Uddrag af Bjørnens kraft - II
”Buorisboahtem, Stina! Jeg havde slet ikke ventet at møde dig. Hvor er det dejligt at se dig igen,” udbrød Mari, hvorpå hun satte sig igen og klappede på renskindet som tegn til, at Stina som sædvanlig skulle sætte sig ved siden af hende.
Stina trådte nogle skridt nærmere, men blev stående foran hende. Tavs. Først nu gik det op for Mari, at hendes veninde ikke smilede sit sædvanlige, tandløse smil. Og hun så, at de skæve, smalle øjne, der plejede at spille af munterhed og livsglæde, var alvorlige, sorgfyldte. Mari rynkede brynene og kiggede undersøgende på Stina, der som sædvanlig var klædt i en smuk gábdde med en tintrådsbroderet hue, der passede til. Over sin gábdde havde hun denne dag en fodlang pelsvest af renskind.
”Hvad er der Stina? Er der noget galt?” Stina vred sine hænder og kiggede ned i sneen. Trak vejret tungt. Foruroliget faldt Mari på knæ foran hende og tog hendes iskolde hænder i sine. ”Kom nu og sæt dig hos mig, Stina, og fortæl mig, hvorfor du ser så alvorlig ud.”
Med blikket stadig fæstnet på sine hænder hviskede Stina efter lang tavshed: ”Kan du huske dengang jeg fortalte dig, hvorfor Aslak skulle dø?”
”Ja, selvfølgelig husker jeg det,” svarede Mari noget forvirret over, at Stina begyndte at tale om den sag.
”Kan du huske, at jeg sagde, at jeg ikke måtte fortælle dig det, og at Unnatj ville straffe mig for det?”
”Ja, det husker jeg godt,” svarede Mari, selvom hun for sig selv måtte indrømme, at hun havde glemt det. Nu blev hun mindet om, at forfædre-nåjderne aldrig glemmer. Et varsel eller en trussel fra dem er aldrig tom. En forudanelse løb gennem hende. Hun blev dybt bekymret for Stina. Hvad kunne Unnatj finde på at straffe Stina med?
Hun kunne ikke andet end vente. Først efter en lang tavshed fortsatte Stina. Mari mærkede, at ordene kom modvilligt. Det voldte helt åbenlyst Stina sorg at fortælle, hvad der pinte hende.
”Kan du huske under Apmuts begravelsesceremoni, da du manede bjørnen frem, da sagde den til dig, at for at du kan blive værdig til at få dens helbredende kraft, vil forfædre-nåjderne sætte dig på en prøve.”
”Jo. Ja, det husker jeg,” mumlede Mari tankefuldt.
En intuitiv fornemmelse af fare krøb op langs hendes rygrad. Stina havde før været forfædre-nåjdernes sendebud. Både med og mod sin vilje. Men mest af alt blev hun vred over, at Unnatj plagede hendes lille veninde, så al livsglæde syntes tappet fra hende. Mari havde aldrig set Stina så forpint.
Med bævende stemme kom Stina omsider frem med sit ærinde: ”Jeg er kommet til dig i dag, fordi Unnatj har tvunget mig til det. Min straf er, at jeg skal fortælle dig, hvilken prøvelse, Kuta-Vuorok og Unnatj vil have dig til at gennemgå.”
Mari trak vejret brat ind og rettede sig op. Hendes øjne blev mørke. Hun anstrengte sig for at bevare roen. Med et ikke-seende blik kiggede hun frem for sig, stadig med Stinas hænder i sine og bad tonløst: ”Fortæl mig, hvad det er, Stina.”
Stina kæmpede med gråden. Det tog adskillige forsøg, før hun kunne få ordene frem. Da hun havde samlet sig, løftede hun højre arm, pegede mod Jiervas og fremstammede så grådkvalt, at Mari næsten ikke forstod, hvad hun sagde:
”Derovre ved nordenden af Jiervas’ væg, bag den store rodvælte af et fyrretræ, findes en hule i klippen. Der har en bjørn sit vinterhi. Din prøvelse er, at du skal krybe ind i hulen og tilbringe en nat sammen med bjørnen. Bjørnen rummer umådelig styrke og kraft, visdom og mod. For at du kan vise dig værdig til at kunne påkalde bjørnens helbredende kraft, kræver forfædre-nåjderne, at du tilbringer en nat sammen med bjørnen.”