Kampen om skoven – tekstuddrag om Mari

Midsommernattens blåsorte dunkelhed hvælvede sig over offerpladsen, som kun oplystes af det flakkende lys fra bålet. På en håndbevægelse fra nåjden trådte de øvrige fem deltagere, der under ofringen havde ventet tavse og ubevægelige ved bålet, hen til offertræet. En af mændene rakte nåjden den gamle nåjde-tromme og den lige så gamle og slidte, y-formede renhornshammer, der hørte til den. Deltagerne stillede sig i en kreds omkring offertræet og bukkede for det.

Uden varsel begyndte nåjden at tromme rytmisk og hårdt med hammeren. Lyden gav et stød i hjælperne. Hammeren frembragte en dybere, vibrerende klang, som fik deres hjerter til at slå hurtigere i takt med trommens rytme. En urgammel erindring blev vakt til live i dem. Trommen talte til dem. Kaldte på dem. Stadig trommende istemte nåjden en inciterende, rytmisk jojk, der gjaldede ud over offerpladsen og steg til himmels som røgen fra bålet.

På et nik fra nåjden begyndte Anna at vandre rundt om offertræet med træskålen i hænderne. I hvert verdenshjørne standsede hun og stænkede blod fra offerdyrene på træet til ære for dødsrigets herskerinde, Jábbmeáhkká, og forfædre-nåjderne. Sådan blev de ved, til skålen var tom.

I samme øjeblik forandredes trommens rytme til rappe, rytmiske slag, der lød som løbende rener, og nåjdens jojk begyndte at indeholde lyde som renernes grynt og brægen og det rytmiske klik fra deres klove.

Samtidig begyndte hun at løbe rundt om offertræet i samme takt som trommerytmen og som rener i løb. Anna fulgte efter. Som styret af ukendte kræfter, fulgte hjælperne til deres egen overraskelse efter i en lang række. Indtil dette øjeblik havde de – efter deres egen opfattelse – alene været praktiske hjælpere for nåjden. Med ét blev de deltagere i et urgammelt, sakralt ritual.

Ingen af hjælperne var i tvivl om, at dansen om offertræet skulle fortælle Jábbmeáhkká, at nåjden nu havde opfyldt sit løfte om ofring af fem store sarvar. Alt i offerritualet var foregået, som forfædre-nåjderne havde foreskrevet.

Dansen omkring offertræet fortsatte med uformindsket styrke indtil solen atter viste sig over fjeldene i nordvest. Præcist da det første glødende segl af Bieve kom til syne over fjeldkammen, standsede nåjden op, stillede sig med ansigtet vendt mod Bieve og med Anna foran sig, hvorpå hun begyndte at slå en serie hårde slag med lang pause mellem hvert slag, mens hun med hovedet kastet tilbage og lukkede øjne halvvejs jojkede, halvvejs skreg uartikulerede lyde mod himmelhvælvingen. Sådan fortsatte hun indtil Bieve badede hendes og Annas ansigter i sit gyldne lys. Anna var befriet fra Jábbmeájmmá, fra dødsriget. Hun var genfødt.