10. Tidsskriftet ”Våre rovdjur”, udgivet af Svenska Rovddjursföreningen fra 2011, 2012, 2013.
  11. PM: ”Indavl truer svenske ulve,” Danmarks Miljøundersøgelser, Århus Universitet, 16.02.11.
  12. Bogen ”Rovdyr”, af Staffan Widstrand, Magnus Elander og Johan Lewenhaupt, Bokförlaget Max Ström, 2002.
  13. Rapporten ”Dødelighed og illegal jakt i den skandinaviska vargstammen”. En rapport fra Skandulv, udgivet af Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation, 2005.
  14. Dalarnas Tidningar, 01.05.07
  15. Forf. egen research til roman.
  16. Samiske nyheder ”Oddasat”, bringes hver aften på SVT2,   www.oddasat.se


8.Ulve-information og –debat i Sverige

Som det fremgår af afsnit 7 er der i Sverige en hed, til tider hadsk debat om ulve og fronterne er trukket skarpt op. Af samme grund har ulve i Sverige stor politisk bevågenhed, som det også fremgår af afsnit 7. Nogle har sammenlignet den svenske debat om ulve med debatten om atomkraft: Folk deler sig i to lejre og det synes svært at flytte holdninger. Nedenfor omtales de vigtigste aktører i den svenske ulve-information og -debat.

”De5stora”: For 10-12 år siden etablerede de to internationalt anerkendte, svenske naturfotografer Staffan Widstrand og Magnus Elander informationskampagnen ”De5Stora” med støtte fra WWF Verdensnaturfonden. ”De5Stora” er bjørn, jærv, ulv, los – og menneske. I begyndelsen bestod kampagnen af en hjemmeside med masser af faktuel information (kampagnen har tilknyttet et panel af vildtforskere, der svarer på spørgsmål) og debat. I 2004 etablerede ”De5Stora” et fysisk informationscenter kaldet ”Rovdjurcenteret De 5 Stora” i tilknytning til dyreparken Järvzoo med skandinaviske dyr. Järvzoo ligger i den lille by Järvsjö. Informationscenteret og hjemmesiden drives nu af Naturvårdsverket, Gävleborgs Län og Ljusdal Kommune, det len og den kommune, hvori Järvzoo ligger. Kampagnen tilbyder udover den omfattende information, nyhedsbreve og debat på hjemmesiden også en gratis ”rovdyrskole” for skoleklasser, kurser for lærere, pædagoger og fagfolk og konferencer. Tilmelder man sig ”De5Storas” nyhedsbrev, kan man løbende følge med i svensk rovdyr-debat og –politik. www.de5stora.com

Viltskadecenter: Som det fremgår af kildelisterne til dette notat er den svenske rovdyrforskning – grundet den intense folkelige og politiske debat om rovdyrene – meget omfattende. Den foregår ved Viltskadecenter, Grimsö Forskningsstation under Sveriges Lantbruksuniversitet. Centeret ligger i den lille by Riddathyttan nord for Örebro. Grimsö Forskningsstation varetager både forskning, information om forskningsresultater og uddannelse af eksempelvis lensstyrelsernes personale, der varetager kortlægning af de store rovdyr i de enkelte len. Som det fremgår af kildelisterne publicerer Viltskadecenter både forskningrapporter, nyhedsbreve og pjecer rettet til offentligheden www viltskadecenter.se

Naturvårdsverket: (Naturstyrelsen i Sverige) har etableret et Rovdjursforum, der mest er til brug for lensstyrelsernes personale, der arbejder med rovdyr. Det er også en database, hvor lensstyrelserne og samebyerne, som kortlægger rovdyrbestanden, indtaster data om rovdyr. Her findes også skemaer til indtastning af observationer af rovdyr og observationer af deres bytte.

www.rovdjursforum.se

Svenska Jägereförbundet: Svenska Jægerforbundet og dets medlemmer deltager meget ivrigt i rovdyrdebatten og udøver et stort, politisk pres, både centralt på landspolitikken og lokalt på lensstyrelserne i de len, hvor der findes rovdyr. Foreningen kræver en ny rovdyrpolitik, hvor EU’s indflydelse begrænses og hvor rovdyrene forvaltes lokalt. Foreløbig har knap 12.000 skrevet under på disse krav. Foreningen er naturligvis også meget optaget af rovjagten. Sverige har årligt licensjagt på los og bjørn. På hjemmesiden kommenterer foreningen næsten dagligt rovdyrdebatten. Her findes også en løbende opdateret liste over ulvedræbte hunde. www.svenskajagareforbundet.se

Svenska Rovdjursföreningen udgiver tidsskriftet Våra Rovdjur og er meget aktiv i debatten, som det fremgår af afsnit 7. I forbindelse med den svenske regerings forslag om selektiv jagt på ulve i januar 2013 og beskyttelsesjagt på Jungsele-ulvene indsamlede foreningen 17.000 protestunderskrifter. Foreningen har lokalafdelinger, der er aktive i den lokale debat og som holder lokale informationsmøder og kurser om rovdyr. Foreningen har også en gruppe, der gratis leverer arbejdskraft til tamdyrsejere, der skal have opstillet rovdyrsikkert hegn. www.rovdjur.se

Svenska Samernas Riksförbund/Sametinget: Samebyerne og renholderne er både via enkeltpersoner og via de to organisationer meget aktive i debatten og i den politiske lobbyisme om rovdyr. Samebyerne får statslig kompensation for at tolerere ynglende rovdyr i deres græsningsområder, men for ulve har de 0-tolerance. De ønsker en ny rovdyrpolitik med større indflydelse til renholderne, færre rovdyr og mere jagt på rovdyr. Som det fremgår af afsnit 7 har regeringen vedtaget, at der ikke må være stationære ulve i rendriftsområdet, som udgør den nordlige halvdel af Sverige. Det betyder, at der ofte bevilges beskyttelsesjagt på ulve, der indvandrer til rendriftsområdet, enten sydfra eller nordfra. www.sametinget.se og www.sapmi.se

Svenska Naturskyddsföreningen deltager også i rovdyrdebatten, men er ikke nær så aktiv som Svenska Rovskjursföreningen. www.naturskyddsforeningen.se.

WWF Världnaturfonden i Sverige var som det fremgår ovenfor med til at etablere informationskampagnen ”De5Stora”, men har – så vidt jeg kan bedømme – ikke været nær så aktiv i debatten som Svenska Rovdjursföreningen. At dømme efter foreningens hjemmeside går WWF mere op i tigre og pandaer end svenske rovdyr. Foreningen har dog i 2011 bestilt og udgivet forskningsrrapporten ”Illegal jakt på stora rovdjur i Sverige”. WWF og den svenske naturfotograf Staffan Widstrand står bag den europæiske kampagne ”Rewilding Europe”, som gennem konkrete projekter vil få den vilde natur tilbage til Europa. WWF og Svenska Naturskyddsforeningen står sammen med Svenska Rovdjursföreningen bag retssagen mod fornyet jagt på ulv, som blev indledt i februar 2013. www.wwf.se og www.rewildingeurope.com

Ekoturismföreningen: I Sverige har rovdyrturisme stigende udbredelse. Der findes adskillige virksomheder, der tilbyder eksempelvis bjørne- og ugle-safari og ulvehyle-ture. Sverige har indført den nationale økoturisme mærkning ”Naturens Bästa”, som naturfotografen Staffan Widstrand har taget initiativet til. Staffan Widstrand oplyste på en rovdyrkonference i 2011, at ”wildlife watching” udgør 12 procent af verdens totale turisme. Ekoturismföreningen er meget imod den svenske regerings rovdyrpolitik, som den mener er ødelæggende for den rovdyrturisme, som Ekoturismföreningen anser for at være en stærkt voksende erhvervsgren www.ekoturism.org

Dokumentarfilmen ”Tjuvjagt i Sverige – Vargkriget” ligger på YouTube, opdelt i 6 dele på:

http://www.youtube.com/watch?v=crwgBHzvZHY

9.De forfulgte ulve

Intet dyr har været så forfulgt og forhadt som ulven. Ulven har været med i menneskets historie siden istiden. I tusinder af år har ulve og mennesker levet i de samme egne over hele jorden på nær i Afrika og Sydamerika. Tegninger af ulve kendes fra 20.000 år gamle hulemalerier i det sydlige Europa. For omkring 12.000 år siden tæmmede mennesker i Østen ulven og gjorde den til forfader for hunden.

Efterhånden som landbruget udvikledes og mennesker begyndte at holde husdyr, som ulve sommetider tog, begyndte ulvene at blive forfulgt og dræbt af mennesker. Med kristendommens indførelse voksede forfølgelsen til et hidtil uset had og systematisk udryddelse. Ulven fik af kirken mere og mere tildelt rollen som Antikrist, Fanden og den personificerede ondskab. At udrydde ulve blev en kristen handling. I eventyr som Rødhætte og Ulven og i myter og sagn om varulve fik ulven hovedrollen som skurk og glubsk dræber. Fra middelalderen blev ulve skånselsløst forfulgt og udryddet i hele Europa.

Blandt Nordamerikas oprindelige folk, der var jægere og samlere, var ulven derimod beundret for dens klogskab, eminente jagtegenskaber og for sammenholdet og hengivenheden i flokken. I mange indianerstammer fik ulven en ærefuld og positiv rolle i myter og sagn, eksempelvis hos Tlingit indianerne i Alaska. Men da europæerne erobrede Nordamerika og nybyggerne spredte sig mod vest, blev også ulvene i Nordamerika indædt forfulgt med jagt og forgiftning. Den systematiske udryddelse med jagt, forgiftning og skydepræmier stod på fra omkring 1630 og indtil ulvene var næsten udryddet i Nordamerika i 1960’erne.

Som det fremgår af afsnit 7 foregik der også i Sverige en systematisk udryddelse af ulve fra middelalderen og indtil ulvene i slutningen af 1800-tallet var næsten udryddet i hele landet. Ifølge dokumentarfilmen ”Tjuvjagt i Sverige – Vargkriget”, der ligger på YouTube, er ulveudryddelsen i Sverige som dengang nærmest militærisk organiseret, men nu i det skjulte. En af de interviewede i dokumentarfilmen kalder konsekvent ulven for ”Fanden” og giver udtryk for, at han og hans gruppe bliver ved med deres ulvejagt til ulvene er helt udryddede fra deres landsdel.

Kilder til 9. De forfulgte ulve

  1. Bogen ”Vargen” af Henrik Ekman, Nordsteds Forlag, 2010, side 204-221 og266-285.
  2. Bogen ”Of Wolves and Men” af Barry Holstun Lopez, Charles Scribners & Sons Forlag, New York, 1978.
  3. Dokumentarfilmen “Tjuvjagt I Sverige – Vargkriget,” del 1-6.