En sten i skoen,
der blev til en romanserie
Af Jonna Odgaard, miljøjournalist og forfatter
Indtil for 200 år siden var samer vore landsmænd. Det har vi glemt alt om. Det var de, fordi Norge i mere end 400 år indtil 1814 hørte under Danmark og samerne dengang som nu levede i det nordlige Skandinavien, nogle af dem i Nordnorge og i egne i Sverige, der indtil midten af 1600-tallet hørte under Norge. I perioder under Kalmarunionen fra 1389 hørte desuden de samer, der boede i Sverige og Finland, under den danske kongemagt.
Smertefuld tid for samerne
For samerne, Skandinaviens oprindelige folk, var meget af tiden som danske undersåtter smertefuld. Der er gennem årene talt og skrevet meget om den danske slavehandel på Guldkysten i det nuværende Ghana. Slavehandlen er en del af den danske historie, vi mindes med skam. Hver eneste dansker kender til Danmarks fælles historie med Grønland gennem 300 år, til præsten Hans Egede, den danske mission i Grønland og koloniseringen af Grønland. Og vi kender det oprindelige folk, der lever i Grønland.
Vi undertrykte samerne
Men at der findes et andet oprindeligt folk i Norden, samerne, hvoraf en stor del gennem mere end 400 år var borgere i det danske rige, har vi tilsyneladende fortrængt. Samerne og deres del af Danmarkshistorien interesserer os ikke. Kendsgerningen er, at vi undertrykte samerne. I århundreder blev de brandbeskattede af den danske kongemagt. Men det var ikke det værste. Allerede Dronning Margrethe I underskrev i 1389 sammen med ærkebiskoppen i Lund et dokument, der befalede at tvangskristne samerne. Samme år var hun som rigsstyrer i Kalmarunionen reelt blevet hersker over både Danmark-Norge, Sverige og Finland, og dermed over næsten alle samer.
Brutal forfølgelse og tvangskristning
Det var dog først i 1600- og 1700-tallet tvangskristningen af samerne for alvor tog fart og blev grusom. I 1609 kundgjorde kong Christian IV, at ”lapper, som drev trolddom” og ikke ville afstå fra dette, skulle dømmes til døden. I løbet af 1600-tallet førtes hekseprocesser mod samer i Nordnorge og flere blev brændt på bålet. Danske præster og myndighedspersoner undertrykte nidkært og brutalt samerne for at kristne dem. Deres traditionelle naturreligion blev fordømt og lagt for had og samiske navne blev forbudt. De samiske shamaner blev kaldt for djævle, skånselsløst forfulgt, langvarigt forhørt og truet med al landsens ulykker, hvis de ikke afsværgede deres tro og opgav deres shamanistiske praksis. Shamanernes trommer blev systematisk indsamlet under trusler om straf og de fleste brændt.
Samiske trommer i Danmark
Fem af de indsamlede trommer findes i Danmark som de eneste vidnesbyrd om samernes plads i Danmarkshistorien og tvangskristningen af dem. De findes i Nationalmuseet. Men karakteristisk nok umådelig beskedent og anonymt. Fire af trommerne er udstillet i Etnografisk Samling i en lille glasmontre, der står mellem montre med genstande fra mange andre lande og kulturer. Kun den, der kender til samiske trommer, kan se, at de er samiske, for der findes ingen information i montren om trommerne, intet skilt, der oplyser, hvad det er for trommer, hvor de stammer fra, hvordan de er indsamlet eller hvor gamle de er. Samernes andel af vores historie ønsker vi åbenbart at skjule.
En sten i skoen
Jeg har interesseret mig for samerne i mange år og rejst i Lappland mange gange siden 1999, både for at vandre i fjeldene og som freelance miljøjournalist. Efter en reportagerejse i 2000 prøvede jeg at sælge en artikel med mange flotte fotos fra samiske renholderes traditionsrige og spektakulære kalvemærkning i højfjeldet. Men trods mange forsøg lykkedes det aldrig at få artiklen trykt, endskønt redaktørerne roste både reportagen og fotografierne. Afslagene blev som en sten i skoen. Et uafrysteligt spørgsmål: Hvorfor er danskerne ikke interesserede i samerne, – især i betragtning af, at vi har haft 400 års fælles historie med de norske samer?
Måske blev det først frø til denne roman sået dengang i 2000. Et frø, der på en ny rejse i Lappland i 2005– helt uventet og overraskende – spirede og midt om natten manifesterede sig som ideen til en roman. Og som i 2009 sprang ud i blomst under en vandre- og research-rejse til denne roman-idé. Romanen trængte sig så meget på, at det meste af Ulvens blik blev skrevet i hånden i kinabøger på denne rejse. Da jeg rejste hjem, gik det op for mig, at alt det, jeg gerne ville fortælle, ville kræve flere romaner.
Jeg håber, at jeg ved at bruge romanformen til at fortælle om samerne og Lapplands storslåede natur kan nå ud til et større publikum end med faktuelle artikler. Reportagen fra kalvemærkningen i 2000 indgår nu i slutningen af Ulvens blik.