Forside » Om Lappland og samer » Samernes historie

Samernes historie

Af Jonna Odgaard, miljøjournalist og forfatter

Nedenstående 26 afsnit om samernes historie fra istid til nutid er skrevet på baggrund af min research til de 24 historiske afsnit, der bringes i min roman Shamanens lærling.

Dette er de uforkortede afsnit. I Shamanens lærling fylder hvert af de historiske afsnit én bogside. Disse oprindelige tekster har jeg derfor måtte forkorte og redigere en del til romanen.

Disse afsnit er desuden med løbende kildeangivelse. Som det fremgår, har jeg brugt over 30 skriftlige kilder til de historiske afsnit. Desuden er her medtaget 2 afsnit, der ikke var plads til i romanen.

1.Stenalderen: Vildrensjægere indvandrede da isen svandt

I tusinder af år lå Skandinavien trykket ned under isen. For omkring 10.000 år siden begyndte isen at smelte og fra da af gik det stærkt. For 9.000 år siden var næsten hele Skandinavien isfrit, hvorefter landet langsomt hævede sig over havet (1, side 10-11 og 16, side 6). Efter 6.500 før Kristus fandtes kun gletsjerne i fjeldene tilbage. Efterhånden som isen smeltede, gjorde planter som pil, græs og lyng deres indtog. Så snart der fandtes føde, fulgte insekter, fugle og pattedyr.

Samerne har beboet det nordlige Skandinavien – et område, der omfatter dele af det nuværende Norge, Sverige og Finland – siden isen begyndte at trække sig tilbage. De er Skandinaviens urbefolkning. Ordet same stammer fra Sápmi, som de kaldte deres land, samernes land (26).

De første spor af mennesker i Sápmi findes langs den nordnorske kyst. De er 11.000 år gamle. Måske begyndte det med fiskere og jægere, der opdagede den rige kyst i nord (1, side 10-11). Disse mennesker var samernes forfædre (4, side 28). Den russiske arkæolog J. B. Siemcenko mener, at samernes forfædre var uralisk talende vildrensjægere, der indvandrede til det nordlige Skandinavien fra øst. Det uraliske sprog kommer fra området omkring Uralbjergene og blev talt for over 9.000 år siden i Rusland, Finland og langs med Østersøen ved Estland samt i Østeuropa. Finsk, estisk og samisk tilhører de uraliske sprog (23, s. 60 samt middelalderinfo.dk). At de første folk i Skandinavien kom østfra støttes også af fund på en stenalderboplads ved Karatssjön, hvor der er fundet skrabere af kvarts og kvartsit, men ikke flintredskaber. Derimod fandtes lerkar af en østlig type (27, side 20). Den fremstående sameforsker K. B. Wiklund har fremsat den teori, at det fangstfolk, der blev til samerne, har ”overvintret” langs atlantkysten under den seneste istid, omgivet af det massive, europæiske isdække, som isolerede dem fra resten af menneskeheden (11, side 12).

Landet og havet blev det nye folks fangstmarker. Endnu dækkede isen indlandet, men efterhånden som den smeltede overtog nye generationer af fiskere og jægere de nye jagtmarker. Klimaet var varmere end i dag. Nogle familier levede i grupper og flyttede fra fangstplads til fangstplads, hvor de stillede deres lette skindtelte op (1, side 10-11).

Den hidtil ældste bosætning i den svenske del af Sápmi er fundet udenfor byen Arjeplog i det sydvestlige Lapland. Det er en ildstedsgrube dateret til omkring år 7.800 før Kristus. Ved ildstedet fandt arkæologer skrabere, brændte ben, brændte sten og rødokker samt redskaber lavet af lokale stenarter. Fra 1999-2003 fandt arkæologer fra Silvermuseet i Arjeplog i alt ni stenalderbopladser i den svenske del af Sápmi, fra Vaikijaure nord for Jokkmokk i nord til Åsele i syd (15, side 12).

Da isen omkring år 6.000 før Kristus var smeltet væk, efterlod den et landskab med søer og elve, hvor bæver og laks trivedes og med skove af birk, fyr og el, der gav levesteder for fugle og vildt. Menneskene slog sig ned ved de fiskerige søer og elve og bredte sig ud over landet. De flyttede mellem faste bopladser, hvorfra de gjorde fiske- og jagtekspeditioner og søgte efter råmateriale til værktøj og våben (1, side 10-11). Den hyppigste måde at jage på var med bue og pil. Dette våben kunne håndteres af alle. Jægerne nedlagde mange slags dyr fra mår og egern til ren og bjørn (7, side 36-37). De ældst kendte ski er et par fyrretræs ski og en skovl-lignende stav fundet i Västerbotten. De er dateret til 3.200 før Kr. (24, side 74).

Omkring 2.500-2.000 før Kr. forandredes jæger-samlergruppernes livsmønster igen. Omkring 2.000 før Kristus begyndte fjeldområderne at blive udnyttet regelmæssigt og vildrenjagten mangedobledes. Grupperne gjorde nu to lange flytninger om året mellem to basislejre, et i skovene og et i fjeldet. På vejen kunne man standse på kortvarige lejrpladser. Fra basislejrene gjordes jagt- og fiske-ekspeditioner og herfra begav grupperne sig til de samlingspladser, hvor mange grupper mødtes, eksempelvis ved Namforsen (24, side 327).

Også grave efterlader spor af fangstfolket. Stensætninger med rødokker på høje højder er kun kendt i Norrbotten. Hvis gravene på den tid, de blev anlagt, lå nær kysten, er det nærliggende at tro, at de er bygget fra og med omkring 5.000 før Kristus. De yngste er muligvis omkring 2.000 før Kristus (24, side 142).

Det mest udbredte, fysiske beviser på lang samisk kontinuitet i Sápmi er de samiske ildsteder. Ildsteder af samisk type, som er ovale eller rektangulære, er kendt siden slutningen af jernalderen og findes i et antal, der får arkæologen Bernt-Ove Viklund til at fastslå, at de – sammen med samiske stednavne, hellige fjeld, menneske- og bjørnegrave – skaber et monumentalt samisk kulturlandskab i Sápmi. Ilstederne findes de steder, hvor rendriften endnu i dag er aktiv. En særlig type kåte-tomter er de såkaldte Stalon-tomter, som er ekstra store spor af kåter, som har efterladt en tydelig oval markering i marken. De er omgivet af en vold og gulvet er nedsænket med et ildsted i midten. Stalon-tomterne ligger ofte i grupper tæt sammen, altså som en landsby. De ældste er fra omkring 800-tallet og de yngste fra 1500-1600-tallet. Syv sådanne Stalon-tomter findes på Stekenjokk i Jämtland (8, side 51 ff. og 17, side 17 ff.).

Kilder:

Samernas historia. Sunna Kuoljok. Sametinget 1996.
Blidka dig blåa ödemark. Hans Andersson 2001.
Henrik Ekman. Norsteds 2010.
Fjällboken. Claes Grundsten. Prisma/Svenska Turistföreningen 2001.
Lapplands världsarv/Laponia. Claes Grundsten. Naturvårdsverkets Förlag 1997.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Traditionell kundskab. Per Mikael Utsi. Sametinget 2007.
Hellre mista sitt huvud, Åsa Virdi Kroik. Boska 2007.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Samisk folkekunst. Gerard Franceschi, Asger Jorn, Tinna Møbjerg, Jens Rosing. Borgen Forlag 2005.
Gäst hos samerna. Hugh Beach. Carlssons 1988.
Hans Andersson. LT’s Forlag 1978.
Älskade fjäll. Svenska Turistföreningen 2005.
Äkta Svenskt. Svenska Turistföreningen 2009.
Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Regeringskansliet 2004.
Hæftet: Samerna. Solens och Vindens folk. Àjtte Museet, Jokkmokk 2000.
Hæftet: Samiske kulturmiljöer i Frostviken. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2007.
Hæftet: Krantje. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2011.
Hæftet: Tåssåsens Samenby. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2009.
Hæftet; Mittådalens sameby. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2012.
Hæftet: Bark og Ripa. Kirstin Eidlitz Kuoljok, Hans Andersson. Àjtte Museum, Jokkmokk 1993.
Hæftet; Same Same – but different. Regeringskansliet 2004.
Bilden av universum bland folken i norr. Kerstin Eidlitz Kuoljok. Carlssons 2009.
Stig Welinder. Sveriges historia, bind 1. Nordsteds 2009.
Hæftet: Fatmomakke kyrkstad. Fatmomakke Sameforening. 2005.
Folderen Sápmi – samernas land. Sametinget.
Pärlälvsdalen – dess liv och natur. Dag Kihlblom. Dag Kihlblom 2009.
Pjece om Gråtanån og lansstyrelsen.se/vasterbotten samt egen research på stedet.
Namforsen.com, wikipedia
glosariget.se og egen research, inklusive fotos
Wikipedia
Egen research på stedet

******

2. År 6.500-2.500 før Kristus: Helleristningspladserne var kultpladser

Spor efter fortidens samer findes også i helleristninger, der findes over hele Sápmi. Sandsynligvis var helleristningspladserne kultpladser, hvor mange familier mødtes til årlige sammenkomster. Pladserne var valgt med omhu, oftest ved vand. For vandet danner grænsen mellem vor verden og åndernes verden. På de steder kom ånderne tættest på menneskene og derved kunne shamanen komme i kontakt med ånderne (1, side 13, 28). Helleristningerne er muligvis udført af de samiske shamaner, nåjderne, som en del af religiøse ceremonier (1, side 13).

I Alta i Nordnorge – altså netop i det område, hvor de første spor af samerne er fundet – findes Nordeuropas største samling af helleristninger, omkring 6.000 figurer, lavet af et jagt- og fangstfolk, som sandsynligvis var samerne. Helleristningerne er hugget ind i klipperne for mellem 6.500 og 2.500 år siden. Billederne viser en jæger- og samlerkultur, der holdt rensdyr, fiskede og byggede skibe og som praktiserede shamanistiske ritualer involverende bjørne og andre dyr. Der findes også billeder af fisk, fugle og ski. Shamaner er afbilledet i form af skikkelser, der er halvt dyr, halvt menneske. Datidens mennesker mente, at shamaner kunne forvandle sig til dyr, og de blev derfor på helleristninger afbilledet som halvt dyr, halvt menneske (1, side 13, 2, side 145, 31, 33).

I Namforsen i Västernorrlands Län findes ét af verdens største og Sveriges ældste helleristningsområde med 6200 figurer av elge, mennesker, fugle, hunde, bjørne, skibe, solhjul, fodspor og redskaber spredt på klipper over et stort område. De menes at være udført i perioden fra omkring yngre stenalder til ældre bronzealder. I nærheden er fundet arkæologiske spor af en stor boplads, der har været beboet fra stenalder til jernalder (29).

Ved Glösa vest for Östersund i Jämtland findes midt i en lille skov et stort antal helleristninger på flade klipper i et vandfald i en lille bæk. De vurderes til at være udført for omkring 6.500 år siden. Billederne er sandsynligvis udført af samernes forfædre, et elgjægerfolk, da de fleste billeder forestiller elge, men der ses også fisk og fiskenet på klipperne. Tæt på helleristningerne findes et stort system af fangstgrave (30).

I Voullerim 50 km øst for Jokkmokk findes en 6.000 år gammel stenalderboplads dér, hvor Lilla Luleälv flyder sammen med Stora Luleälv (2, side 148 og 31). Ved Stalon vest for Vilhelmina har arkæologer fundet en stenalderboplads med pilespidser, skrabere, ben fra byttedyr og ildsprængte sten. Bopladsen dateres til at være brugt fra mellem 4.500 og 2.500 før Kristus (32).

Kilder:

Samernas historia. Sunna Kuoljok. Sametinget 1996.
Blidka dig blåa ödemark. Hans Andersson 2001.
Vargen. Henrik Ekman. Norsteds 2010.
Fjällboken. Claes Grundsten. Prisma/Svenska Turistföreningen 2001.
Lapplands världsarv/Laponia. Claes Grundsten. Naturvårdsverkets Förlag 1997.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Traditionell kundskab. Per Mikael Utsi. Sametinget 2007.
Hellre mista sitt huvud, Åsa Virdi Kroik. Boska 2007.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Samisk folkekunst. Gerard Franceschi, Asger Jorn, Tinna Møbjerg, Jens Rosing. Borgen Forlag 2005.
Gäst hos samerna. Hugh Beach. Carlssons 1988..
Tuorpon. Hans Andersson. LT’s Forlag 1978.
Älskade fjäll. Svenska Turistföreningen 2005.
Äkta Svenskt. Svenska Turistföreningen 2009.
Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Regeringskansliet 2004.
Hæftet: Samerna. Solens och Vindens folk. Àjtte Museet, Jokkmokk 2000.
Hæftet: Samiske kulturmiljöer i Frostviken. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2007.
Hæftet: Krantje. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2011.
Hæftet: Tåssåsens Samenby. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2009.
Hæftet; Mittådalens sameby. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2012.
Hæftet: Bark og Ripa. Kirstin Eidlitz Kuoljok, Hans Andersson. Àjtte Museum, Jokkmokk 1993.
Hæftet; Same Same – but different. Regeringskansliet 2004.
Bilden av universum bland folken i norr. Kerstin Eidlitz Kuoljok. Carlssons 2009.
Stig Welinder. Sveriges historia, bind 1. Nordsteds 2009, side 23.
Hæftet Fatmomakke kyrkstad. Fatmomakke Sameforening 2005.
Folderen Sápmi – samernas land. Sametinget.
Pärlälvsdalen – dess liv och natur. Dag Kihlblom. Dag Kihlblom 2009.
Noter fra TV-dokumentar på SVT.
Namforsen.com, wikipedia
glosaalriget.se og egen research på stedet
Wikipedia
Egen research på stedet
Ulla-Lena Lundberg: Jägarens leende. Söderströms 2010. (En bog om helleristninger).

******

3. År 1.500 før Kristus: Siidaer – et oprindeligt, samisk demokrati

Omkring år 1.500 før Kristus blev klimaet i Nordskandinavien igen koldere. Nåleskovene trak sig tilbage og fjeldbirkeskoven bredte sig. Store renflokke trak mellem græsningsområder i fjeldet om sommeren og skovene i lavlandet om vinteren. På deres trækruter anlagde jægerne fangstgrave

De små familiegrupper var ikke længere nok til den organiserede jagt. Et nyt fællesskab, kaldet siidaen, bestående af fem-ti familier, ofte slægtninge, voksede frem. Siidaerne udsprag af behovet for, at en større gruppe arbejdede sammen, idet anlæggelse og vedligeholdelse af fangstgrav-systemer krævede mange hænder. I fællesskab rådede hver siida over et område til jagt og fiskeri, et område, der var kendt og accepteret af alle de andre siidaer. Siidaen flyttede rundt i sit område alt efter årstiden for at udnytte ressourcerne bedst muligt. Fangsten fordeltes mellem siidaens medlemmer, sådan at også de, der ikke kunne jage og fiske, fik del i fangsten. Alt på renerne blev brugt: Til bolig, klæder, føde, værktøj og husgeråd. Efterhånden specialiserede siidaerne sig mere og mere i vildrensjagt og anlagde systemer af fangstgrave mange steder på renernes trækruter. Siidaerne begyndte også at handle med andre siidaer og med fremmede, der kom fra øst, fra Rusland og Sibirien (1, side 10-11).

Det var dette folk af vildrensjægere, der for mange år siden gav fjelde, søer og elve navne. Samiske navn (2, side 27). I Sápmi har arkæologer fundet asbestblandet keramik fremstillet fra 1.500 før Kristus til 300 efter Kristus. Asbestkeramik, fremstillet af naturligt forekommende asbest og ler, er helt forskellig fra samtidens Sydskandinaviske keramik, både i form og ornamentering. Asbestkeramikken kendetegner den samiske kultur (16, side 8 og 24, side 332). Sådan en asbestkeramikkrukke er blandt andet fundet ved bredden af Kultsjön ved Vildmarksvägen i Jämtland. Den er dateret til år 300 før Kristus. Rundt om Kultsjön findes flere stenalderbopladser (25).

Fangstgrave er de talrigeste fortidsminder om samerne. I dag kendes mellem 25.000 og 30.000 fangstgrave i Sápmi. De fleste systemer består af 5-20 grave, men der findes også store systemer, der strækker sig over tre-fire kilometer, altid placeret strategisk ved trange passager på trækruten, eksempelvis på en langtange mellem to søer (1, side 13). Tæt på stenalderbopladsen ved Gråtanån ved Vojmsjön nordvest for Vilhelmina findes et fangstgravsystem med 60 fangstgrave dateret til fra ca. 5.000 før Kristus til 500 efter Kristus. Samme sted findes en rituel bjørnegrav, der er dateret til 1.600-1.800 efter Kristus. Fundene viser, at stedet har været af stor betydning for samer gennem næsten syv tusinde år (28).

Også grave efterlader spor af fangstfolket. Stensætninger med rødokker på høje højder er kun kendt i Norrbotten. Hvis gravene på den tid, da de blev anlagt, lå nær kysten, er det nærliggende at tro, at de er bygget fra og med omkring 5.000 før Kristus. De yngste er muligvis omkring 2.000 før Kristus (24, side 142).

En særlig type kåte-tomter er de såkaldte Stalon-tomter, som er ekstra store spor af kåter, som har efterladt en tydelig oval markering i marken. De er omgivet af en vold og gulvet er nedsænket med et ildsted i midten. Stalon-tomterne ligger ofte i grupper tæt sammen, altså som en landsby. De ældste er fra omkring 800-tallet og de yngste fra 1500-1600-tallet. Syv sådanne Stalon-tomter findes på Stekenjokk i Jämtland (8, side 51 ff. og 17, side 17 ff.).

Kilder:

Samernas historia. Sunna Kuoljok. Sametinget 1996.
Blidka dig blåa ödemark. Hans Andersson 2001.
Henrik Ekman. Norsteds 2010.
Fjällboken. Claes Grundsten. Prisma/Svenska Turistföreningen 2001.
Lapplands världsarv/Laponia. Claes Grundsten. Naturvårdsverkets Förlag 1997.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Traditionell kundskab. Per Mikael Utsi. Sametinget 2007.
Hellre mista sitt huvud, Åsa Virdi Kroik. Boska 2007.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Samisk folkekunst. Gerard Franceschi, Asger Jorn, Tinna Møbjerg, Jens Rosing. Borgen Forlag 2005.
Gäst hos samerna. Hugh Beach. Carlssons 1988.
Hans Andersson. LT’s Forlag 1978. Side
Älskade fjäll. Svenska Turistföreningen 2005.
Äkta Svenskt. Svenska Turistföreningen 2009.
Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Regeringskansliet 2004.
Hæftet: Samerna. Solens och Vindens folk. Àjtte Museet, Jokkmokk 2000.
Hæftet: Samiske kulturmiljöer i Frostviken. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2007.
Hæftet: Krantje. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2011.
Hæftet: Tåssåsens Samenby. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2009.
Hæftet; Mittådalens sameby. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2012.
Hæftet: Bark og Ripa. Kirstin Eidlitz Kuoljok, Hans Andersson. Àjtte Museum, Jokkmokk 1993.
Hæftet: Same Same – but different. Regeringskansliet 2004.
Bilden av universum bland folken i norr. Kerstin Eidlitz Kuoljok. Carlssons 2009.
Stig Welinder. Sveriges historia, bind 1. Nordsteds 2009.
Hæftet Fatmomakke kyrkstad. Fatmomakke Sameforening.
Folderen Sápmi – samernas land. Sametinget.
Pärlälvsdalen – dess liv och natur. Dag Kihlblom. Dag Kihlblom 2009.
Pjece om Gråtanån samt lansstyrelsen.se/vasterbotten samt egen research på stedet.

******

4. År 0 – år 1000: Fra omstrejfende vildrensjægere til rensdyrnomader

Den første skriftlige beretning om samerne er nedfældet af den romerske historieskriver Cornelis Tacitus i bogen Germania år 98 efter Kristus. ”Finnerne” var datidens udtryk for samerne, blandt andet blev det udtryk brugt i de islandske og gammelnorske skrifter (24, side 82). Tacitus skrev:

”Finnerne er forbløffende vilde og vederstyggeligt fattige. De har ingen våben, ingen heste, ingen boliger. Til føde anvender de urter, til klæder dyrehuder, til natteleje jorden. Deres eneste håb sætter de til pile, som de i mangel på jern forsyner med benspidser. Jagten, som kvinderne deltager i på lige fod med mændene, er deres fødegrundlag. Kvinderne følger med overalt og nedlægger deres del af jagtbyttet. For spædbørn findes ingen anden tilflugt for vilde dyr og uvejr, end at de lægges under en slags flettet beskyttelse af grene. Hertil vender de unger mænd tilbage efter jagten. Sådan er deres tilflugtssted.”

Næste skriftlige kilde om samerne findes næsten 500 senere, skrevet år 550 af grækeren Prokopos, der var sekretær for den østromerske feltherre Belisarios. Propokos skrev bogen ”De Bello Gothico” om krigen mod vandaler og goter. I en passage om Thue, landet længst mod nord, skriver han om ”skridfinnerne”, altså finner = samer, der løber på ski (24, side 84):

”Af alle nationer, som bebor Thue, er skridfinnerne de eneste, der fører et liv ej uligt dyrenes, uden ordentlige klæder og føde. Jagten gør fyldest for begge køn, da skovene er større end noget andet sted, og de ganske høje bjerge tilbyder umådeligt mange dyr. De lever af deres kød og klæder sig i huder, som sammenfæstet med dyresener, kastes omkring kroppen. Ej heller giver de deres børn die, men kvinderne går på jagt, imens hænger hun det nyfødte barn indhyllet i huder i et træ og giver det et stykke dyremarv i munden.”

Samernes årtusindelange fangstkultur med skiftende lejerpladser rundt omkring ved søer og elve ændredes lidt efter lidt i 700-800-tallet efter Kristus. Fra Jämtland i syd og nordpå byggedes kåter i skov- og fjeldområder, hvilket tyder på, at renerne og deres vandringer mellem sommergræsning i fjeldet og vintergræsning i skovene blev det centrale for samerne, frem for anden jagt, fangst af havpattedyr og fiskeri. Arkæologer har på disse bopladser fundet kåte-tomter med runde volde med en diameter på fire-otte meter, nedsænket gulv og et stensat ildsted i midten. De er dateret til perioden fra år 500 efter Kristus til 1000-tallet. Fra omkring år 900 efter Kristus domineres affaldet på disse bopladser af ben fra rensdyr. Samerne blev nomader, der fulgte renerne på deres vandring. Det er værd at bemærke, at de områder, hvor samerne dengang havde faste lejrpladser, svarer til de områder, der stadig er rensdyrenes foretrukne græsningsområder.

Først hen mod år 900 findes en beretning om samerne fra én, der har været i direkte og hyppig kontakt med dem, nemlig fra den nordnorske vikingehøvding Ottar. På den tid fandtes ingen færdig statsdannelse på Nordkalotten. Den beboede, nordnorske kyst kaldtes Hålogaland og landområderne nord for Finmork, altså finnernes = samernes mark/land (28, side 35 ff). Ottar havde sin gård i nærheden af det nuværende Tromsø. Hans beretning til Kong Alfred den Store af England i år 892 blev nedskrevet. Ottar fortalte om sine rejser til Finmork og om samerne og deres rensdyr, herunder at de brugte tamme lokkerener i vildrensjagten og tamme rener som træk- og lastdyr. Ottars største indkomst var den skat, som han hvert år opkrævede af samerne. De rigeste måtte betale femten mårskind, fem renskind, et bjørneskind, ti skæpper fjer, en bjørne- eller odderpels samt store mængder skibsreb af hvalros- og sælskind (1, side 16).

Kilder til historiesporet

Samernas historia. Sunna Kuoljok. Sametinget 1996.
Blidka dig blåa ödemark. Hans Andersson, 2001.
Henrik Ekman. Norsteds 2010
Fjällboken. Claes Grundsten. Prisma/Svenska Turistföreningen 2001.
Lapplands världsarv/Laponia. Claes Grundsten. Naturvårdsverkets Förlag, 1997.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Traditionell kundskab. Per Mikael Utsi. Sametinget 2007.
Hellre mista sitt huvud, Åsa Virdi Kroik. Boska 2007.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Samisk folkekunst. Gerard Franceschi, Asger Jorn, Tinna Møbjerg, Jens Rosing. Borgen Forlag 2005.
Gäst hos samerna. Hugh Beach. Carlssons 1988.
Hans Andersson. LT’s Forlag 1978.
Älskade fjäll. Svenska Turistföreningen 2005.
Äkta Svenskt. Svenska Turistföreningen 2009.
Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Regeringskansliet 2004.
Hæftet: Samerna. Solens och Vindens folk. Àjtte Museet, Jokkmokk 2000.
Hæftet: Samiske kulturmiljöer i Frostviken. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2007.
Hæftet: Krantje. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2011.
Hæftet: Tåssåsens Samenby. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2009.
Hæftet; Mittådalens sameby. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2012.
Hæftet: Bark og Ripa. Kirstin Eidlitz Kuoljok, Hans Andersson. Àjtte Museum, Jokkmokk 1993.
Hæftet; Same Same – but different. Regeringskanslet 2004.
Bilden av universum bland folken i norr. Kerstin Eidlitz Kuoljok. Carlssons 2009.
Stig Welinder. Sveriges historia, bind 1. Nordsteds 2009.
Hæftet Fatmomakke kyrkstad. Fatmomakke Sameforening.
Folderen Sápmi – samernas land.
Pärlälvsdalen – dess liv och natur. Dag Kihlblom. Dag Kihlblom 2009.
Ib Mikael: Snedronningen. Tiderne Skifter 1981.

******

5. År 1000-1500: Samernes land – en ødemark med hårde skatter

Fra vikingehøvdinge Ottars beretning til den engelske Kong Alfred i 892 ved vi, at samerne i Nordnorge allerede i vikingetiden betalte skat til norske høvdinge, og at handlen med dem var i fuld gang før år 1000. Da Harald Hårfager, der var konge i Norge fra 871 til 932, fik samlet Norge, tiltog han sig førsteretten til at kræve skat af samerne og handle med dem gennem sine lensmænd (28). De svenske og norske stater begyndte at blive etableret i 1000-tallet og Sverige tog i 1100-1200-tallet kontrollen over Finland.

I 1070 skriver den tyske præst og historiker Adam af Bremen at Hälsingland, den nordligste del af det daværende svenske rige, lå mellem Sverige og Norge og beherskedes af ”skridfinner”, altså samerne (24). Den islandske høvding og skjald Snorri Sturlason (1179-1241), der opholdt sig i Norge i to perioder nævner samerne i sin Edda og berettede, at de handlede med nordmænd (15).

På den tid stod den del af Sverige, der nu kaldes Norrland eller Lappland, stort set uden for det svenske rige. Fra omkring 1200-tallet begyndte folk i Sverige at henvise til den samiske befolkning i Norrlands indland som lapper. Det udtryk holdt ved til 1900-tallet. I middelalderen var Sápmi betydeligt større end i dag. Arkæologiske fund viser, at grænsen sandsynligvis gik til Härjedalen og Hälsingland i syd og til det mellemste Finland i nord (24).

Langt ind i 1500-tallet fandtes ingen veje i Norrland. Man sejlede dertil langs kysten og på elvene, ridevejene fulgte elvene og om vinteren færdedes man på islagte søer og elve (30). Betegnelsen Norrland findes første gang i skriftlige kilder i 1425. Grænsen mellem Hälsingland, den nordligste del af riget, som den svenske konge havde magt over, og Norrland gik ved et landskab, som i datiden kaldtes Ödmården. Det var en sagnomspunden ødemark, som ingen høvding eller konge kontrollerede. Hovedparten af området, især indlandet, præges i hele middelalderen af samernes nomadiske kultur. Officielt kaldtes samerne af de svenske magthavere for ”omstrejfende skovfolk” (24).

Nogle skatteopkrævere fór frem med stor grumhed overfor samerne, især i 1200-tallet. Det var finske kareler, der hørte under den russiske stat Novgerod og som foretog røveriske og aggressive ekspeditioner ind i Sápmi. Karelerne angreb også norske handelsskibe og bekæmpede norsk skatteopkrævning hos samerne. I samernes mundtlige beretninger kaldes disse røvere og voldsmænd for tjuder (24).

I vikingetiden og den tidlige middelalder konkurrerede tre stater: Danmark-Norge, Sverige-Finland og Novgerod om overherredømmet over det nordlige Skandinavien og dermed de rige fiske- og vildtressourcer samt retten til at opkræve skatter. Alle tre statsmagter mente i de århundreder, at de havde ret til at opkræve skatter i området. Det førte til, at samer i nogle områder blevet tvunget til at betale skat til to eller tre stater samtidig. Først i 1751 hørte Danmark-Norge og Sverige-Finland op med begge at opkræve skat fra samme gruppe samer. Rusland og Danmark-Norge fortsatte med at dobbeltbeskatte samerne frem til 1809 (1).

Kilder:

Samernas historia. Sunna Kuoljok. Sametinget 1996.
Blidka dig blåa ödemark. Hans Andersson 2001.
Henrik Ekman. Norsteds 2010.
Fjällboken. Claes Grundsten. Prisma/Svenska Turistföreningen 2001.
Lapplands världsarv/Laponia. Claes Grundsten. Naturvårdsverkets Förlag 1997.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Traditionell kundskab. Per Mikael Utsi. Sametinget 2007.
Hellre mista sitt huvud, Åsa Virdi Kroik. Boska 2007.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Samisk folkekunst. Gerard Franceschi, Asger Jorn, Tinna Møbjerg, Jens Rosing. Borgen Forlag 2005.
Gäst hos samerna. Hugh Beach. Carlssons 1988.
Hans Andersson. LT’s Forlag 1978.
Älskade fjäll. Svenska Turistföreningen 2005.
Äkta Svenskt. Svenska Turistföreningen 2009.
Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Regeringskansliet 2004.
Hæftet: Samerna. Solens och Vindens folk. Àjtte Museet, Jokkmokk 2000.
Hæftet: Samiske kulturmiljöer i Frostviken. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2007. .
Hæftet: Krantje. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2011.
Hæftet: Tåssåsens Samenby. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2009.
Hæftet: Mittådalens sameby. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2012.
Hæftet: Bark og Ripa. Kirstin Eidlitz Kuoljok, Hans Andersson. Àjtte Museum, Jokkmokk 1993.
Hæftet; Same Same – but different. Regeringskansliet 2004.
Bilden av universum bland folken i norr. Kerstin Eidlitz Kuoljok. Carlssons 2009.
Stig Welinder. Sveriges historia. Nordsteds 2009. Bind 1: side 23. Bind 2: side 203- 204, 205 og side 448.
Hæftet Fatmomakke kyrkstad. Fatmomakke Sameforening.
Folderen Sápmi – samernas land. Sametinget.
Pärlälvsdalen – dess liv och natur. Dag Kihlblom. Dag Kihlblom 2009.
Ib Mikael: Snedronningen. Tiderne Skifter 1981.
Artikel fra oddasat/SVT, 08.01.13: Vivallen og Vilhelmina – forandrede samernes historie.
Kerstin Ekman: ”Herrarna i skogen”, s. 443 (en bog om de svenske skoves historie).
Lars Wilhelm Svonni: ”Vädergälningen”. Roman. Mediaprint, Uddevalla 2008.

******

6. 1300-tallet: Begyndende kolonisering og livlig handel

Den svenske kongemagts og kirkes kolonisering af Sápmi begyndte i 1300-tallet. Men det skete næsten kun i kystområdet og elvdalene ud til Den Botniske Bugt. Kysten og elvdalene var på det tidspunkt tyndt befolket, sandsynligvis af bønder og handelsfolk af finsk-ugrisk afstamning, som kaldtes kvaner (24).

Fra 1320 begyndte den svenske konge at udstrække sin magt og opkræve skatter i den sydlige del af Norrland, og der etableres kongsgårde som kongens magtcentre. Efter at den del af Sverige var indlemmet i riget, gik ekspansionen af riget nordud hurtig. I spidsen gik kongen og kirken hånd i hånd med handelsmænd, som deres villige redskaber, for de så store muligheder for at berige sig (24).

I 1340 underskrev kongen en forordning, der gav alle nybyggere, som slog sig ned i Lappland fri bosætning og skattefrihed. I samme periode fik en stormand kongelig bekræftelse på, at han tildeltes Piteå-området som sit interesseområde til handel og skatteopkrævning. Myndighederne bortgav simpelthen landområder i nord i håb om at sprede kongens og kirkens magt i disse øde og meget tyndt befolkede områder. Derved indlemmedes befolkningen langs kysten i kongeriget Sverige (24). På den måde blev den første del af Sápmi koloniseret og samerne drevet bort fra kystområderne og elvdalene af nybyggere og af de handelsbygder, der voksede op langs kysten.

Handelsmænd med betegnelsen birkarlar nævnes første gang i 1328 i en forordning af drosten Knut Jonsson. Hvem de var, og hvor de kom fra, har forskerne diskuteret i mange år. De fleste mener, at de kom fra Finland og oprindeligt hørte under den russiske stat Novgerod. De fik med forordningen, mod at aflevere en beskeden andel til kongen, det privilegium at drive handel og opkræve skatter ”i lappmarkerne”, som de delte mellem sig og som nu blev kaldt Torne, Lule og Pite lappmarker efter elvene, der løber igennem. De driftige birkarlar opbyggede store formuer (24).

Hver same måtte aflevere tre mårskind, tre renhuder eller seks lispund tørret gedde i skat til birkarlarna. Handlen bestod i, at birkarlarna fik fisk, huder og pelsværk, især bæverskind, mens samerne til gengæld fik mel, smør, salt, vadmel og hør til tøj og hamp til fiskenet samt knive, økser og kedler. Birkarlarna solgte efterfølgende deres varer på markedet i havnebygderne ved kysten til sydfra kommende købmænd (24). Også fra øst kom handelsmænd til Sámpi. Folk fra Karelen drev handel og skatteopkrævning for staten Novgerod (28, 2, 6). Handlen med skind gjorde nogle samer rige. Det var på den tid, de begyndte at investere deres overskud i det, der blev kaldt samisk sølv. (10, 6).

Den omfattende handel med pelsværk og fisk, som samerne drev til flere sider og de store skatter, der blev opkrævet i skind og fisk viser, at jagt på mange slags vildt og fiskeri ved siden af vildrensjagten stadig – frivilligt eller under tvang – var en meget stor del af samernes livsstil i den tidlige middelalder (24).

Udover handel med norske, svenske og russiske handelsmænd har samerne i middelalderen sandsynligvis også haft handelskontakter til kontinentet, og der var livlig handel siden vikingetiden mellem samerne og England (10). Både købmænd, fiskere og bønder opsøgte samerne for at handle og for at søge råd hos de samiske shamaner. I takt med at bønder og handelsmænd etablerede sig i elvdalene skabtes mere og mere permanente relationer mellem disse folk og samerne (24).

Kilder:

Samernas historia. Sunna Kuoljok. Sametinget 1996.
Blidka dig blåa ödemark. Hans Andersson 2001.
Henrik Ekman. Norsteds 2010.
Fjällboken. Claes Grundsten. Prisma/Svenska Turistföreningen 2001.
Lapplands världsarv/Laponia. Claes Grundsten. Naturvårdsverkets Förlag 1997.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Traditionell kundskab. Per Mikael Utsi. Sametinget 2007.
Hellre mista sitt huvud, Åsa Virdi Kroik. Boska 2007.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Samisk folkekunst. Gerard Franceschi, Asger Jorn, Tinna Møbjerg, Jens Rosing. Borgen Forlag 2005.
Gäst hos samerna. Hugh Beach. Carlssons 1988.
Hans Andersson. LT’s Forlag 1978.
Älskade fjäll. Svenska Turistföreningen 2005.
Äkta Svenskt. Svenska Turistföreningen 2009.
Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Regeringskansliet 2004.
Hæftet: Samerna. Solens och Vindens folk. Àjtte Museet, Jokkmokk 2000.
Hæftet: Samiske kulturmiljöer i Frostviken. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2007. .
Hæftet: Krantje. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2011.
Hæftet: Tåssåsens Samenby. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2009.
Hæftet; Mittådalens sameby. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2012.
Hæftet: Bark og Ripa. Kirstin Eidlitz Kuoljok, Hans Andersson. Àjtte Museum, Jokkmokk 1993.
Hæftet; Same Same – but different. Regeringskansliet 2004.
Bilden av universum bland folken i norr. Kerstin Eidlitz Kuoljok. Carlssons 2009.
Stig Welinder. Sveriges historia, bind 1. Nordsteds 2009. Bind 1: side 23. Bind 2: side 203- 204, 205 og 448.
Hæftet Fatmomakke kyrkstad. Fatmomakke Sameforening 2005.
Folderen Sápmi – samernas land. Sametinget.
Pärlälvsdalen – dess liv och natur. Dag Kihlblom. Dag Kihlblom 2009.
Ib Mikael: Snedronningen. Tiderne Skifter 1981.

******

7. 1300-tallet: Tvangskristningen af samerne indledes

Indtil vikingetiden og den tidligere middelalder, da samerne gennem handel og skatteopkrævning for alvor blev draget ind i de omgivende staters magtsfærer, levede de som de havde gjort i årtusinder som et fangstfolk i deres små, kollektive siida-grupper uden fælles overhovedet eller statsdannelse og med deres traditionelle, shamanistiske tro, der var tæt knyttet til naturen, landskabet og de steder, hvor de havde bopladser og færdedes (1).

Centralt i samernes åndelighed og i siidaen stod shamanen, nåjden, der var formidler mellem menneskene og de hellige magter. Shamanen ledede ceremonier og fungerede som helbreder. Ved hjælp af trommen, som bragte ham i trance, kunne shamanen kommunikere med de hellige magter og forfædrene og søge råd eller hjælp (16).

Men med handlen og skatteopkrævningen fulgte også den kristne kirke. For den svenske kirke udgjorde samernes tro i århundreder en hedensk anstødssten. I 1374 forsøgte den svenske kirke at systematisere kristningen af samerne ved at lægge ansvaret herfor i hænderne på ærkebiskoppen af Uppsala, men de første forsøg på at udrydde samernes oprindelige tro mislykkedes. Eftersom samerne var nomader, var det umuligt at etablere kirker eller missionsstationer blandt dem (24).

Såvel de finske som de svenske indvandrere i Sápmi var kristne. Selvom samerne ikke selv blev kristne i middelalderen, greb kirken ind i samernes liv. Således besluttede kirken, at også samernes børn skulle døbes og have et svensk navn, hvorved de samiske navne forsvandt og blev erstattet med fortrinsvis bibelske navne. Samerne, der boede i vildmarken og som sjældent eller aldrig kom i kirken, mødtes med mistro og frygt, de blev foragtet som hedninge og deres tro lagt for had. Nybyggerne var bange for samernes trolddomskunst, især i de områder, hvor der fandtes kristne præster, som oven i købet ophidsede nybyggerne mod samerne (2, 33).

Det lykkedes dog missionærer at omvende enkelte samer til kristendommen. En af dem var den samiske kvinde Margrete, som selv blev missionær blandt samerne. I slutningen af 1300-tallet vandrede hun hele vejen gennem Sverige til Skåne, som dengang var dansk, for at bede den danske dronning Magrethe den I (1353-1412) om hjælp til at kristne samerne. På den tid var Margrethe I som rigsstyrer i Kalmarunionen hersker over både Danmark-Norge og Sverige-Finland og dermed over alle samer i Skandinavien (31).

Om det var den samiske Margretes bøn, der blev fulgt, vides ikke. Men i 1389 udstede Dronning Margrethe I sammen med ærkebiskoppen i Lund et dokument, der krævede, at alle samer skulle omvendes til kristendom og døbes (31). Den første kirke i Sápmi indviedes i 1300-tallet i Vadsø i Finnmarken. Men Margrethe I’s befaling fik ikke den store effekt på den tid.

Kilder:

Samernas historia. Sunna Kuoljok. Sametinget 1996.
Blidka dig blåa ödemark. Hans Andersson 2001.
Henrik Ekman. Norsteds 2010.
Fjällboken. Claes Grundsten. Prisma/Svenska Turistföreningen 2001.
Lapplands världsarv/Laponia. Claes Grundsten. Naturvårdsverkets Förlag 1997.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Traditionell kundskab. Per Mikael Utsi. Sametinget 2007.
Hellre mista sitt huvud, Åsa Virdi Kroik. Boska 2007.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Samisk folkekunst. Gerard Franceschi, Asger Jorn, Tinna Møbjerg, Jens Rosing. Borgen Forlag 2005.
Gäst hos samerna. Hugh Beach. Carlssons 1988.
Hans Andersson. LT’s Forlag 1978.
Älskade fjäll. Svenska Turistföreningen 2005.
Äkta Svenskt. Svenska Turistföreningen 2009.
Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Regeringskansliet 2004.
Hæftet: Samerna. Solens och Vindens folk. Àjtte Museet, Jokkmokk 2000.
Hæftet: Samiske kulturmiljöer i Frostviken. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2007. .
Hæftet: Krantje. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2011.
Hæftet: Tåssåsens Samenby. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2009.
Hæftet; Mittådalens sameby. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2012.
Hæftet: Bark og Ripa. Kirstin Eidlitz Kuoljok, Hans Andersson. Àjtte Museum, Jokkmokk 1993.
Hæftet: Same Same – but different. Regeringskansliet 2004.
Bilden av universum bland folken i norr. Kerstin Eidlitz Kuoljok. Carlssons 2009.
Stig Welinder. Sveriges historia. Nordsteds 2009. Bind 2, side 249.
Hæftet Fatmomakke kyrkstad. Fatmomakke Sameforening.
Folderen Sápmi – samernas land. Sametinget.
Pärlälvsdalen – dess liv och natur. Dag Kihlblom. Dag Kihlblom 2009.
Ib Mikael: Snedronningen. Tiderne Skifter 1981.
Artikel fra oddasat/SVT, 08.01.13: Vivallen og Vilhelmina – forandrede samernes historie.
Kerstin Ekman: ”Herrarna i skogen” (om de svenske skoves historie).
Lars Wilhelm Svonni: ”Vädergälningen”. Mediaprint 2008. Side 138.
Tekst fra udstilling i Ajtte Museet i Jokkmokk .
Artiklen: Världsunik kulturarv: Det skogsfinska arvet.
Samebyernes historie, sameportalen.se
Den store danske Encyklopædi.
Wikipedia

******

8. År 1500-1600: Gustav Vasa tog samernes land

Da Gustav Vasa blev konge i Sverige tog koloniseringen af samernes land fart. I moderne sprogbrug var det ”landgrabbing”. Samernes land blev ikke erobret i krig. Der kom ingen soldater med dragne sabler og drev samerne væk fra deres land. Der var ingen vold, som da Nordamerikas indianere blev drevet væk fra deres land af soldater. Det hele sket som en snigende, politisk og administrativ proces, der bid for bid udhulede samernes rettigheder til deres jord over en periode på flere hundrede år. Det skete fuldstændig uden kompensation. Staten beholdt jorden selv eller delte den ud til nybyggere og andre private. Resultatet var det samme som i Nordamerika: Et oprindeligt folk blev berøvet sit land (9, side 72).

Fra 1300-tallet til 1809 var Finland en del af det svenske rige og indvandring fra Finland til det nordlige Sverige kunne derfor ske helt uhindret. Den indvandring, der var sket i det små siden middelalderens begyndelse til kystbygder langs Den Botniske Bugt og elvdalene, tog for alvor fart hen mod midten af 1500-tallet og bredte sig til ind i landet. Fattige finske bønder blev tiltrukket af de store skove og de vidstrakte, ubeboede egne. Indvandrerne var svedjebrugere, der behøvede nye, store områder til deres landbrug. Mange tusinder blev lokket til Lappland af statens løfte om gratis jord og skattefrihed i seks år (2). Svedjefinnerne, som de kaldtes, dyrkede ikke blot jorden, men holdt også husdyr, fiskede og lavede kunsthåndværk til salg (33).

Gustav Vasa så i svedjefinnernes spontane indvandring til Lappland en mulighed for at kolonisere det for magthaverne i Stockholm mennesketomme landskab og udnytte skovenes vildt og søernes og elvenes fisk. Samtidig anså magthaverne samernes nomadiske liv som en trussel mod deres overhøjhed over territoriet. En fastboende bondebefolkning vidste man, hvor man havde, med bønder som beboere kunne staten hævde sin ejendomsret over Lappland (1).

I 1542 udraderede Gustav Vasa derfor med et pennestrøg samernes årtusinder gamle ejendomsret til deres land da i et dekret han besluttede, at ”de landskaber, som ligger ubebyggede tilhører Gud, os og Sveriges krone.” Hans opfattelse var, at alt land skulle udnyttes mest muligt af mennesker, og han så muligheder for at inddrive nye skatter hos samerne (2).

I 1553 bestemte Gustav Vasa, at den svenske stat skulle overtage skatteinddrivningen fra birkarlarna, og at samerne via de såkaldte lappfogeder skulle betale skat i form af pelsværk direkte til kronen (1). Gustav Vasa instruerede sine fogeder i at være redelige overfor samerne, sådan at de ikke flygtede fra Sverige. Det skyldtes næppe omsorg for de nye undersåtter, men nærmere, at kongen var bevidst om, hvor lønsomt det kunne være for riget at handle med og beskatte samerne (9).

Pelsværk og klæder af skind var moderne i Europa: Bæverhatte, kåber af hermelin og jakker af odderskind var forbeholdt de rige som kongelige, adelige og rige borgere. Tungt lastede skibe sejlede i fast rutefart fra Luleå til Stockholm med samernes skind, og fra Bergen fragtedes samernes skind i Hanseforbundets skibe til kunder i Europas storstæder (32). Selvom samerne kun fik en brøkdel af, hvad pelsværket solgtes for i Europa, medførte handlen, at deres økonomiske situation forbedredes (6).

Kilder:

Samernas historia. Sunna Kuoljok. Sametinget 1996.
Blidka dig blåa ödemark. Hans Andersson 2001.
Vargen. Henrik Ekman. Norsteds 2010.
Fjällboken. Claes Grundsten. Prisma/Svenska Turistföreningen 2001.
Lapplands världsarv/Laponia. Claes Grundsten. Naturvårdsverkets Förlag 1997.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Traditionell kundskab. Per Mikael Utsi. Sametinget 2007.
Hellre mista sitt huvud, Åsa Virdi Kroik. Boska 2007.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Samisk folkekunst. Gerard Franceschi, Asger Jorn, Tinna Møbjerg, Jens Rosing. Borgen Forlag 2005.
Gäst hos samerna. Hugh Beach. Carlssons 1988.
Hans Andersson. LT’s Forlag 1978.
Älskade fjäll. Svenska Turistföreningen 2005.
Äkta Svenskt. Svenska Turistföreningen 2009.
Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Regeringskansliet 2004.
Hæftet: Samerna. Solens och Vindens folk. Àjtte Museet, Jokkmokk 2000.
Hæftet: Samiske kulturmiljöer i Frostviken. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2007. .
Hæftet: Krantje. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2011.
Hæftet: Tåssåsens Samenby. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2009.
Hæftet; Mittådalens sameby. Sydsamisk kulturcentrum og Länssstyrelsen, Jämtlands län 2012.
Hæftet: Bark og Ripa. Kirstin Eidlitz Kuoljok, Hans Andersson. Àjtte Museum, Jokkmokk 1993.
Hæftet; Same Same – but different. Regeringskansliet 2004.
Bilden av universum bland folken i norr. Kerstin Eidlitz Kuoljok. Carlssons 2009.
Stig Welinder. Sveriges historia, bind 1. Nordsteds 2009. Bind 1, side 23, bind 2: side 203- 204, 205 og side 448.
Hæftet Fatmomakke kyrkstad. Fatmomakke Sameforening.
Folderen Sápmi – samernas land.
Pärlälvsdalen – dess liv och natur. Dag Kihlblom. Dag Kihlblom 2009.
Ib Mikael: Snedronningen. Tiderne Skifter 1981.
Artikel fra oddasat/SVT, 08.01.13: Vivallen og Vilhelmina – forandrede samernes historie.
Kerstin Ekman: ”Herrarna i skogen” (om skovenes historie)
Lars Wilhelm Svonni: ”Vädergälningen”. Roman.
Tekst fra udstilling i Ajtte Museet i Jokkmokk
Artiklen: Världsunik kulturarv: Det skogsfinska arvet.

******

9. 1500-1600-tallet: Fra vildrensjagt til tamrenhold

I årtusinder fungerede samernes fangstkultur i økologisk balance med naturen. De havde rigeligt med vildt, fisk og vilde urter og levede som nomader i det store landområde fra den norske atlanterhavskyst til Den Botniske Bugt og deres antal var lavt. I årtusinder var samerne alene i deres land og deres jagtmarker og fri for indblanding udefra, bortset fra handlen, som bragte dem eftertragtede forbrugsvarer. Men med svedjefinnernes indtog i den svenske del af Sápmi i middelalderen mindskedes levemulighederne for samerne. Ikke blot tog indvandrerne land og nedbrændte skove. De drev også jagt på vildren, som samerne levede af (2).

Udover indvandringen af svedjefinner begyndte fra omkring 1570 tillige indvandring til Sápmi af svenskere sydfra, ofte yngre mennesker fra overbefolkede byer og landsbyer. Magthaverne opmuntrede denne kolonisering, blandt andet ved at love indvandrerne syv års skattefrihed (2).

Da Gustav Vasa i 1523 brød ud af Kalmarunionen og dermed skabte en grænse mellem Danmark-Norge og Sverige-Finland, fik det katastrofale konsekvenser for samerne, idet deres traditionelle, grænseoverskridende vildrensjagt og senere renhjordenes græsning blev blokeret af en grænse. I de følgende århundreder lå de to riger i idelige stridigheder om, hvor grænsen skulle trækkes (8). Mange samer blev som følge af grænsen berøvet deres livsgrundlag og endte som fattige, omvandrende og tiggende ”fattiglapper”, foragtede af nybyggere og myndigheder (2).

Indtil Gustav Vasas tid havde den enkelte samefamilie ikke ejet det landområde, de udnyttede til jagt, fangst og fiskeri. Området blev benyttet i fællesskab sammen med en gruppe andre familier i siidaen i en slags kollektiv ejendomsret, aftalt med og accepteret af tilgrænsende siidaer. Samerne havde administreret sig selv. Med Gustav Vasa indførtes den private ejendomsret blandt samerne, idet han indførte begrebet lappskatteland. Derved tilkendtes den enkelte renholder ret til et specifikt grænsningsområde. Lappskatteland kunne gå i arv og lappskatteretten kunne handles. Rettighederne blev indskrevet i datidens jordbøger, hvorfor der var helt styr på, hvem der havde ret til og betalte skat af et område (4).

Under trykket fra nybyggerne, Gustav Vasas annektering af deres land og skattetrykket begyndte samernes forhold til renerne at ændre sig fra vildrensjagt til hold af halvtamme rener. Sandsynligvis var jagttrykket på vildrenerne blevet for højt. Samerne drev jagt på vildrener både til eget brug i deres naturalieøkonomi, til handel og til at betale skatter med – i nogle egne af Sápmi til tre stater. Dertil kom, at nogle jægere var begyndt at bruge gevær (7). I alle de årtusinder, hvor samerne havde levet alene i Sápmi i en fangstkultur, havde de levet i økologisk balance med vildrenbestanden. Men da staterne kom med deres handel og skatteopkrævning og nybyggerne også begyndte at drive jagt, tippede balancen og vildrenbestanden mindskedes drastisk (2).

Hidtil havde samefamilier haft enkelte tamme rener som last- og trækdyr og tamme hunrener, som blev brugt som lokkedyr under vildrensjagten. Nu begyndte de langsomt at udvide flokken af tamme rener, som for første gang blev malket systematisk. Men stadig fulgte de på nomadisk vis renerne mellem årstidernes forskellige græsningsområder (4, 7).

Kilder:

Samernas historia. Sunna Kuoljok. Sametinget. 1996.
Blidka dig blåa ödemark. Hans Andersson, 2001.
Henrik Ekman. Norsteds 2010.
Fjällboken. Claes Grundsten. Prisma/Svenska Turistföreningen 2001.
Lapplands världsarv/Laponia. Claes Grundsten. Naturvårdsverkets Förlag 1997.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Traditionell kundskab. Per Mikael Utsi. Sametinget 2007.

******

10. 1600-1700-tallet: Samerne kommer under statens overhøjhed

Fra 1600-tallet var det endegyldigt slut med samernes fri liv som et selvstændigt, nomadisk folk i deres vidtstrakte land. Alle skulle nu underlægges magten i syd. Hvordan samerne selv oplevede denne for dem dramatiske forandring, ved vi ikke, for oplysningerne om dem stammer alene fra myndighedernes dokumenter og kristne præster og missionærer, der var udsendt af statsmagterne Danmark-Norge og Sverige-Finland (10).

Da Gustav Vasa i 1500-tallet annekterede den svenske del af samernes land til staten, monopoliserede han handel og skatteopkrævning og indrettede administrativ overhøjhed over Sápmi med indførelse af lappskatteland. Hans lappfogeder inddrev skatter og opkøbte skind, når lappbyerne samledes ved deres vinterbopladser i januar-februar. For her blev der holdt marked. En tradition, der blev grundlagt med birkarlarna ankomst (7). Allerede fra slutningen af 1500-tallet havde myndighederne kort over lappbyernes områder og deres vinterbopladser. Den svenske del af Sápmi var opdelt i såkaldte lappmarker som Pite Lappmark, Lule Lappmark og Torne Lappmark (7). De begreber bruges stadig i et vist omfang.

Statens magt over samerne blev strammet i 1600-tallet under Gustav Vasas søn Karl, der blev konge fra 1603 som Kong Karl IX. Han ville have større kontrol over samerne og den rige handel i Lappland. Kong Karl anlagde derfor markedspladser i Lycksele, Arvidsjaur og Jokkmokk. Jokkmokks Marked, der stadig holdes hvert år den første uge i februar, blev grundlagt i 1605. Nu blev samerne af kongen tvunget til kun at handle på disse markeder. Deres egne markeder på vinterbopladserne blev forbudt (12, 1).

Under Karl IX reformeredes skattesystemet, dels fordi kongen havde brug for mad til sine krigsførende tropper, dels for at knytte samerne tættere til staten. Skattereformen medførte et ødelæggende skattetryk på samerne. Hvert samisk familieoverhoved blev nu kaldt en skattelapp. Skatterne skulle erlægges i form af to rener, to renkalve og tørret fisk fra hver skattelapp (12, 1, 11, 6). Skatten bestod altså af samernes egen føde. Af fogeders skatteregnskaber fremgår det, at samerne fik sværere og sværere ved at klare de nye, hårde skatter. Sulten og nøden bredte sig. Nogle samer blev tvunget til at tigge hos nybyggerne. Mange flygtede til Norge. Til sidst stod det klart for magthaverne, at samerne ville blive fuldstændigt ruinerede og Lappland tømt for mennesker, hvis ikke skattetrykket lettedes, hvorfor skatten blev halveret i 1620 (6).

De hårde år fik konsekvenser. Krisen skabte forandring. Med den voksende befolkning og det øgede skattetryk var én af de løsninger, nogle samer valgte, at udvide antallet af tamrener. Gradvist gik samerne over til storskala renhold med malkning af renerne (6).

Efter blot nogle årtier var den samiske livsstil fuldstændig forandret. I 1660 skrev præsten i Jokkmokk i en indberetning, at nogle samer ejede 100 rener, andre helt op til 1000, men at de stadig flyttede rundt fra sted til sted på renernes trækruter (6).

Kilder:

Samernas historia. Sunna Kuoljok. Sametinget 1996.
Blidka dig blåa ödemark. Hans Andersson 2001.
Vargen. Henrik Ekman. Norsteds 2010.
Fjällboken. Claes Grundsten. Prisma/Svenska Turistföreningen 2001.
Lapplands världsarv/Laponia. Claes Grundsten. Naturvårdsverkets Förlag 1997.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Traditionell kundskab. Per Mikael Utsi. Sametinget 2007.
Hellre mista sitt huvud, Åsa Virdi Kroik. Boska 2007.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Samisk folkekunst. Gerard Franceschi, Asger Jorn, Tinna Møbjerg, Jens Rosing. Borgen Forlag 2005.
Pärlälvsdaelen – dess liv och natur. Dag Kihlblom. Dag Kihlblom 2009.
Tekst fra udstilling i Ajtte Museet i Jokkmokk. Egen research på stedet.

******

11. 1600-1700-tallet: Samerne fortrænges af nybyggere

I takt med at nybyggerne overtog mere og mere af samernes land, og også nogle steder slog sig ned på deres lappskatteland øgedes konflikterne mellem de to grupper. Især opstod konflikter omkring samernes fiskesøer, som de havde drevet fiskeri i gennem årtusinder og som nybyggerne begyndte at fiske i. Det skete selvom det var oprettet et register hos myndighederne over hvilke fiskesøer, der fandtes i en given lappby og hvem, der fiskede i disse søer. Denne registrering var gennemført, fordi samerne skulle betale en årlig afgift for at fiske i søerne. Nybyggere anklagede på deres side samerne for, at deres rener rev høstakke ned og trampede på afgrøderne (7, 1).

Næste kapitel i koloniseringen af Lappland blev skrevet i 1673 med udstedelsen af ”Lappmarksplakaten”. Formålet var at lokke endnu flere nybyggere nordud. Plakaten lovede nybyggere i Lappland hele 15 års skattefrihed og frihed fra at blive sendt i krig som soldat. Det sidste var måske det vigtigste, for på den tid lå Sverige hyppigt i krig. I ”Lappmarkspalakaten” blev det fastslået, at selvom samerne betalte skat af deres lappskatteland, tilhørte jorden Kronen. Lidt blev der dog taget hensyn til samerne i erkendelse af, at de bidrog væsentligt til statskassen. Det blev fastslået, at nybyggerne ikke måtte slå sig ned på lappskatteland og ikke forstyrre samernes næringsvej (1).

I 1695 blev ”Lappmarksplakaten” fornyet, hvad der medførte endnu en skattereform for samerne. Nu blev lappbyen grundlaget for skatteopkrævningen. Den enkelte skattelapp skulle ikke længere betale skat direkte til Kronen. Lapplänsmän skulle opkræve skatten indenfor lappbyen alt efter hver families formåen. Formelt fortsatte dette system for opkrævning af skatter hos samerne helt frem til 1928 (6). Da samerne gang på gang på tinge havde klaget over, at nybyggerne med deres svedjebrug nedbrændte skoven og dermed ødelagde de jagtmarker, som samerne var afhængige af, blev det i den nye plakat understreget, at nybyggerne skulle rydde jord til mark og eng, men at de ikke måtte foretage unødig afbrænding af skov (1).

Ikke desto mindre trængtes samerne i de følgende århundreder mange steder helt væk fra deres hidtidige jagtmarker og græsningsområder af nybyggere (1), og den nye ”Lappmarksplakat” forøgede blot konflikterne mellem samer og nybyggere (4). Konflikterne endte ofte for tinget og eftersom nævningene på den tid stadig var samerne, fandtes der forståelse for samernes klager. Nybyggerne fik bøder og påbud om at ophøre med deres skovafbrænding, men det hjalp ikke (1). Samerne blev trængt mere og mere væk fra deres hidtidige jorde, jagtmarker og fiskevande og op i fjeldet.

Koloniseringen af Sápmi var ved at være tilendebragt.

Kilder:

Samernas historia. Sunna Kuoljok. Sametinget 1996.
Blidka dig blåa ödemark. Hans Andersson 2001.
Vargen. Henrik Ekman. Norsteds 2010.
Fjällboken. Claes Grundsten. Prisma/Svenska Turistföreningen 2001.
Lapplands världsarv/Laponia. Claes Grundsten. Naturvårdsverkets Förlag, 1997.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Traditionell kundskab. Per Mikael Utsi. Sametinget 2007.

******

12. 1600-1700-tallet: Tvangskristning med dødsdomme og prygl

Tvangskristningen af samerne tog først for alvor fart i 1600-tallet og 1700-tallet og den blev grusom. Som så ofte før gik kongemagt og kirke hånd i hånd. For staterne var det vigtigt at sikre overhøjhed over samernes land, hvilket kunne være svært, da samerne hverken var svenskere eller nordmænd. Men hvis man kunne kristne dem, kunne de regnes som nordmænd eller svenskere og dermed statens lydige undersåtter (1, 10).

Udover skatteopkrævning og militær tilstedeværelse blev missionsvirksomhed og kirkebyggeri i 1600-tallet og 1700-tallet derfor redskaber til at opbygge og konsolidere staternes suverænitet over Sápmi. Danmark-Norge byggede således i 1589 hele 17 kirker på Finnmarkskysten, mens Sverige-Finland byggede de første fem kirker i Sápmi under Kong Karl den IX i begyndelsen af 1600-tallet, blandt andet i Jokkmokk, Arvidsjaur og Lycksele. I det sydsamiske område byggedes kirker i blandt andet Ankarede og Fatmomakke (8). Omkring år 1700 fandtes 12 kirker i Lappland (1,10).

Samerne blev nu pålagt at forlade deres renhjorder og bopladser og møde op i kirken ved bestemte højtider for at deltage i gudstjenester og andre kirkelige handlinger, modtage kristendomsundervisning, betale skat og deltage i ting (1). Kirkerne og præsterne blev således helt centrale i staternes magtudøvelse over samerne.

Men præsterne nøjedes ikke med at kræve, at samerne mødte op til kirkehøjtiderne. De indledte også en systematisk forfølgelse af samerne for at udrydde deres tro. Den danske kong Christian IV gik ivrigt op i tvangskristningen af samerne i Finnmarken. I 1609 kundgjorde han, at ”lapper, som drev trolddom” og ikke ville afstå fra dette, skulle dømmes til døden. I løbet af 1600-tallet førtes hekseprocesser mod samer i Nordnorge og flere blev brændt på bålet. Danske præster og myndighedspersoner undertrykte nidkært og brutalt samerne for at kristne dem. Deres traditionelle naturreligion blev fordømt og lagt for had. De samiske nåjder blev kaldt for djævle, skånselsløst forfulgt, langvarigt forhørt og truet med al landsens ulykker, hvis de ikke afsværgede deres tro og opgav deres shamanistiske praksis. Nåjdernes trommer blev systematisk indsamlet under trusler om straf og de fleste trommer brændt. Også jojken blev i 1600-tallet forbudt som hedenskab og djævlens værk (15).

Noget tilsvarende skete i Sverige. Her bestemte staten i 1685, at samerne skulle kristnes med tvang. Lagmandsting skulle holdes i alle lappmarker for at klarlægge, om ”afgudsdyrkelse” forekom, nåjdernes trommer skulle brændes og de samer, der modsatte sig tvangskristning skulle straffes med prygl. Samernes offersteder og hellige pladser blev konsekvent ødelagt (15).

Kilder:

Samernas historia. Sunna Kuoljok. Sametinget 1996.
Blidka dig blåa ödemark. Hans Andersson 2001.
Vargen. Henrik Ekman. Norsteds 2010.
Fjällboken. Claes Grundsten. Prisma/Svenska Turistföreningen 2001.
Lapplands världsarv/Laponia. Claes Grundsten. Naturvårdsverkets Förlag 1997.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Traditionell kundskab. Per Mikael Utsi. Sametinget 2007.
Hellre mista sitt huvud, Åsa Virdi Kroik. Boska 2007.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Samisk folkekunst. Gerard Franceschi, Asger Jorn, Tinna Møbjerg, Jens Rosing. Borgen Forlag 2005.
Gäst hos samerna. Hugh Beach. Carlssons 1988.
Tuorpon. Hans Andersson. LT’s Forlag 1978.
Älskade fjäll. Svenska Turistföreningen 2005.
Äkta Svenskt. Svenska Turistföreningen 2009.
Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Regeringskansliet 2004.

******

13. 1700-1900-tallet: Nåjder og trommer brændes på bålet

Den mest nidkære og flittigste missionær blandt samerne var præsten Thomas von Westen, som den danske kong Frederik IV udsendte som leder af missionsvirksomheden i Finnmarken i 1716. Både kongen og von Westen tilhørte den pietistiske bevægelse. Thomas von Westen, der blev kaldt ”samernes apostel”, udsatte samerne for en effektiv omvendelseskampagne. De blev idømt bøder og prygl for ”afguderi”, og som i Sverige blev deres offerpladser og seiter ødelagt. Nogle steder kæmpede samerne imod. I 1723 holdtes en ”troldmässe” (med missionens ord) mod Thomas von Westen i det sydsamiske område (8). Andre steder blev embedsmænd eller præster overfaldet, når de ødelagde seiter og offerpladser eller tog nåjdernes trommer (6).

Samer, der blev mistænkt for at dyrke de gamle guder, blev slæbt for tinget og truet med straf og i værste fald dødsdom, hvis de ikke afsværgede deres ”afgudsdyrkelse”. I 1692 blev samen Lars Nilsson fra Pite Lappmark dømt til døden. Han havde forsøgt at redde sit barnebarn fra druknedøden ved hjælp af sin tromme, hvilket han tilstod for tinget, men da han nægtede at afsværge sin traditionelle tro, blev han brændt på bålet sammen med sin tromme (1).

Thomas von Westen foretog flere rejser rundt i Lappland, nedskrev mange oplysninger om samernes religion og indsamlede mere end 100 nådje-trommer, som han sendte til København. Langt de fleste af disse trommer gik tabt ved branden i København i 1728 sammen med mange af hans optegnelser (4). Men fem af de indsamlede trommer findes stadig i Nationalmuseet i København som de eneste vidnesbyrd om samernes plads i Danmarkshistorien og tvangskristningen af dem. Fire af trommerne er udstillet i Etnografisk Samling i en lille glasmontre, der står mellem montre med genstande fra andre lande og kulturer. Kun den, der kender til samiske trommer, kan se, at de er samiske, for der findes ingen information i montren, der oplyser, hvad det er for trommer, hvor de stammer fra, hvordan de er indsamlet eller hvor gamle de er. Danskernes andel i tvangskristningen af samerne skal åbenbart være hemmelig (17).

I 1717 etablerede Thomas von Westen et seminarium i Trondheim til uddannelse af samisksprogede præster og lærere (18). Disse samisktalende lappmarkspræster, som de blev kaldt, var unge, friske mænd, der kunne vandre rundt i fjeldene blandt samerne for at missionere. Denne opsøgende missionsvirksomhed skabte ofte splid blandt mellem de samer, der holdt sig til deres oprindelige tro og de kristne samer, der jævnligt angav førstnævnte til præsterne for ”afguderi” (6, 15).

I 1830’erne ramtes samerne af en kristen vækkelse gennem præsten Lars Levi Læstadius, hvis mor var samisk. Derfor kendte han til samernes sprog, hverdag og oprindelige tro og kunne bruge deres sprog og billedsprog i sin forkyndelse. Hans pietistiske prædikener om mådehold, afholdenhed og synsbekendelse var ikke blot rettet mod menigheden, men også mod kirkens andre præster. Hans vækkelse blev til en bevægelse, kaldet Læstidianismen. Når bevægelsen fik så stor en udbredelsen blandt samerne skyldes det sandsynligvis dels, at Læstadius ofte holdt med samerne mod myndighederne og dels, at hans gudstjenester mindede samerne om deres gamle religion med sang, voldsomme følelsesudbrud og ekstase (10). Læstadianismen lever stadig blandt samerne (16).

Trods det massive pres for at blive kristne, holdt mange samer i hemmelighed fast ved deres oprindelige åndelighed, og mange flyttede så langt væk som muligt fra kirkerne og præstevældet, for at få fred til at dyrke deres åndelighed, ceremonier, ofringer og sædvaner (1).

Kilder:

Samernas historia. Sunna Kuoljok. Sametinget. 1996.
Blidka dig blåa ödemark. Hans Andersson, 2001.
Vargen. Henrik Ekman. Norsteds 2010
Fjällboken. Claes Grundsten. Prisma/Svenska Turistföreningen 2001.
Lapplands världsarv/Laponia. Claes Grundsten. Naturvårdsverkets Förlag, 1997.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Traditionell kundskab. Per Mikael Utsi. Sametinget 2007.
Hellre mista sitt huvud, Åsa Virdi Kroik. Boska 2007.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Samisk folkekunst. Gerard Franceschi, Asger Jorn, Tinna Møbjerg, Jens Rosing. Borgen Forlag 2005.
Gäst hos samerna. Hugh Beach. Carlssons 1988.
Tuorpon. Hans Andersson. LT’s Forlag 1978.
Älskade fjäll. Svenska Turistföreningen 2005.
Äkta Svenskt. Svenska Turistföreningen 2009.
Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Regeringskansliet 2004.
Hæftet: Samerna. Solens och Vindens folk. Àjtte Museet, Jokkmokk 2000.
Egen research i Nationalmuseet.
Wikipedia

******

14. 1600-1700-tallet: Ofre for staternes magtkampe og krige

(Dette afsnit er ikke medtaget i Shamanens lærling)

Før rigsgrænserne blev endeligt fastlagt mellem Danmark-Norge og Sverige-Finland, brugte staterne skatter, kirken og militære fæstningsværker til at underbygge og fastholde deres suverænitet over Sápmi, og samerne blev i mange perioder ofre for staternes magtkampe og krige.

Den svenske kong Karl IX var stærkt optaget af handel og søgte at kolonisere det norske Finnmarken og få fodfæste på norskehavskysten. Kampen om magten over den nordnorske kyst var én af årsagerne til Kalmarkrigen (1611-1613) mellem Danmark-Norge under Chr. IV og Sverige-Finland.

Ved freden i Knäred i 1613 blev Sverige tvunget til at afstå den norske kyst og det bestemtes, at grænsen mellem Norge og Sverige skulle følge fjeldkæden. Det varede dog helt til 1751, før grænsen blev fastlagt i hele sin længde. Ved fredsslutningen blev Nordkalotten opdelte i to forskellige områder: Områder, hvor de tre stater Danmark-Norge, Sverige-Finland og Rusland havde hver deres suverænitet og fællesdistrikter med ”fællesfinner”, hvor alle tre stater udøvede magt og kunne opkræve skatter. De samer, der boede i de områder, betalte altså skat til tre stater.

Samtidig med freden i Knäred udstedte den danske konge Chr. IV i 1613 et kongeligt dekret, der fastslog, at alle ”fjeldfinner” i Finnmarken skulle være kongens tro undersåtter og opføre sig som kongens andre undersåtter. Samme holdning gjaldt på den svenske side af grænsen. Da Jämtland i 1645 blev svensk, blev samerne skrevet ind i de samme jordebøger, som bønderne.

Integreringen af samerne i staterne var en realitet.

Kilder:

Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Begrav mitt hjärta vid Udtjajaure. Udtja Lasse alias Nordberg. Emma publishing 2007.

******

15. 1700-tallet: Et gyldent århundrede for samerne

Økonomisk og retsligt blev 1700-tallet samernes guldalder efter at de var kommet under administration af staten. Rendriften ekspanderede og var lønsom, for samfundet havde brug for samernes produkter. De hastigt voksende byer langs Den Botniske Bugt var helt afhængige af lapphandlen, som den kaldtes. De produkter, som samerne solgte, var udover renkød renhuder i størrelsesordenen 15.000 huder om året samt pelsværk, handsker, sko og tørret fisk i meget store mængder (5).

Samerne var helt bevidste om deres værd – og udnyttede det. Da en pengekrise i midten af 1700-tallet ramte Sverige og Kronen bestemte, at sølv- og kobbermønter ikke måtte bruges udenfor Stockholm, begyndte samerne at sælge deres varer til Norge og Rusland. For at beholde lapphandlen blev Kronen derfor nødt til at give købmændene i Norrland dispensation til at bruge sølvmønter. Heller ikke skatterne var tunge for samerne på den tid. Tværtimod slap de for de ekstraskatter, som plagede bondebefolkningen hårdt, især under Karl XII’s Store Nordiske Krig. Samerne var som altid fritaget for soldatertjeneste og kunne således ikke sendes i krig (6).

I 1749 udfærdigede Kronen et nyt dokument ”Nybyggsplakaten” for at opmuntre flere nybyggere til at bosætte sig i lappmarken, men i den var samernes rettigheder stærkere end tidligere. Nu skulle nybyggere ansøge landshøvdingen om at bosætte sig et sted i Lappland. Hans embedsmænd skulle besigtige stedet, hvorefter sagen gik til herredsretten, der spurgte, om nogen på tinge havde noget at indvende mod bosættelsen. Først derefter gik sagen tilbage til landshøvdingen til endelig beslutning. Samerne havde således formel mulighed for at forhindre, at nybyggere slog sig ned på deres lappskatteland (6).

Hen mod midten af 1700-tallet nedsattes en grænsekommission, der fik til opgave at fastlægge grænsen mellem Danmark-Norge og Sverige-Finland (7). Grænseområderne blev derfor gennem flere år rekognosceret af landmålere. De havde møderne med samerne om, hvor grænserne burde drages og gennem deres optegnelser blev det klart for statsmagterne, at samerne måtte have tilgang til græsning på begge sider af grænsen. I 1751 blev grænsen fastlagt i en traktat (6). I traktaten måtte Sverige for altid afstå Finnmarken til Danmark-Norge (8).

Grænsetraktaten af 1751 fik et tillæg, kaldet ”Lappkodicillen”, som anerkendte samerne som et grænseoverskridende folk, som skulle behandles med respekt. I ”Lappkodicillen” blev samernes borgerrettigheder i staterne og deres ret til at lade deres rener græsse på begge sider af grænsen fastslået. I traktaten blev det endvidere nedfældet, at samerne ejede deres lappskatteland, men at de kun skulle betale skat i det land, hvor de var indskrevet på skattelisterne (4).

Den videnskabelige kortlægning af Lapplands natur begyndte i slutningen af 1600-tallet. I 1695 rejste Olof Rudbeck den yngre til Kvikkjokk og Torneträsk og tegnede under rejsen de første virkelighedstro skitser af Lapplands dyr og planter. De blev siden udgivet i en bog. Denne bog blev inspiration for den kendteste Lapplandsrejsende af dem alle, botanikeren og naturforskeren Carl von Linné, der på sin store laplandsrejse i 1732 besøgte Pärlälvsdalen, Kvikkjokk og Tarradalen. Med yderst primitiv udrustning færdedes Linné gennem vildmarken til hest og til fods langs med og tværs over søer og elve, ofte med samer som vejvisere, bærere og rejseledsagere. Under hans fem måneder lange rejse på i alt 2.000 kilometer beskrev han først og fremmest planter, men også fugle og pattedyr, herunder omkring 100 nye arter. Hans opdagelser udgjorde basis for hans bog Flora Lapponica. Om Lapplandsrejsen udgav han tillige rejseskildringen Iter Lapponicum. I 1757 blev han adlet for sin forskning som Carl von Linné (4).

Kilder:

Samernas historia. Sunna Kuoljok. Sametinget 1996.
Blidka dig blåa ödemark. Hans Andersson 2001.
Vargen. Henrik Ekman. Norsteds 2010.
Fjällboken. Claes Grundsten. Prisma/Svenska Turistföreningen 2001.
Lapplands världsarv/Laponia. Claes Grundsten. Naturvårdsverkets Förlag 1997.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Traditionell kundskab. Per Mikael Utsi. Sametinget 2007.
Hellre mista sitt huvud, Åsa Virdi Kroik. Boska 2007.

******

16. 1800-1900-tallet: Samernes land røves i stor stil

(Dette afsnit er ikke med i Shamanens lærling)

I 1800-tallet voksede befolkningstallet i Sverige og dermed hungeren efter jord. Nybyggere spredte sig nu langs de store elve til ubebyggede områder i hele Lappland, også opmuntret af skovindustrien, som havde brug for arbejdskraft. I Pärlälvsdalen var samerne de eneste beboere indtil nybyggere kom til i 1800-tallet (1, side 242, 27, 40).

Samtidig med at nye nybyggere slog sig ned i Lappland, voksede de allerede etablerede nybyggeres gårde. Konsekvensen var, at samerne blev mere og mere trængt bort fra deres græsningsområder og fiskevande. Nybyggerne tog naturligvis de mest frugtbare jorder som græsrige dale og lune sydskråninger nær skovgrænsen, hvor samernes renhjorder havde græsset gennem århundreder. Selv moser og enge langt fra gårdene blev inddraget i landbrug og brugt til høslet.

Udviklingen gjorde det nødvendigt at skille statens jord fra nybyggernes. Det skete ved den såkaldte udskiftning, der begyndte omkring 1820. Udskiftningen blev et stort røveri af samernes land. Den blev i første omgang gennemført som om samerne ikke eksisterede. Ofte fik de ikke engang at vide, at de havde mistet deres jord. Lensmyndighederne udlagde store områder af samernes skattefjäll til private ejendom for bofaste bønder. Også skove på skattefjäll blev udskiftet til private, hvorved samerne mistede deres vintergræsning. Dertil mistede samerne deres jagt- og fiskerettigheder på de udskiftede arealer. Resultatet var, at samerne og rendriften var ved at gå under (2, side 79 ff).

Samernes krise kom Kong Karl 14. Johan (1763-1844) for øre og han satte en stopper for lensmyndighedernes fremfærd. På det tidspunkt havde samerne dog allerede mistet en fjerdedel af deres land. I et kongebrev i 1841 fastslog kongen, at alle samernes skattefjäll, der havde fungeret som beskatningsgrundlag overfor samerne i 200 år, i det sydlige Lappland tydeligt skulle afgrænses, og at ingen nybyggere måtte etablere sig indenfor dem. I deres skattefjäll skulle samerne have ret til at drive rendrift året rundt. I 1889 besluttede myndighederne, at samerne om vinteren også måtte lade renerne græsse syd for deres skattefjäll, hvad enten jorden var ejet af staten eller private dér, hvor renerne ”efter gammel sædvane” havde græsset. I det nordlige Lappland fandtes såkaldte lappskatteland etableret af skovsamer, flest blev oprettet mellem 1800-1850, eksempelvis i Pärlälvsdalen Vuojat (hvor romanernes Mari og hendes morfar Lars Sekal bor/forf.) og Luovvaluokta (hvis beboere, familien Pirak, Shamanens lærling fortæller om/forf.). Mange samer anlagde huse eller små gårde på deres lappskatteland, hvorved de både kom til at betale lappskatte og nybyggerskat (1, side 68, 80, 4, 14).

For fjeldsamerne i Norrbottens og Västerbottens län trak staten en såkaldt odlingsgrænse nedenfor fjeldet. Som skattefjäll skulle odlingsgrænsen sikre samernes ret til at lade deres rener græsse, samt ret til at fiske og drive skovhugst til husbehov ovenfor grænsen (4, side 30). Grænserne var dog ikke absolutte og effektive. Allerede da bestemmelserne blev indført, havde nybyggere gennem flere hundrede år etableret sig i samernes skattefjäll og ovenfor for odlingsgrænsen, og flere kom til efter at bestemmelsen var indført (3, side 39). Selv kongen kunne ikke standse nybyggernes kolonisering af Lappland.

Kilder:

Blidka dig blåa ödemark. Hans Andersson 2001.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008.
Traditionell kundskab. Per Mikael Utsi. Sametinget 2007.
Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Regeringskansliet 2004.

******

17. 1800-190-tallet: Lapperne – et folk dømt til undergang

I 1800-tallet var det slut med samernes guldalder og deres situation forværredes dramatisk. Konsekvenserne af den intensive tamrendrift med malkning af rener viste sig første gang i 1700-tallet og blev særlig alvorlig mellem 1780 og 1860. Renerne blev syge og døde i massevis. Måske fordi de gik for tæt sammen i indhegninger og derfor fik for lidt føde og samtidig let smittede hinanden med forskellige sygdomme. Sult og nød bredte sig. Mange samer gik fallit og måtte opgive rendriften. I Tuorpons lappby mindskedes befolkningen med en tredjedel og i Sirkas Lappby med tre femtedele. Mange renholdere drog til Norge for at starte på ny. Samtidig hærgede ulvene rendriften i de første årtier af 1800-tallet, hvad der bidrog til at true rendriftens overlevelse. Mange samer var tvunget til at tigge i de svenske kystbyer, fødselstallet gik ned og dødeligheden var høj. En forsker fastslog ved hjælp af kirkebøgerne, at den samiske befolkning i Lule Lappmark på bare 50 år fra slutningen af 1700-tallet til midten af 1800-tallet var halveret.

Denne krise for den samiske befolkning bidrog til den gængse opfattelse af samerne i Sverige på den tid. Norrbottens landshøvding skrev således til kongen i 1825: ”Det leder overalt til det samme, når vilde eller nomadiske folk kommer i berøring med veluddannede nationer. Det er en givet sag, at nybyggerne må indskrænke lappernes frie udnyttelse af landet”.

Enkelte myndighedspersoner udtrykte dog forståelse for samernes situation. I 1828 skrev provsten i Skellefteå til Riksdagen: ”Man har opmuntret til opdyrkelse af lappmarken. Det må ikke kritiseres. Men man har set bort fra, at landets første indbyggere har måttet afstå deres land til kolonisterne uden nogen erstatning. Og for samerne er deres land lige så uundværlig som mark og eng er for jordbrugeren.”.

En embedsmand indberettede til myndighederne: ”Uden renlav og skæglav kan renhjorden ikke ernære sig. Svedjebrugen ødelægger begge, hvad nybyggerne ikke tager hensyn til. Nybyggerne ophidser også deres hunde til at sprede renerne, hvorefter nybyggerne skyder dem. Når renerne ødelægger nybyggernes høstakke, må lapperne betale store bøder. Ofte jages lapperne væk fra deres gamle jagtmarker og lejrpladser, som nu tilhører nybyggerne”.

Samernes krise var så alvorlig, at Rikdagen behandlede den. Provst Anders Sidner fremsatte i 1840 forslag om, at der skulle udbetales en særlig fattigdomsydelse til de fattige lapper, ”som gennem tabet af deres renhjorder er blevet forhindret i at ernære sig selv og deres hushold.” Forslaget blev nedstemt. 11 år senere blev et lignende forslag fremsat af biskop Israel Berman. Han forklarede i Riksdagen, at ”lapperne er blevet trængt væk fra deres jord og derigennem forhindret i at eje det antal rener, som er nødvendig for at opretholde livet” og henviste til, at deres jorder var overtaget af nybyggere. Men at samernes kultur og rendriften var dømt til undergang var heller ikke Israel Berman i tvivl om, idet han mente, at ”det var unaturligt at hæmme landbrugets fremskridt”. Denne gang gik Riksdagen med til en særlig fattigdomsydelse til lapperne.

Hermed var grunden lagt til et patriarkalsk og nedladende syn på samerne. Den generelle holdning hos myndigheder, politikere og befolkning var, at nybyggerne repræsenterede fremtiden og udviklingen, lapperne fortiden. Lapperne var et forsvindende folk med et uddøende erhverv, var man overbevist om. Grunden var, at deres nomadiske kultur stod på et lavere niveau end resten af befolkningen. Lappernes antal var mindsket og de ville efterhånden uddø, var konklusionen i storsamfundet.

Kilde: Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008. Side 77, 85, 86, 87-95.

******

18. 1900-tallet: Racismen breder sig: Lapp skal være lapp

I forbindelse med oplysningstiden i 1700-tallet begyndte mange at betragte historien som en trinvis udvikling mod et stadig højere kulturelt stade, herunder udviklingen af forskellige erhverv. I den historieopfattelse blev de oprindelige, ”primitive” folk en slags efternølere, der var blevet hængende på et lavere stade. De kulturer, der befandt sig på et højere stade, eksempelvis landbrug, var stærkere end de laverestående kulturer, mente man. I Sverige var det indlysende for politikere og embedsmænd, at samerne befandt sig på et lavere stade. For samerne var det en ulykke, at denne holdning bredte sig samtidig med, at de ramtes af en økonomisk krise som følge af nybyggernes overtagelse af deres jord og sygdom blandt renerne, for på den måde fik myndigheder, politikere og befolkning bekræftet deres fordomme om samerne (1).

Dette syn på samerne blev cementeret i slutningen af 1800-tallet, da man overalt i Europa begyndte at klassificere mennesker efter deres racetilhørsforhold. Den hvide mand ansås for stående højst i hierarkiet. I Sverige mente myndighederne nu at få bekræftet, at samerne var en laverestående race end svenskerne. Samerne blev anset for barnlige vilde, der ikke kunne tage vare på sig selv. I stedet måtte myndighederne på patriarkalsk vis afgøre, hvad der var bedst for dem (2). De love, der i begyndelsen af 1900-tallet blev skrevet for de svenske samer var baseret på det syn, at samerne var en laverestående race, der skulle beskyttes mod civilisationen (3).

Udtrykket ”lapp skal være lapp” vandt indpas overalt i politik og administration. Samerne var ifølge myndighederne ikke egnede til at bo i huse, men skulle alene bo i kåter med åbent ildsted. ”Hvis lappracen ophører med sit nomadiske liv, er den dømt til at dø ud”, som en minister udtrykte det i Riksdagen i 1913 (1, 2, 4), og en landshøvding skrev, at ”det er den alt for nære berøring med en overlegen race, som er hovedårsagen til lappernes ulykke.” Man begyndte at beskrive samerne som barnlige, sløve og dovne (1).

Holdningen hos myndighederne var, at ansvaret for samernes liv og erhverv måtte varetages af andre, der var klogere og bedre uddannede. At uddanne samerne ville der ikke komme noget godt af, mente en præst, der tillige var skoleinspektør og ivrig tilhænger af tesen ”lapp skal være lapp”. I et tidsskrift skrev han i 1906: ”Når lapperne begynder at danne foreninger og have deres egne aviser (som det skete i 1904/forf.), når de begynder at tillægge sig folkehøjskoleuddannelse, da er det totalt slut med dem som lapper. Da bliver de de elendigste mennesker, man kan tænke sig.”

Landshøvding i Norrbotten karakteriserede i slutningen af 1800-tallet samerne således: ”Lappens temperament udgør en ejendommelig blanding af halvtam vildhed, stor flygtighed og mistænksom skyhed, hvorover fjeldnaturen og ødemarken har bredt en dyb skygge af melankoli” (1).

Men myndighederne var alligevel interesserede i at fastholde samerne som renholdere, fordi de kunne udnytte områder af landet, der ikke kunne bruges til andet. Derfor bredte sig den opfattelse blandt magthaverne, at kun renholdere var rigtige samer. Al lovgivning, der omhandlede samer, kom derfor alene til at omfatte nomadiske fjeldsamer. Derved blev en kile skudt ind mellem dem og bofaste samer. De bofaste samer, der levede af jagt, fiskeri og landbrug, betragtede myndighederne som svenskere, som forventedes at assimilere sig i det svenske samfund. Mange bofaste samer mistede på den måde deres identitet og deres rettigheder som samer (1, 2, 4). På tilsvarende vis blev de bofaste skovsamer skubbet ud af deres erhverv. Myndighederne mente, de måtte blive jordbrugere (1).

Kilder:

Lennart Lundmark: Stulet land. Ordfront 2008. Side 58, 75 ff., 152 ff.
Samernas historia. Sunna Kuoljok. Sametinget 1996. Side 37-38.
Hæftet: Samerna. Solens och Vindens folk. Àjtte Museet, Jokkmokk 2000. Side 52.
Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Regeringskansliet. Side 14.

******

19. 1900-tallet: Racebiologi med nazistiske undertoner

Spørgsmålet om racer optog videnskaben over hele Europa i begyndelsen af 1900-tallet, og i 1922 besluttede Riksdagen efter forslag fra videnskabsmænd at oprette Statens Rasbiologiska Institut. Instituttet skulle virke for ”en høj kvalitet i den svenske folkestamme”. Mange forskere var bekymrede for, at den svenske race skulle blive blandet op med den samiske. Til chef for instituttet udpegedes lægen Herman Lundborg. Han havde den teori, at det var skadeligt, at mennesker af forskellige racer giftede sig og fik børn, idet han mente, at opblanding af den svenske race vil føre til mennesker med lavere begavelse og tendens til kriminalitet (1, 2, 3).

Den teori ville han teste ved at studere samerne. Fra starten satte Lundborg alle instituttets ressourcer ind på ”Lappundersøgelsen”, som han kaldte den. Herman Lundborg rejste selv én gang om året rundt i Lappland for at foretage målingerne på samer og fotografere dem med hjælp fra en ung, samisk lærerinde Maria. Udover at tage portrætbilleder forfra og i profil af alle forsøgspersoner, tog han også nøgenfotos af børnene, hvad der på den tid blev betragtet som en stor synd af forældrene, der ofte var dybt troende læstadianere. Desuden tog Lundborg blodprøver af forsøgspersonerne og lavede registre over deres slægtskabsforhold, hvortil han fandt data i kirkebøger. For hver forsøgsperson blev kraniemål, kropsmål og slægtsforhold nøje nedskrevet. Samerne blev presset til at medvirke af de lokale myndighedspersoner: Præsten og læreren og af lægen Lundborg, der alle fremhævede, at beslutningen om ”Lappundersøgelsen” var truffet af Riksdagen. Altså kunne samerne ikke undslå sig (1, 2, 3).

Herman Lundborg udgav en bog om sin ”Lappundersøgelse”, men noget videnskabeligt resultat kom der ikke ud af hans mange års arbejde. Efterhånden begyndte både forskere og politikere at protestere mod Lundborgs fiksering på samerne og raceblanding. Alligevel fortsatte Lundborg sine undersøgelser indtil han gik på pension i 1935.

I 1932 tog Heinrich Himmler, Hitlers indenrigsminister og leder af sikkerhedspolitiet SS, Lundborgs ideer til sig og brugte dem både praktisk og ideologisk. Dette skete til Lundborgs store begejstring, idet han mere og mindre hemmeligt sympatiserede med nazisterne og deres syn på jøderne.

Det hører med til den ekstraordinære historie om Lundborg, at han trods sine racistiske holdninger og nedladende syn på samerne og trods det, han var gift, tog sin unge, samiske assistent Maria til elskerinde, tog hende med til Uppsala og gjorde hende gravid. Efter hustruens død og hans egen pensionering giftede Lundborg sig dog med Maria (1, 2, 3).

Lundborgs målinger og fotografier findes stadig i svenske arkiver. De seneste år har den samiske kunstner Katarina Pirak Sikku fra Jokkmokk studeret arkiverne og bragt Herman Lundborgs racebiologiske forskning frem i lyset gennem en udstilling, der har været vist mange steder i Sverige og været omtalt i mange medier (2).

Den nedvurderende attitude til samerne har præget myndighedernes og mange svenskernes holdning til samerne lige siden. Den er årsagen til, at mange samer i 1900-tallet valgte at skjule deres samiske identitet, og at de som forældre undlod at lære deres børn samisk (3).

Kilder:

Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Regeringskansliet 2004. Side 15.
SVT, november 2015: Dokumentarprogram om racebiologi samt artikel på svt.se samt artikel i Dagens Nyheter 19.11.15.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008. Side 214 ff.

******

20. 1900-1950: Diskrimination og racisme fortsætter

I Sverige var 1900-tallets første halvdel præget af et uendeligt antal udredninger, som Riksdagen bestilte som baggrund for lovgivning om samer og samernes forhold, især samernes ønske om at kunne blive bofaste og bo i huse. Efter hver udredning fulgte lange debatter i Riksdagen. Enkelte rigsdagsmedlemmer talte efterhånden samerne sag, men flertallet holdt stadig fast i at ”lapp skal være lapp” og at lapper derfor skulle blive ved med at bo i kåter og være nomader. De mange udredninger førte derfor ikke til de store forandringer for samerne. De blev bare syltekrukker (1).

Behandlingen af samernes bosætningsønsker blev endnu en demonstration af den racistiske og diskriminerende politik, som den svenske stat udsatte samerne for. I perioden fra 1910 til 2. verdenskrig fik mange svenskere i udkantsområderne betydelig statslig støtte til at etablere sig med husmandsbrug. Men samerne var udelukket fra denne ordning (1). Så sent som i 1941 fastslog landbrugsstyrelsen, at ”samer ikke egner sig til landbrug af racebiologiske årsager” (2). Først i 1959 fik samerne samme bosætningsrettigheder og støttemuligheder som andre svenske borgere (1).

Den århundreder lange konflikt mellem samer og nybyggere tilspidsedes i begyndelsen af 1900-tallet i Jämtland og Härjedalen. Problemet var, at både samerne og nybyggerne ville udnytte fjeldskovenes lav til græsning om vinteren. Konflikten blev skærpet af, at både rensdyrflokkene og kreaturbestandene på den tid var meget store. Karakteristisk for tidsånden vandt de bofaste bønder kampen. Myndighederne befalede, at 12.000 rener skulle tvangsslagtes (3).

Som så mange gange tidligere gennem historien fik storpolitik også konsekvenser for samerne i 1900-tallet. I 1905 blev unionen mellem Sverige og Norge opløst, og Norge gjorde renernes grænseoverskridende græsning til et stridsspørgsmål efter pres fra bønderne. Hen over hovedet på samerne besluttede landene i 1919 i en ny rendriftskonvention, at 20.000 rener ikke længere måtte græsse i det nordlige Norge. Resultatet blev, at 17.000 rener måtte tvangsslagtes og mange samefamilier blev tvunget til at opgive rendriften. De familier, der ejede de sidste 3.000 rener måtte tvangsflytte sydpå. Det skete fra omkring 1911-1924, hvor mange af de såkaldte Karesuando-samer flyttede til Jokkmokk-området og slog sig ned i Tuorpons og Sirges samebyer. I Tuorpon Sameby er majoriteten af renholderne i dag af nordsamisk oprindelse (4).

Selvom Karesuando-samerne generelt blev vel modtaget i de samebyer, de flyttede til, førte flytningen til modsætninger, fordi renholderne i Jokkmokk-området drev intensiv rendrift med malkning af renerne, mens tilflytterne nordfra drev ekstensiv rendrift med kødproduktion til formål. Derfor lod de deres rener græsse frit over større områder om sommeren og bevogtede dem mindre. Det resulterede i, at de to kategorier af rener ofte blev blandet. Samtidig var renflokkene vokset dramatisk efter en række år med god græsning. Mellem 1921 og 1931 voksede renbestanden i Norrbotten således med hele 93 procent.

Endnu engang var det politikere og myndigheder, der satte sig for at løse konflikten hen over hovedet på samerne. Kulminationen på konflikten blev endnu en tvangsslagtning af rener i 1931, denne gang 7.200 dyr. Men den ulykke for samerne kom ikke alene. Tvangsslagtningen blev fulgt af to katastrofalt strenge vintre, som medførte, at renbestanden i Norrbotten reduceredes med 45 procent. Dette sammen med tvangsslagtningen løste konflikten mellem de to typer renholdere. Også fordi de intensive renholdere efterhånden indså, at den ekstensive rendrift var mere effektiv og lønsom (1).

Kilder:

Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008. Side 182-184 og 205.
Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Regeringskansliet 2004. Side 15.
Blidka dig blåa ödemark. Hans Andersson, 2001. Side 70.
Tuorpon. Hans Andersson. LTs Förlag Stockholm 1978. Side 66.

******

21. 1880-1990: Diskrimination i lovgivningen først slut i 1971

For at administrere renholderne oprettede staten i slutningen af 1800-tallet et korps af lappfogeder, der hørte under lensstyrelserne. Deres opgave var at sørge for, at alle renholdere rettede sig efter love og forordninger, men de skulle de også sørge for, at børnene passede deres skolegang og opkræve skatter. Trods det lappfogederne havde meget omfattende beføjelser, fandtes ingen nedskrevne, detaljerede instrukser for deres virke. De uklare rammer resulterede mange steder i vilkårlighed og magtmisbrug (4).

Den første rendriftslov kom i 1886. Med den blev skattefjällsystemet ophævet (1). Rendriftsloven blev fornyet i 1928. I den blev det eksempelvis fastslået, at renholderen skulle bo tæt på sin hjord og at de skulle vandre eller løbe på ski rundt om hjorden hver dag (2). Med den nye lov blev de ikke-renholdende samer igen diskrimineret, idet kun renholdernes rettigheder blev fastlagt i loven. Dermed mistede de andre samer deres ret til at udnytte slægtens jord og deres traditionelle jagt- og fiskerettigheder (3).

I 1950’erne skulle alt være moderne i Sverige. Holdningen var, at traditionelle erhverv måtte tilpasse sig til de nye tider eller forsvinde. Samtidig med denne holdning mødte renholderne store vanskeligheder dels i form af massiv udbygning af vandkraft i elevene i Sápmi, hvad der ødelagde deres græsningsområder og trækruter over isen, dels af industriel skovvækst, der ødelagde vintergræsningen. Begge dele ødelagde desuden mange af samernes traditionelle jagtmarker og fiskevande. I Sirges Samebys område ved Vaisaluokta, der ligger i Stora Sjöfallets Nationalpark, steg vandet i en sø eksempelvis med 35 meter efter bygningen af et vandkraftværk. Det betød, at alle de gamle huse og kåter i samebyens traditionelle sommerviste i Vaisaluokta måtte rives ned eller flyttes. Også minedrift og nationalparker trængte sig ind på samernes områder (4, 5).

Efter 43 år blev den racistiske og diskriminerende rendriftslov af 1928 fornyet. Det skete i 1971. Først med denne lov blev betegnelsen lapp erstattet med same. Også de sidste rester af ”lapp skal være lapp”-holdninger blev fjernet og systemet med lappfogeder afskaffet. Rendriften blev nu lagt ind under landbrugsministeriet. Lappbyer blev til samebyer, der fik større økonomisk selvbestemmelse (4).

Rendriftsloven af 1971 gælder stadig. Den bygger på to grundlæggende principper: 1) Retten til at holde rener er forbeholdt samer og bygger på hævd ”fra urminnes tid”. 2) For at være renholder, må man være medlem af en sameby (4). Det er altså ikke mere end 40-50 år siden, at samerne blev ligeberettigede i svensk lovgivning og slap af med den diskriminerende holdning, der lå i betegnelsen lapp og ”lapp skal være lapp.”

I 1986 blev rendriften ramt af en usynlig og uovervindelig fjende, der medførte chok og fortvivlelse blandt samerne. Da kærnekraftværket i Tjernobyl i Sovjetunionen havarede, drev en radioaktiv sky mod vest og faldt ned over Sápmi. Radioaktiviteten blev optaget i planter, især laver. Ved renslagtningen senere på året fandtes indholdet af cæsium i renkødet så højt, at det oversteg grænseværdien for menneskeføde. Resultatet var, at 30.000 rener alene i Sverige måtte tvangsslagtes, kasseres og graves ned (6).

Kilder:

Hæftet: Samiske kulturmiljöer i Frostviken. Sydsamisk kulturcentrum og Länsstyrelsen Jämtland 2007.
Pärlälvsdalen – dess liv og natur. Dag Kihlblom. Dag Kihlblom 2009. Side 59
Samernas historia. Sunna Kuoljok. Sametinget 1996. Side 38.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008. Side 158, 222, 224.
Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Rigeringskansliet 2004. Side 11.
Hæftet Samerna. Solens och Vindens folk. Ájtte Museum Jokkmokk 2000. Side 51.

******

22. 1600-1900: Skoler som kulturknusere

Samernes skolehistorie er beretningen om, hvordan den dominerende og magthavende kultur også gennem skolepolitikken berøvede et oprindeligt folk dets sprog, dets religion og dets sociale og kulturelle værdier.

Som led i tvangskristningen af samerne oprettede den danske præst og missionær Thomas von Westen i begyndelsen af 1700-tallet flere kapeller og skoler for samerne i Finnmarken. Gennem kirkens krav om, at samernes børn ikke måtte have ”hedenske navne”, men skulle have henholdsvis norske og svenske navne, og gennem skolernes kristendomsundervisning rettede staterne deres omvendelseskampagne direkte mod børnene, der skulle trækkes bort fra forældrenes indflydelse og deres samiske kultur (1).

I 1619 udkom den første ABC på samisk og i 1630’erne udkom en katekismus på samisk (2). I 1632 blev der oprettet en internatskole for samiske drenge i Lycksele. Undervisningen bestod næsten kun i kristendomskundskab og formålet var, at drengene skulle fortsætte på præsteseminarium i Uppsala (1).

Thomas von Westens effektive omvendelseskampagne blandt de norske samer vakte opmærksomhed i Sverige, og i 1723 vedtog den svenske Riksdag, at der skulle bygges skoler ved alle kirker i lappmarken, og at præsterne skulle rejse rundt og missionere blandt samerne. I 1740’erne kom samiske udgaver af salmebogen og biblen og undervisningen begyndte i seks såkaldte lappskoler, blandt andet i Åsele, Jokkmokk og Arjeplog. Alle skolerne var internatskoler, hvor eleverne fik gratis kost, logi og bøger. Hver skole havde seks elever, flest drenge, men også enkelte piger. Fagene var alene læsning og kristendomskundskab. Mange af eleverne blev senere kateketer, som rejste rundt og underviste samerne i kristendomskundskab (1).

Skolernes vigtigste formål var at indpode kristendommen i samiske børn. Men deres formål var også at kontrollere forældrene. Børnene blev nøje udspurgt af lærerne om nogen derhjemme dyrkede den gamle tro. Resultatet blev at forældrene undgik at inddrage børnene i ritualer og ceremonierne, hvorved børn og unge mistede deres oprindelige tro (1, 4).

I løbet af 1800-tallet blev der etableret almene skoler for alle samebørn. Kristendomskundskab og bibellæsning var stadig de vigtigste fag. Under skolegangen boede børnene hos bondefamilier, som forældrene betalte for kost og logi, nogle steder blev der også etableret internatskoler. Enkelte steder blev undervisningen varetaget af omkringrejsende lærere, som kom til samebyernes bopladser og underviste børnene om sommeren (4).

Den rascistiske holdning at ”lapp skal være lapp” og at lapper skal holdes adskilt fra storsamfundet, gennemsyrede også statens holdning til skoler og uddannelse i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Fremtrædende embedsmænd og forskere mente, at det var helt galt, at samiske børn boede hos svenske familier, mens de gik i skole. ”Det er nemlig farligt, at lade lappbørn bo i varme og veludstyrede huse, ligge i ordentlige senge, spise svensk mad og lære at spise med kniv og gaffel,” mente sprogforskeren K. B. Wiklund, der senere blev professor og indtil sin død var én af den svenske stats meste betroede eksperter i samiske spørgsmål. Wiklund mente, at sådanne børn ville have svært ved at vende tilbage til det nomadiske liv og bo i kåte, hvad de ifølge den herskende politik skulle (2).

Kilder:

Samernas historia. Sunna Kuoljok. Sametinget 1996. Side 20 og 36.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008. Side 51 og 154.
Fjällboken. Claes Grundsten. Prisma/Svenska Turistföreningen 2001. Side 33.
Hæftet Samerna. Solens och Vindens folk. Ájjte Museum Jokkmokk 2000. Side 16.

******

23. 1600-1900: Nye nomadeskoler med sparsom undervisning

I 1913 vedtog Riksdagen en ny skolelov for samiske børn stærkt inspireret af professor K. B. Wiklunds holdninger. Den nye lov fastslog, at skolebørnene skulle bo i kåte og undervises i kåte, for at de ikke skulle blive ”slappe” af at bo i huse i skoletiden. Der kunne således ikke være tale om, at renholdernes børn gik i svenske folkeskoler. De samiske skoler kaldtes nomadeskoler og var tilpassede renholderes årscyklus. Der var en tre måneders vinterskole, hvor børnene blev samlet fra et større område og således måtte bo langt væk fra forældrene, og en sommerskole, som lå tættere på samebyernes sommervister.

Børnene gik kun i skole i tre år, undervisningen omfattede kun nogle få fag og skulle ligge på et så lavt niveau, at børnene ikke ”civiliseredes”, foreskrev loven. Al undervisning foregik på svensk, selvom de fleste børn kun talte samisk, når de kom i skole. Det ansås ikke nødvendigt, at børnene blev undervist i det samiske sprog (1). Tværtimod blev børnene forbudt at tale samisk i skolen.

Mange samiske familier reagerede mod denne forsvenskning ved at forsøge holde deres børn hjemme fra skole, for at fastholde dem i deres samiske sprog og kultur. Men skete det, blev børnene hentet af lappfogeden eller politiet. Andre samiske familier protesterede mod, at deres børn ikke måtte lære lige så meget som svenske børn. Protesterne udløste endda en skolestrejke, som dog ikke fik nogen konsekvens (2). I 1920 gik 400 samiske børn i nomadeskole og i Norrbotten alene fandtes 21 vandrende sommerskolelærere (3).

Nomadeskolerne var kun for renholdernes børn. De bofaste samers børn kom i den svenske folkeskole med det formål, at de lettere skulle assimileres i det svenske samfund (1). Resultatet af skolereformen af 1913 var, at flere generationer af samer voksede op uden at kunne tale og skrive deres eget sprog. Først i 1950’erne blev samisk tilladt som undervisningssprog (2).

Takket være fremtrædende, veluddannede samer som Gustav Park og Israel Ruong, der i årtier kæmpede mod nomadeskolernes ringe undervisning og de usunde kåter, som børnene boede i, sket der i 1930’er gradvist en ændring i holdningen hos myndighederne og en forståelse for, at nomadeskolerne skulle være ligeværdige med folkeskolerne. I 1945 blev Israel Ruong nomadeskoleinspektør. Også i den egenskab arbejdede han ihærdigt for, at nomadeskolerne skulle være ligeværdige med de svenske skoler. Men det skete først i 1962 med grundskolereformen (3).

I 1940’erne og 1950’erne afløstes nomadeskolerne af internatskoler i huse (4). Men samtidig blev undervisningen mere og mere forsvensket. Nu skulle samebørn opfostres til at blive gode, svenske borgere, idet magthaverne mente, at renholderkulturen var dømt til at gå under (5).

Først fra 1962 fik samerne skoler, der både kvalitetsmæssigt var på højde med de svenske folkeskoler og som underviste på deres eget sprog, idet der blev oprettet et mindre antal statslige sameskoler. Det var dog først fra 1980, at sameskolene fik lov til at undervise på samisk, og kun i halvdelen af tiden. I dag findes sameskoler i fem byer i Lappland. De indgår i statens offentlige skolesystem og følger de samme læreplaner som folkeskoler. Først i 1981 fik samerne dog selv indflydelse på de samiske børns undervisning. Da blev der etableret en sameskolebestyrelse, som udpeges af Sametinget. Nu om dage findes tillige samiske børnehaver i tre byer i Lappland (4, 5, 6).

Kilder:

Samernas historia. Sunna Kuoljok. Sametinget 1996. Side 37.
Heftet: Samerna. Solens och Vindens folk. Ájjte Museum Jokkmokk 2000. Side 15 og 40.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 1008. Side 187 og 189.
Wikipedia
Tekst om samisk kultur på samer.se
Sameskolstyrelsen.se, samernas.se. Rektor for sameskolen i Gällivare Mikael Pirak.

******

24. 1900-tallet: Dansk kvinde skrev sig ind i samernes historie

I begyndelsen af 1900-tallet skrev en ung, dansk kvinde fra Salling, Emilie Demant (1873-1958) sig ind i samernes historie. Hendes møde med samerne fik afgørende betydning både for hendes eget liv og for samerne. Emilie Demant blev forfatter til flere bøger om samerne, kunstmaler og senere gift med etnografen Gudmund Hatt, hvorefter hun hed Emilie Demant Hatt.

I 1904 rejste Emilie Demant med sin søster til Lappland. På rejsen mødte hun ved søen Torneträsk i det nordlige Lappland samen Johan Turi og fortalte ham, at hun havde et stort ønske om at bo hos samerne i en periode, og de aftalte, at han skulle hjælpe hende med dette. Efter hjemkomsten begyndte hun at studere og lære det samiske sprog. Fra sommeren 1907 boede hun i ni måneder sammen med en samisk nomadefamilie. Sammen dem og deres siida, en gruppe af renholdere, flyttede hun – som de samiske renholder gjorde dengang – fra sted til sted i højfjeldet med rajden, karavanen af rener og renflokken, boede i en lavvu, et telt, året rundt sammen med familien, også i minus 40 grader og snestorm og delte deres liv på godt og ondt.

Om det år skrev hun bogen ”Med Lapperne i Højfjeldet”, der blev udgivet i 1913. Bogen er en kærlighedserklæring til samerne, den samiske kultur og den storeslåede natur i Lappland. I et begejstret og poetisk sprog beskriver hun naturen i højfjeldet, samernes hverdag og det utroligt barske og krævende liv, de levede langt fra enhver bekvemmelighed og udsat for elementernes rasen. Emilie Demant fortæller også i bogen, hvordan hun oplevede ”de underjordiske”, gadniha. En dag da hun var helt alene i naturen, hørte hun to gange nogen synge eller nynne, selvom der intet menneske var at se i miles omkreds. En anden gang så hun en renflok komme mod lejren og meldte det sin værtsfamilie. Men den renflok, der var ventet, var allerede ankommet, og da alle gik ud for at se efter den flok, hun havde set, var den borte. I begge tilfælde fortalte hendes værtsfamilie, at det var gadniha, hun havde set, og hun fik megen anseelse i siidaen for, at hun kunne se gadniha. I bogen skriver hun blandt andet om samerne: ”Der er ensomt og vildsomt deroppe, hvor Lappen lever, og kun han finder frem, fordi han i slægtsarv fik kendskab til alt hvad fjældenes er. Og han kender skyernes gang og dyrenes røster og de røster som kommer fra jorden og fra luften. Han øjne kan se det, ingen andre kan se, han kan fornemme det, andre mennesker ikke har anelse om.”

Men det var ikke denne bog, der gjorde Emilie Demant berømt. Det var en bog, hun ikke selv skrev. Efter opholdet hos nomadefamilien boede Emilie Demant i en periode sammen med Johan Turi i en hytte ved Torneträsk. Her opmuntrede og hjalp hun ham med at skrive og få udgivet den første bog om samernes liv, skrevet af en same: ”En Bog om Lappernes liv”, som udkom på samisk og dansk i 1911 og gjorde dem begge berømte, først og fremmest blandt samerne, men også internationalt.

I 1918 udgav hun bogen ”Die lappländischen Nomaden in Skandinavien”,”Ved ilden”, en samling af samiske eventyr og sagn, i 1922. I 1927 udgav hun”Den Lapska husmoderen” og i 1928 ”Offerforestillinger og erindringer om troldtrommen hos nulevende Lapper”. I sin pure ungdom var Emilie Demant i et par år forlovet med komponisten Carl Nielsen. Om den periode skrev hun i 1949 erindringsbogen Foraarsbølger.

Også hendes malerkunst var i de unge år præget af kærligheden til Lappland og samerne. I 1950 forærede hun 50 oliemalerier med motiver fra Lappland til Nordiska Museet i Stockholm. Ingen af hendes malerier fra Lappland findes i Danmark, hvor hun er blevet næsten glemt.

Kilder:

Emilie Demant: Med Lapperne i Højfjeldet, 1913.
Johan Turi: En bog om lappernes liv, 1911.
Kvinfo.dk, denstoredansk.dk
Foraarsbølger. Erindringer om Carl Nielsen. Emilie Demant Hatt 1949.

******

25. 1900-1950: Samerne begynder at organisere sig

I årtusinder havde samerne levet spredt i Sápmi deres små siida-grupper uden statsdannelse, uden fælles overhoved, uden offentlige domstole og uden sundhedsvæsen. De havde klaret deres problemer selv indenfor siidaen. I forløbet fra 1500-tallet og frem, hvorunder den svenske stat mere og mere strammede grebet om samerne, både hvad angik jordrettigheder, kristendom og skolegang, havde de flere gange gjort oprør, men kun lokalt i mindre grupper og uden særlig held.

I begyndelsen af 1900-tallet forstod fremsynede samer, at samerne måtte organisere sig for at få deres stemme hørt. På det tidspunkt havde den store indflytning til Sápmi gjort samerne til en minoritet i deres eget land, og den øgede konkurrence om ressourcerne førte ofte til konflikter, hvori samerne blev taberne (1).

Den unge, samiske kvinde Elsa Laula blev samernes første aktivist og landsdækkende talsmand. I 1904 udgav hun en brochure med titlen ”Inför lif eller död. Sanningsord i de lappska förhållandena”. Samme år skrev hun til kongen for at gøre opmærksom på den bedrøvelige situation for de samer, der ikke drev rendrift, eksempelvis at de var berøvet slægtens jord og derfor intet grundlag havde til livets ophold. Hun argumenterede for, at samerne burde have ejendomsret til deres lappskatteland, gik i rette med myndighedernes fordomsfulde syn på samerne og kritiserede nomadeskolerne (1, 2). Hendes opråb fik dog ingen politisk effekt. Ifølge den herskende ”lapp skal være lapp”-politik, var situationen, hun beskrev, bare udtryk for, hvor umodne samerne var. Men Elsa Laulas brochure vakte stor opsigt blandt samerne. Opmuntret heraf tog hun initiativet til dannelsen af Lapparnes Centralförbund og etableringen af Lapparnas Egen Tidning. Begge levede dog kun kort på grund af økonomiske vanskeligheder (2). Men hendes initiativ havde alligevel stor effekt. I de følgende år stiftedes mange lokale sameforeninger. Den første blev stiftet i Fatmomakke i 1905 (1, 6).

Først i 1918 blev samerne for alvor organiseret. På initiativ af sameforeningen i Fatmomakke holdt de svenske samer deres første landsmøde i Östersund med 232 deltagere. Mødets ledere var to veluddannede samer: Gustav Park, præst i Sorsele og Tokel Tomasson, jurist i Arjeplog. Begge kom fra renholderfamilier. Mødet behandlede samernes vigtigste spørgsmål og vedtog resolutioner, der blev videregivet til politikere og myndigheder. De tre vigtigste spørgsmål, der blev behandlet på mødet, var organisering, skolepolitik og bosætningspolitik (3). Gustav Park og Torkel Tomasson blev i de følgende årtier samernes vigtigste politikere og talspersoner. Torkel Tomasson redigerede og publicerede til sin død Samefolkets Egen Tidning, der genopstod i 1918 (2). Tidsskriftet udkommer endnu under navnet Samefolket (4).

I 1942 blev Samernas Folkhögskola i Jokkmokk grundlagt, skolen hedder nu Samernas Utbildningscentrum. Samme år stiftedes kulturforeningen Same Ätnam (1, 2, 7,8).

På endnu et samisk landsmøde i 1948 blev grunden lagt til det vigtigste, organisatoriske fremskridt for samerne: Svenska Samernas Riksförbund (SSR), der blev stiftet i 1950. Gustav Park blev SSR’s første formand (1, 2). I dag repræsenterer SSR samebyerne (5).

Kilder:

Samernas historia. Sunna Kuoljok. Sametinget 1996. Side 39-42.
Stulet land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008. Side 158, 165 og 221.
Blidka dig blåa ödemark. Hans Andersson 2001.
www.Samefolket.se
www.sapmi.se – hjemmeside for Svensk Samernas Riksförbund
Hæftet Fatmomakke kyrkstad. Fatmomakke Sameforening 100 år. 2005.
www.samernas.se
www.sameatnam.se

******

26.

2016: Sverige har stadig ikke anerkendt samernes rettigheder som oprindeligt folk

Oprindelige folk er næsten altid minoriteter i deres land, selvom de oprindeligt har været de eneste beboere i landet – som samerne på Nordkalotten og Nordamerikas oprindelige folk. Ved valg giver deres stemmer derfor sjældent mandat i landenes parlamenter. Den formelle, demokratiske proces er ikke tilstrækkelig til at sikre deres grundlæggende rettigheder. Derfor blev det efterhånden klart for det internationale samfund, at FN måtte sikre de oprindelige folks rettigheder. Ansvaret for de oprindelige folk blev lagt på ILO, International Labour Organization (1).

ILO vedtog i 1989 en konvention om oprindelige folks rettigheder, ILO Konvention 169. Den kræver blandt andet, at oprindelige folk gives ejendomsret til den jord, som de oprindelige har beboet (1). Norge ratificerede ILO Konvention 169 i 1990 i forhold til samerne, Danmark gjorde det i 1996 i forhold til grønlænderne (1, 2). Med selvstyreloven af 2009 gav Danmark Grønland ydermere retten til undergrunden og til de mineraler, der måtte findes i og omkring Grønland (2).

Den svenske Riksdag anerkendte i 1977 samerne som et oprindeligt folk. Den samiske kultur og rendriften er desuden beskyttet i den svenske grundlov. Men Sverige har endnu ikke ratificeret ILO’s Konvention 169. I 1992 erklærede den svenske regering, at ILO Konvention 169 er ”åbenbart uforenelig med svenske retsforhold”. Anstødsstenen er, at ILO konventionen kræver anerkendelse af oprindelige folks ret til deres traditionelle landområder. Siden er fulgt utallige udredninger, som mest har haft til formål at trække sagen i langdrag. En beslutning i ILO-spørgsmålet ”kan ikke hastes frem”, skrev den svenske regering i en handlingsplan for menneskerettigheder i 2008 (1). I 2016 er det 27 år siden ILO Konvention 169 blev vedtaget.

I Finland fik samerne et folkevalgt parlament i 1972, i Norge fik de Sametinget i 1989 og i 1993 etableredes Sametinget i Sverige (3). Sametinget er et rådgivende organ og høringspart i samespørgsmål for den svenske regering og Riksdag. Derudover har sametinget visse myndighedsopgaver, især i forhold til rendriften. Sametinget har 31 medlemmer og en lille halv snes samiske partier stiller op til tinget. Men Sametinget er ikke noget organ for selvstyre med det endelige ansvar for en række sagsområder, som Grønland har haft det siden Hjemmestyret blev indført i 1979, og samerne har ikke folkevalgte repræsentanter i Riksdagen, som grønlænderne har det i Folketinget (2, 4, 5).

I 2002 vedtog FN en deklaration om oprindelige folk og oprettede et Permanent Forum for Oprindelige Folk – UN Permanent Forum on Indigenous Issues (6). Deklarationen anerkender oprindelige folks menneskerettigheder og grundlæggelse frihedsrettigheder. Den norske same Ole Henrik Magga var forumets første formand fra 2002-2005 (6, 7).

Samerne fik deres eget flag og egen nationalsang i 1986. Siden 1992 har samernes haft en nationaldag, som er den 6. februar – midt under Jokkmokks Marked (7).

Sápmi – samernes land – det vil sige i de nordlige egne af Norge, Sverige, Finland og den russiske Kolahalvø – lever tilsammen omkring 70.000 samer, heraf omkring 20.000 i Sverige. Omkring 2.500 af de svenske samer ernærer sig ved rendrift (7).

Kilder:

Stulen land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008. Side 242, 246.
Statsministeriet: www.stm.dk
Hæftet Samerna. Solens och Vindens folk. Ájtte Museum Jokkmokk 2000. Side 57-
Pjecen Samerna och Sápmi. Samisk Informationscentrum 2001. www.samer.se
www.sametinget.se
UN Permanent Forum on Indigenious Issues: https://www.un.org/development/desa/indigenouspeoples/
Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Regeringskansliet 2004. Side 4, 5, 7 og 52.