Kampen om skoven – tekstuddrag om Mats

”Altså, Kristoffer, den her skov fuldstændig fantastisk! Den er et veritabelt skatkammer af biologisk mangfoldighed.”

Kristoffer grinede, fordi vennen nærmest så lyksalig ud.

Helt stakåndet af iver begyndte Mats at fortælle vennen om den metode, han havde opfundet til kortlægning og dokumentation af gammel skov med høj biologisk værdi. Kristoffer havde kun sporadisk hørt om Mats’ metode. Nu fik han hele historien, helt fra dengang Mats fik et ”signal” fra en rosenticka i Njakafjäll Natureservat ved Vildmarksvägen.

”Jeg kaldte min metode for ”Steget före”, altså skridtet før skovningsmaskinerne kommer. Når svampe, som dem jeg har fundet i den her skov, findes i en skov, så er det et signal om, at skoven skal fredes, fordi svampene er rødlistede, altså det er udryddelsestruede arter, som kræver beskyttelse ifølge loven. Derfor kaldte jeg svampene signalarter. Det var for at få biodiversiteten i urskove kortlagt, og de gamle skove fredet, jeg opfandt metoden.”

Pludselig standsede han sin talestrøm og så vennen i øjnene med rynkede bryn og bekymring i blikket. ”Jelka-Rimakåbbå er vel fredet?”

”Ja. Joh. Det tror jeg da. Den er i hvert fald udpeget til Natura 2000 af EU. Det kan jeg huske, fordi både Naturskyddsföreningen og Sirges pressede på for at få den udpeget. Men det ved Elisabeth meget mere om. Hun var med til at kæmpe for udpegningen.”

”Hvis skoven ikke allerede er fredet, altså som skovreservat, så må vi lave en kortlægning efter min metode. For Natura 2000 er slet ikke tilstrækkelig beskyttelse. Jeg er helt sikker på, at vi kan finde signalarter nok til at få skoven fredet,” erklærede Mats.

De blev afbrudt af Kvik, der kom springende ivrigt logrende. Ingen tvivl om, at hunden nu var udhvilet og ville videre. De havde lovet den småvildtjagt, og så skulle de ikke stå og snakke, mente den tydeligvis. Grinende opfyldte de Kviks ønske. Men Mats havde mistet al interesse for jagt. Han var helt opslugt af at scanne skoven for signalarter.

Pludselig fik et fyrretræ vinger og fødte en vældig tjur. Et skud brød stilheden. Sort og grønglimtende faldt tjuren til jorden, hvor den blev hentet af Kvik. Kristoffer havde nu tre fugle på tasken. Mats var klar over, at han nok måtte til at tage jagten alvorlig, hvis han ikke skulle vise sig som en håbløs jæger. Da han og Mari havde besluttet at leve af renkød, fisk fra søen og vildt fra skovene, havde Mats overmodigt lovet, at vildtet skulle han nok nedlægge. Derfor prøvede han at koncentrere sig om at spejde efter rype, tjur og hare.

Efter en solid frokost ved endnu en idyllisk sø havde de vandret en halv times tid, da Mats standsede brat som ramt af lynet.

”Hvad i helvede er det?”

Foran dem var et skovområde på størrelse med fire-fem fodboldbaner totalt ryddet for træer og al anden vegetation. Området var omkranset af rød-hvidstribede afmærkningsstokke af den slags, landmålere bruger. Mellem stokkene var bundet plastbånd i tilsvarende farver.

Skovbunden i rydningen var kørt op til et ælte af store maskiner. Det lignede et øvelsesterræn for kampvogne.

Midt i rydningen stod et enormt, skriggult køretøj på larvefødder, mindst fire meter højt og seks meter langt. Umiddelbart lignede det en kæmpestor gravko. Men det var det ikke ved nærmere eftersyn. Foran maskinen og op i luften strakte sig en mindst ti meter lang, gul kranarm med et ”albueled” på midten. Til kranarmen var fæstnet bundter af kabler og tykke, sorte gummislanger. Kranarmen sluttede ikke med en grab, men holdt et mere end 30 meter langt stålrør, der stak lodret op i luften og hvilede med enden på jorden. Spredt i det afspærrede område sås flere store huller i jorden. Der sås ingen mennesker i eller omkring maskinen og ikke andre køretøjer. Synet var fuldstændig surrealistisk midt i den urgamle, jomfruelige skov.

På Kristoffers ansigt bredte sig først et vantro så et rasende udtryk. Mellem tænderne hvæsede han som svar på Mats’ spørgsmål: ”Den gule satan er en borerig. Nogen har åbenbart gang i prospektering, altså mineralefterforskning.”