Uddrag af et kapitel om Mari:

Midt i den skrånende fjeldside havde naturen skabt et kæmpestort, tragtformet, sort krater. I kraterets lodrette, sorte bagvæg havde naturen på mystisk vis dannet en fuldstændig regelmæssig, halvcirkelformet port, som Mari skønnede var lige så høj som et tre etagers hus. Et stykke bag den vældige portåbning spærredes denne af en lodret klippevæg, der skinnede som sølv. Til venstre for porten løb et lille vandfald ned over klipperne til hullets bund. Tragtens sydlige side dannedes af to lavere, helt symmetrisk, afrundede fjeldarme, der mødtes midt for porten og mellem dem gav plads til en snæver kløft, hvori en bæk dannet af vandfaldet løb ned ad fjeldet. Der lå en magisk stilhed over stedet. En afventende stilhed.

Som forhekset stirrede Mari på den sølvskinnende port. Kunne ikke slippe den med blikket. Det var som om den lammede hende. Eller sugede hende til sig. Hun følte en voldsom, dæmonisk kraft strømme fra hullet. En gysen gennemrystede hende, hun blev tør i halsen, hænderne rystede og hjertet dunkede hårdt og hurtigt. For hun genkendte den kraft, hun havde mødt ved Haltdievva. Men denne var langt voldsommere og endnu mere dæmonisk.

Med en kraftanstrengelse rev hun sig løs og indhentede nåjden, der ventede på hende længere oppe ad skråningen.
”Hvad er Basseuksa?” hviskede hun halvkvalt, skræmt.
”Basseuksa betyder Den hellige Dør. Basseuksa har været Tuorpon Samebys helligste offerplads i århundreder, måske længere. Det er den mest kraftfulde offerplads af dem alle,” forklarede han alvorligt, hvorefter han vendte sig og fortsatte opstigningen med kurs mod højre side af tragten.

Men Mari blev stående. Hendes første, instinktive reaktion var at komme væk fra Basseuksa, så hurtigt hun kunne. Men noget forhindrede hende i at vende om. Efter længe at have grublet over, om hun skulle vende om eller følge efter nåjden, nåede hun til den erkendelse, at den kraft, der strålede ud fra stedet af uforklarlige grunde også tiltrak hende. Det var som om hun blev trukket nærmere af ukendte kræfter. Som om den sølvskinnende port var en magnet, hvis kraft hun ikke kunne modstå.

Tøvende og med alle sanser i alarmberedskab fulgte hun efter nåjden det sidste stykke op til tragten. På kanten af tragtens østlige side standsede nåjden op. Mari stillede sig ved siden af. Herfra så hun, hvordan vandfaldet vældede ned over tragtens sorte bagvæg og ned i dens bund, der dannedes af sorte skiferstykker, sprængt af fjeldet af is og sne gennem årtusinder. Skiferstykkerne dannede en skråning ned mod åbningen mellem de to fjeldarme, hvor vandfaldet strømmede ud af tragten. Kun lige foran Basseuksa var der, som et dørtrin, et vandret, græsklædt stykke. På det sted, hvor vandfaldet ramte tragtens bund, lå en stor bunke renhorn.

”Som du ser, er det dér ved vandfaldet offerpladsen findes,” forklarede nåjden, idet han pegede med stokken.

”Skal vi ofre her? Er det her, jeg skal helbredes?” hviskede Mari, idet hun med intens modvilje mindedes ofringen ved Haltdievva.

”De spørgsmål skal du lige straks få svar på,” lovede nåjden, hvorefter han forsigtigt begyndte at gå ned ad skråningen til tragtens bund.

Et kaos af følelser og tanker kæmpede i Mari. Hendes fornuft og hendes vilje sagde hende, at hun skulle nægte at gå nærmere. At hun skulle skynde sig at forlade dette mærkelige, skræmmende sted. Men kraften, der strømmede ud af Basseuksa, og som var endnu voldsommere så tæt på, ville ikke slippe hende. Det var en kraft, der hverken kunne forstås eller forklares. Men hun var ikke i tvivl: Den drog hende til sig. Ville hende noget.

Lammet af disse modstridende følelser og med blikket stadig rettet mod Basseuksa, gav det pludselig et gib i hende. Midt på den sølvskinnende port så hun med ét tegningen af hovedet af en los. Hun stirrede og stirrede. Jo mere hun stirrede, jo tydeligere blev det. Naturen havde midt på den sølvskinnende klippeflade tegnet en los: Ansigtet af en los med to lange, spidse ører, lukkede øjne og sort snude. En fredeligt sovende los. Ydermere var klippevæggen netop dér, hvor lossen var tegnet, ganske sart gylden. Benene rystede under hende. For synet mindede hende straks om lossen, hun havde mødt ved Farforita og om den uforklarlige kærlighed og forbundethed til dyret, hun siden havde følt. Det var som om lossen på Basseuksa opfordrede hende, beroligede hende: ”Kom bare nærmere, jeg er her, jeg beskytter dig.”

Tøvende og tankefuld og med adrenalinet piskende i kroppen fulgte hun efter nåjden til tragtens bund. Han stod ved dørtrinnet lige foran porten og stirrede tavst på den, som kunne hans stirren få den hellige dør til at åbne sig. I hvad Mari følte som en evighed stod han sådan. Tavs og ubevægelig.

Bevidst om, at han sikkert bad eller kommunikerede med de hellige magter eller med ånderne ved Basseuksa, forholdt Mari sig ærbødigt afventende. Kraften, der strålede ud fra Basseuksa var nu så voldsom, at den næsten var fysisk. Som om luften foran porten vibrerede. Hun anede en flimren, lysglimt, strømninger af noget udefinerbart. En gysen gennemrystede hende. Trangen til at løbe væk blussede op. Men håbet om at blive helbredt og noget uforklarligt holdt hende tilbage. I sin kvide fæstnede hun blikket på lossen for at søge styrke og ro.

Da nåjden omsider rørte på sig og rettede et mildt og kærligt blik på hende, hviskede hun med skælvende stemme: ”Hvad skal vi her?”

”Det er her, du vil få svar på dine spørgsmål,” svarede han blidt.
”Hvordan? Vil du fortælle mig det nu?” spurgte Mari i en tone, der var både bedende og skarp. Hendes tålmodighed var opbrugt. Hun ville ikke mere finde sig i hans gådefuldhed.
Og svar fik hun. Klart og umisforståeligt. ”Nej. Du skal tilbringe natten her, da vil du få svar.”