Uddrag af Bjørnens kraft - I
Ulven stod stadig og kiggede på ham. Jo længere han kiggede på den, jo mere fandt han, at den havde det samme udtryk i øjnene, som da han første gang mødte sin ulveven i Fulufjeldet: Et interesseret, insisterende blik. Som om den ville ham noget. Bevidst havde opsøgt ham. Ville i kontakt.
Pludselig slog det ned i ham: ”Kan det være John?”
I sin bog om ulvefamilien havde han kaldt en treårig han-hvalp i ulveflokken for John. John var blevet smidt ud af flokken, både fordi det med hans alder var på høje tid, han fandt sit eget revir, og fordi han var blevet for fræk og oprørsk. Hvalpen havde præcist samme ansigtstegning som faderen. Mats havde kaldt hvalpen John efter en berømt ulv, der levede på Ultevis Hede 20 år tilbage. Siden John forlod flokken, havde Mats intet set eller hørt til ham. Heller ikke hans tidligere kolleger på Grimsö var stødt på en ulv med denne karakteristiske ansigtstegning. Kunne det være John, der måske havde levet nogle år i Norge og holdt lav profil, og som nu var kommet til Ultevis? Var der kommet en ny John på Ultevis Hede?
Hvis det var John, kendte ulven ham. Måske var det denne genkendelse, ulven forsøgte at kommunikere. Hænderne rystede endnu mere ved tanken, og Mats måtte sænke kikkerten.
Der var kun én måde at få det opklaret på. Han måtte gå hen til ulven. Hvis det var John, ville ulven blive stående, til han nåede frem. Hvis det var en anden, ukendt ulv ville den løbe sin vej, når han nærmede sig. Og hvis det var et magisk syn, ville det opløse sig.
Langsomt satte Mats kurs mod ulven, idet han fastholdt dens blik. Mens han gik, hvirvlede spørgsmålene i hans bevidsthed som efterårsløv i storm. Hvis det var John, kunne han så kommunikere med ham, som han kunne med forældrene? Hvis det var John, hvordan undgik han så, at ulven blev skudt legalt eller illegalt som ulven, der viste sig på Ultevis året før? Var det nu, han kunne komme i gang med Antes projekt?
Omkring fem meter fra ulven satte han sig på knæ. Han skulle lige til at spørge: ”Er du en hvalp fra min ulvefamilie?” i et forsøg på at afgøre, om han også kunne kommunikere med denne ulv, og i en dirrende forventning om, at den ville springe hen til ham og slikke ham på hagen, som den havde gjort så ofte som hvalp, da ulven flyttede blikket fra ham til noget bag ham. Samtidig hørte han bag sig en stemme råbe:
”Flyt dig for helvede, så jeg kan plaffe det uhyre ned!”
Overrasket drejede han hovedet og opfattede situationen i ét blik. En ung mand lå på maven bag en lav bakkekam omkring 50 meter væk og sigtede på ulven med en riffel. Han genkendte den unge mand. Det var Tomas, én af hans elever på Samernas, søn af én af Nils Petters rovdyrhadere.
”Hold op med det pjat, Tomas, og læg riflen fra dig. Du ved jo godt, at ulve er fredet, og at det koster to års fængsel at skyde en ulv,” råbte Mats, stadig siddende på knæ foran ulven.
I samme nu smældede riflen. Mats blev ramt og faldt om.