Uddrag af Ulvens blik - I
Fra et kapitel om den mandlige hovedperson Mats
Først da han var ganske tæt på bjørnen, hørte han en prusten. Kiggede efter, hvor den kom fra. Og mødte bjørnens blik. Da var det allerede for sent at undvige. Bjørnen var fem meter fra ham. Den rejste sig på bagbenene. For bedre at få overblik over situationen, vidste Mats. Bjørne ser dårligt. Den afgjorde åbenbart, at han var en trussel og gjorde brølende front mod ham, mens den virrede med hovedet.
Der var ikke tid til nogle af alle de undvigemanøvrer ved bjørnemøde, som han kendte fra sit arbejde: At give sig roligt til kende. At tale beroligende til bjørnen. At trække sig langsomt, langsomt tilbage den vej, man er kommet. At undgå at provokere. Han forsøgte at tale beroligende til den og at trække sig langsomt tilbage, stadig med ansigtet mod bjørnen. Men det var for sent. Bjørnen var allerede provokeret.
Brølende fór den frem mod ham. Han nåede kun at foretage det allersidste trin i bjørnemøde-processen: Han spillede død ved at smide sig ned på stien, sammenkrøbet med ansigtet mod jorden og håbede, at rygsækken ville beskytte ryggen. Derefter foldede han hænderne om nakken for at beskytte halspulsårerne. Til allersidst sendte han i sine tanker – til stor overraskelse for sig selv og den videnskabsmand, han opfattede sig selv som – en undskyldning til bjørnen for forstyrrelsen og bad en stille bøn til den om at skåne ham. Han vidste, at det er meget sjældent, bjørne angriber mennesker i Sverige. Men han huskede i samme moment, at mens han var i Alaska, var to mennesker, der var ude at løbetræne i udkanten af Alaskas største by Anchorage, blevet dræbt af en bjørn, netop fordi de havde overrasket den ved et bytte.
Med endnu et rasende brøl kastede bjørnen sig over ham. Han lugtede dens fæle ånde og den sure stank fra dens pels, da bjørnen slog ham hårdt på ryggen med labben to gange. Først blev rygsækken flået væk, ved næste slag blev jakken og t-shirten revet itu og Mats mærkede med et jag af skræk den brændende smerte, da bjørnens klør flænsede hans ryg.
Efter endnu et brøl bøjede bjørnen sig ned over ham. Dens varme, ådselstinkende ånde stod ham i nakken, så han fik kvalme af skræk og væmmelse. Liggende med ansigtet begravet i skovbunden mærkede Mats halvt bedøvet af angst og smerte, at den gabte over hans hoved. Da den begyndte at bide sammen om hans kranium, jog det gennem ham som en iskold vind: ”Nu er det slut.”
Men bjørnen bed ikke til, markerede blot et bid. Mats følte en skarp, sviende smerte i kraniet og en isnen i hovedbunden, der trak sig sammen. Et øjeblik efter begyndte det varme blod at strømme ned over hans ansigt. I samme nu løftede bjørnen gabet væk fra hans hoved. Brølede igen. Og gav ham et lammende slag med labben over højre skulder. Mats skreg højt af smerte og dødsangst, da slaget ramte, sikker på, at nu var det afgørende angreb sat ind. Nu ville bjørnen dræbe ham.
Så blev alt sort.