Forside  »  Om Lappland og samer  »  Samernes kultur

Samernes kultur

Af Jonna Odgaard, miljøjournalist og forfatter

Nedenstående otte tekster om samernes kultur: Deres sprog, bolig, mad, klædedragt, kunsthåndværk, kollektive samfundsform og rendriftens udvikling stammer fra researchen til min roman Shamanens lærling. Det er skrevet til at skulle indsættes mellem kapitlerne i Shamanens lærling i lighed med afsnittene om samernes historie. Men der blev ikke plads til dem. Derfor bringer jeg dem her på siden til læsere, der gerne vil vide mere om samernes kultur og egenart. Teksterne har løbende kildeangivelse. Det skal understreges, at teksterne handler om de svenske samer.

Samernes sprog

Samisk hører til den finsk-urgiske sprogstamme. Det oprindelige, samiske sprogs udøvere har for tusinder af år siden haft kontakt med et jægerfolk fra Uralområdet. En del ord, som stadig findes i samisk svarer til sproget øst for Uralbjergene, mens andre ord er fælles med et sprog, som tales vest for Uralbjergene. Der findes også ord fra urnordisk i det samiske sprog (6).

Der findes tre samiske hovedsprog: Østsamisk, centralsamisk og sydsamisk. Inden for hvert hovedsprog findes flere dialekter. De dialekter, der tales af fleste samer – omkring 85 procent – er nordsamisk og lulesamisk. Sidstnævnte dialekt tales i Jokkmokk-området. Da det samiske sprog er blevet talt af et fangstfolk og senere af rensdyrnomader, har det en meget stor rigdom af ord, der beskriver naturen. Forfatteren Yngve Ryd har sammen med den gamle renholder Johan Rassa skrevet en hel bog alene om samiske ord og udtryk for sne (1, 6, 9, 14.).

Det anslås, at kun 20.000 af de omkring 70.000 samer taler samisk, men sproget læres stadig af nye generationer, både på de fem sameskoler, i folkeskoler med samisk sprogundervisning og af unge, der ikke har lært samisk fra barns ben, men gerne vil lære det som voksne. Samisk udvikles løbende og får nye ord, eksempelvis samiske ord for computer og internet (1, 6).

Riksdagen i Sverige anerkendte i 2000 samisk som et nationalt minoritetssprog. Samme år fik samerne ret til, at nogle kommuner med et stort antal samiske borgere skal bruge sproget parallelt med svensk som forvaltningssprog, og at der skal være ret til at bruge samisk i folkeskoler og ældrepleje. Alle elever med et andet modersmål end svensk har ret til at lære deres modersmål både i folkeskolen og gymnasiet (1, 6). I Jokkmokk findes en samisk gymnasieuddannelse, og der findes mulighed for at studere samisk sprog og samisk kultur ved flere universiteter i Sápmi (13).

Samerne har naturligvis også skønlitteratur på deres eget sprog. De allerførste, der skrev og udgav bøger på samisk var Johan Turi ( ”En bog om lappernes liv”, skrevet med stor hjælp fra danske Emilie Demant Hatt, udgivet 1911 på dansk og samisk. (Læs mere om Emilie Demant Hatt under Samernes historie her på siden, afsnit 24) og Ante Pirak (”En nomad och hans liv”, udgivet 1932). I vor tid er nogle af de vigtigste samiske forfattere og digtere Nils-Aslak Valkeapää, der fik Nordisk Råds Litteraturpris 1991, Paulus Utsi, Andreas Labba, Rose-Marie Huuva og Sara Ranta-Rönnlund (1, 6).

Kilder:

  1. Samerna – solens og vindens folk. Ájtte Museum, Jokkmokk 2000.
  2. Gäst hos samerna. Hugh Beach. Carlssons 1998.
  3. Sveriges historie. Stig Welinder.
  4. Made in Sápmi. En bok til Lars Pirak. Kurt Kihlberg. Förlagshuset Nordkalotten 2006. (Om samisk kunsthåndværk).
  5. Ájtte Museum, Jokkmokk.
  6. Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Regeringskansliet 2004. Side 44-45.
  7. Blidka dig blåa ödemark. Hans Andersson. Hans Andersson 2009. Side 10.
  8. Hæftet: Bark och ripa. Kerstin Eidlitz Kuoljok og Hans Andersson. Ájtte Museum, Jokkmokk 1993.
  9. Egen research
  10. Studier i samisk religionshistoria. Hans Mebius. Jengel Förlag AB 2007. Side 118.
  11. Mitt liv som renskötare. Apmut Ivar Kuoljok. Ord & Visor Förlag. Liv i Sverige 2008.
  12. Samisk Folkekunst. Gerard Francheschi,Asger Jorn, Tinna Møbjerg, Jens Rosing. Borgen Forlag 2005.
  13. Tekst om samisk kultur på samer.se
  14. Snö. Renskötaren Johan Rassa beretter. Yngve Ryd. Natur & Kultur 2007.

******

Samernes oprindelige boliger

Indtil de nomadiserende samer for 70-80 år siden begyndte at bo i huse, var deres bolig kåte om vinteren og kåte eller lavvu om sommeren.

Kåten, som er stationær, består af en rundkreds af bærende birkestammer, der er meget nøje udvalgte, idet de skal være krumme i toppen, sådan at de danner en kuppel, hvilket gør kåten mere rummelig. Skelettet af birkestammer dækkes af først birkebark for at gøre kåten vandtæt og dernæst skråt skårne tørv, der passer præcist sammen, sådan at kåtens dæklag bliver helt tæt. Øverst er der en røgåbning og nederst ved jorden et antal udluftningshuller, der sikrer cirkulation. En trædør med høj tærskel danner indgang. Gennem de senere århundreder har kåten også haft et eller to vinduer. Ildstedet, árran på samisk, er placeret midt for døren, som hedder uksa på samisk. I årtusinder var det et åbent ildsted. De senere årtier har det ofte været en smedejernsovn. Passagen fra døren til ildstedet kantes af to tykke birkestammer, biermes på samisk. Bag ildstedet ligger køkkenet, boassjo på samisk. Gulvet ved boassjo dækkes af flade sten. Husgeråd opbevares i trækasser (2).

Til begge sider af biermes dækkes gulvet af birkeris med renskind ovenpå. Højt oppe i kåten under røghullet anbringes en birkegren på tværs. I den hænges ned over ildstedet en jernkæde med en krog, der bærer kaffekedel eller gryde. På birkegrenen hænges desuden fisk og kød til røgning. For at undgå at blive plaget af myg om natten sover kåtens beboere i en rákkas, et bundløst telt af tyndt, hvidt bomuldsstof, der hænger i snore fra loftet som et moskitonet En rákkas gav samtidig ægtepar lidt privatliv i de tæt befolkede kåter (2). I sommervisterne har kåterne har været brugt som bolig til 1970’erne. Gamle kåter findes stadig rundt omkring ved samernes moderne boliger og især i renholdernes sommervister i fjeldet. De bruges nu om dage sjældent til at bo i, men vedligeholdes omhyggeligt. I sommervisterne i Staloluokta og i Saltoluokta findes nyere kirkekåter, der bruges til gudstjenester og andre kirkelige handlinger som bryllup og dåb (2, 9).

Lavvuen er flytbar og beregnet til at tage med på vandringen med renerne. Den består af stænger, der bliver stillet i kegleform som en indianertipi. Gennem årtusinder var stængerne dækket af huder, de senere århundreder blev der brugt vadmel. Nu om dage bruges presenninger. Indretningen er som kåten. Lavvuen bruges stadig, eksempelvis ved kalvemærkningen i Sirges Sameby i Skoulla i højfjeldet, hvor der rejser sig en helt lille landsby af lavvuer, når kalvemærkningen foregår i midten af juli. Stængerne står på samme sted fra år til år med ovnen i midten, mens presenningerne tages ned og lægges over ovnen og en favnfuld brænde, når kalvemærkningen er forbi. På den måde tager det ikke mere end en times tid at etablere en vindtæt og varm bolig, når familien ankommer til kalvemærkning året efter (1, 2, 9).

Både i kåten og i lavvuen er der uskrevne regler for, hvor man opholder sig. Hver person og hver genstand har sin bestemte plads. Set fra indgangen er arealet til højre forbeholdt familien, mens arealet til venstre er til gæster. Køkkenarealet bag ildstedet, blev traditionelt betragtet som helligt, fordi den højst elskede af samernes hellige væsner, gudinden Sárakká bor ved ildstedet. Den tradition respekteres stadig. Man passerer således ikke fra højre til venstre side i kåten hen over boassjoen. I kåten findes ingen møbler. Man sidder på renskindene, typisk på knæ, eller ligger ned. Både beboerne og deres gæster ligger oftest ned, når de snakker og hygger sig, ofte også, når de spiser (1, 2, 10).

Kilder:

  1. Samerna – solens og vindens folk. Ájtte Museum, Jokkmokk 2000.
  2. Gäst hos samerna. Hugh Beach. Carlssons 1988. Side 16 og 68.
  3. Sveriges historie. Stig Welinder. Nordsteds 2009. Side 24
  4. Made in Sápmi. En bok til Lars Pirak. Kurt Kihlberg. Förlagshuset Nordkalotten 2006. (Om samisk kunsthåndværk).
  5. Ájtte Museet, Jokkmokk.
  6. Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Regeringskansliet 2004. Side 44-45.
  7. Blidka dig blåa ödemark. Hans Andersson. Hans Andersson 2009. Side 10.
  8. Hæftet: Bark och ripa. Kerstin Eidlitz Kuoljok og Hans Andersson. Ájtte Museum, Jokkmokk 1993.
  9. Egen research.
  10. Studier i samisk religionshistoria. Hans Mebius. Jengel Förlag AB 2007.

******

Samernes mad

Vildt, fisk, bær og planter har i årtusinder været samernes mad. I de årtusinder, da samerne levede som et fangstfolk bestod deres basismad af både landpattedyr, havpattedyr, fisk, skaldyr og fugle samt en del planter. De vigtigste landpattedyr, de jagede, var vildren, elg og bjørn. Indimellem også hare, egern, ræv og lemming. Havpattedyrene, de jagede, var sæl, hvalros og forskellige hvalarter. Af pattedyrene spiste man ikke bare kødet, men også blod, fedt, marv, hjerte, tunge, hjerne, mule, øjne, lever, nyrer, lunger og tarme samt mavernes indhold. De vigtigste spisefugle var gæs, ænder, lom og rype. Fra fuglene fik de også æg. Fra træer som gran, fyr, birk og poppel spiste de inderbarken. Af pil spiste de både rødder, blomster og blade. Af planter var det især fjeldengsyre, der sammen med renmælk blev brugt til den eftertragtede, vitaminrige ret juobmo, rosenrod, kvan, liljer, alger samt alle de bær, naturen bød på. Den halvt fordøjede lav fra renernes mave var eftertragtet føde. Renmaven blev brugt som opbevaringspose, der blev fyldt med fedt og kød, fisk eller planter. Bær og andre planter blev langtidsopbevaret i renfedt, fordi de forhindrede fedtet i at blive harskt. Således kunne samerne have både friske bær og friskt fedt hele året (8).

Renkød har altid været det vigtigste fødemiddel for samerne. Alt fra renen bliver stadig brugt, både blodet og indvoldene. Selvom kødet i dag også fryses, behandles og tilberedes meget af det stadig efter gamle traditioner. Det vil sige, at det saltes, ryges eller tørres, eksempelvis til den mest kendte, samiske ret suovas, der er saltet og let røget renkød. I de århundreder, da samerne malkede renerne var mælken eftertragtet, både til dagligt forbrug og til ost. Renens mælk er meget sød og proteinrig. Den friske mælk blev opbevaret i en træbeholder i en kilde og kunne holde sig længe. Ellers blev mælken tørret i renens netmave og kunne dermed bruges året rundt. En del mælk blev brugt til fremstilling af ost, kaldet kaffeost, der var en eftertragtet handelsvare (1, 7).

Fisk har altid været vigtig føde for samerne. Om sommeren var fersk fisk basismad og handelsvare. Men der blev også fanget store mængder fisk til at ryge og tørre til brug resten af året, til salg og som skattebetaling. Tørfisk og tørret renkød er desuden eminent kost for de nomadiske renholdere at have med i rygsækken. Datidens fastfood. Fiskeri til eget forbrug og som bierhverv til salg er stadig vigtig for renholderne (1, 8).

Da samerne via handelsmænd fik adgang til mel, begyndte de at bage flade brød, i århundreder bagt over bålet på flade sten, senere på pande. Dejen laves af hvedemel og vand, før i tiden uden gær. Disse pandebagte brød, gáhkko på samisk, er stadig meget populære blandt samer og tillige blandt turister, eksempelvis på det over 400 år gamle Jokkmokks Marked, der finder sted hvert år den første uge i februar (1, 9).

Kilder:

  1. Samerna – solens og vindens folk. Ájtte Museum, Jokkmokk 2000.
  2. Gäst hos samerna. Hugh Beach. Carlssons 1998. Side 16 og 68.
  3. Sveriges historia. Stig Welinder. Nordsteds 2009. Side 24.
  4. Made in Sápmi. En bok til Lars Pirak. Kurt Kihlberg. Förlagshuset Nordkalotten 2006. (Om samisk kunsthåndværk).
  5. Ájtte Museet, Jokkmokk.
  6. Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Regeringskansliet 2004. Side 44-45.
  7. Blidka dig blåa ödemark. Hans Andersson. Hans Andersson 2009. Side 10.
  8. Hæftet: Bark och ripa. Kerstin Eidlitz Kuoljok og Hans Andersson Ájtte Museum, Jokkmokk 1993.
  9. Egen research.

******

Samernes klæder

I årtusinder som fangstfolk gik samerne klædt i skind, hvad den romerske historieskriver Tacitus berettede om i år 98 efter Kristus og grækeren Propokos i år 550. Alt på renen blev brugt til føde, klæder, redskaber eller til boligen. Sener fra renen blev brugt til sytråd. Samernes fodtøj var bellingsko, som er støvler med en spids, opbøjet snude, syet af skind fra renernes ben. I stedet for sokker fyldtes de med skohø, en bestemt slags græs, som omhyggeligt blev høstet hver sommer og flettet i bundter klar til brug året rundt. Så sent som 1970’erne brugte renholderne stadig bellingsko med skohø, fordi de var både varme og tørre. Først da handelsmænd kom til samerne i begyndelsen af middelalderen med klæde som vadmel, begyndte de samiske kvinder at sy klædedragter i stof i form af en knælang kofte. Snittet blev videreført fra den oprindelige skinddragt. Desuden købte de uldgarn, som blev brugt til vævede bånd til deres bellingsko og til bælter (1, 2, 12).

De farverige og rigt udsmykkede dragter, som man nu om dage forbinder med samerne, gábbede på samisk, kolt på svensk, begyndte de først at bære i begyndelsen af 1900-tallet. Dengang blev dragterne brugt til hverdag af både børn og voksne. Nu om dage er det en festdragt. En gábbde sys næsten altid i de samiske nationalfarver: Blå, grøn, rød og gul i uldstof. Dragten har forskellig farve efter hvilket område i Sápmi, ejeren kommer fra. Grundmodellen til mænd er en langærmet kofte, der går til midt på låret. Traditionelt bærer mændene dertil bukser af renskind og bellingsko. Kvindernes dragt er en langærmet kjole. Nederdelslængden varierer efter hvilket område kvindens slægt kommer fra. Kvinder fra det nordsamiske område bruger dertil et kulørt silketørklæde med lange frynser om skulderen. Begge køns dragt har en dyb V-udskæring. Inden for den sidder et såkaldt barmklæde med kineserflip. Udsmykningen af dragterne er typisk bånd i de samiske farver langs kanterne og geometriske tintrådsbroderier på barmklædet, men udsmykningens udformning varierer fra egn til egn og fra dragt til dragt. Mændene bruger ofte et bredt, sort læderbælte med nitter. Ellers bruger begge køn vævede eller tintrådsbroderede bælter. Gábbder fra mange forskellige egne af Sápmi kan ses på Ájtte Museet i Jokkmokk (1, 5).

Samernes tidsregning

Gennem de årtusinder, da samerne levede alene i Sápmi byggede de deres tidsregning på årstidernes vekslen. Årets gang blev regnet i uger, der havde hver sit navn, som refererede til det tegn i naturen, der var aktuelt eller den aktivitet i rendriften, som var aktuel den pågældende uge. Eksempelvis hed første uge i juni løvspringsugen og første uge i juli gåseugen. På den måde holdt de rede på hver uges opgaver og begivenheder, hvad enten det var i hjemmet, i rendriften eller – da de blev kristne – de religiøse højtider. Ugernes navne angav deres livsrytme. Dage, uger og mærkedage holdt de rede på ved hjælp af små, hjemmelavede kalendere, som bestod af sammenbundne, aflange, flade stykker træ eller horn. Herpå var dage og uger indridsede med streger og runer på den ene side. På den anden side var mærkedage angivet med symboler. Kalenderen begyndte med vintersolhverv. Sommersolhverv og jævndøgn var også vigtige datoer, der var markeret på kalenderen. Ved jævndøgn flyttede man til en ny boplads (1). Tidspunktet på dagen havde samerne rede på ved at følge solens gang over himlen i forhold til fjeldene i deres område (11).

Kilder:

  1. Hæftet: Samerna – solens og vindens folk. Ájtte Museum, Jokkmokk 2000.
  2. Gäst hos samerna. Hugh Beach. Carlssons 1998. Side 16 og 68.
  3. Sveriges historia. Stig Welinder. Nordsteds 2009. Side 24.
  4. Kurt Kihlberg. Made in Sápmi. En bok til Lars Pirak. Förlagshuset Nordkalotten 2006 (Om samisk kunsthåndværk).
  5. Ájtte Museum, Jokkmokk.
  6. Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Regeringskansliet 2004.
  7. Blidka dig blåa ödemark. Hans Andersson. Hans Andersson 2009. Side 10.
  8. Hæftet: Bark och ripa. Kerstin Eidlitz Kuoljok og Hans Andersson. Ájtte Museum, Jokkmokk 1993.
  9. Egen research
  10. Studier i samisk religionshistoria, Hans Mebius. Jengel Förlag AB 2007.
  11. Mitt liv som renskötare. Apmut Ivar Kuoljok. Ord & Visor Förlag. Liv i Sverige 2008.
  12. Samisk Folkekunst. Gerard Francheschi, Asger Jorn, Tinna Møbjerg, Jens Rosing. Borgen Forlag 2005.

******

Samisk kunsthåndværk

Samesløjd

Mange tusinde års tradition og erfaringer ligger bag den samiske sløjd, der i dag er verdensberømt. Gennem hele deres historie har samerne tilvirket deres egne brugsgenstande. Fra renen fik de skind, ben, horn og sener til sytråd, fra birken, fik de bark, træ og rødder. Hver familie fremstillede de genstande, den havde brug for. Naturens materialer blev brugt til at lave boliger, klæder, opbevaringsbeholdere, husgeråd, pyntegenstande, redskaber, pulke og både (12).

Da samerne fik kontakt med handelsmænd i vikingetiden, fik de nye og for dem attraktive og kostbare forbrugsvarer som salt, sukker, knive og stoffer og senere tillige kaffe. Træflasker blevet brugt til opbevaring af salt. Skindposer blev syet til opbevaring af kaffe og sukker. Birkebark blev brugt til æsker til opbevaring af småting. Knivsblade blev udstyret med renhornskæfter og læderskeder. I de århundreder, da samerne malkede renerne og fremstillede ost, flettede kvinderne kurve af rødder til at lave osten i, sådan at osten fik et smukt mønster. Genstandene skulle være lette at transportere og funktionelle, men samerne lagde også vægt på, at tingene skulle være smukke. I renhorn ridsede de geometriske mønstre og på dragterne syede de kunstfærdige mønstre i tintråd (1, 4, 5, 12).

I dag er samisk sløjd, både horn- og træsløjd og tekstil- og skindsløjd, eksklusivt kunsthåndværk, der er eftertragtet på det internationale marked og sælges for tusinder af kroner, eksempelvis på Jokkmokks Marked, og udstilles på museer verden over (9).

En af de berømteste af vor tids samiske sløjdkunstnere var Lars Pirak, Jokkmokk (død 2008). Flere bøger hylder ham som en unik sløjdkunstner, maler og formgiver, og hans kunst er udstillet på museer over hele verden. Tillige var han en eminent jojker og fortæller, der altid optrådte på Jokkmokks Marked (4, 13, 9). Jeg lærte Lars Pirak at kende i 1999 og blev gode venner med ham og hans familie. Hans søn Mikael Pirak er også uddannet sløjdkunstner. Under vejledning af Mikael Pirak byggede jeg i 2001 en samisk shamantromme til mig selv i Lars Piraks atelier, ofte med Lars Piraks beretninger om samerne og deres kultur som underholdning under arbejdet. Det er især Lars Pirak og venskabet med familien Pirak, der har inspireret mig til min romantrilogi, og som jeg derfor har dedikeret trilogien til. Min hovedperson Maris morfar Lars Sekal, der er sløjdkunstner og maler, er stærkt inspireret af Lars Pirak. Lars Pirak var dog ikke født i Vuojat, som min romans Lars Sekal, men på den anden side af Karatssjön i Luovvaluokta. I Shamanens lærling fortæller jeg om Lars Piraks mors og stedfars liv i Luovvaluokta. Denne beretning er ikke fiktion, men sandhed. Lars Piraks søn Mikael Pirak har en hytte i vejløst land i Luovvaluokta og jeg har flere gange været med ham derude, har besøgt Lars Piraks barndomshjem, som familien Pirak har restaureret, og har gået i Lars Piraks og hans forældres fodspor ved Sájvva søen og på fjeldet Farforita.

I Jokkmokk findes siden 1942 Samernas Utbildningscentrum, hvor elever kan lære samisk sløjd, både i horn/træ og i skind/tekstiler, samisk sprog og rendrift. I Kautokeino i Norge findes siden 1989 en højskole for samer, hvor eleverne kan studere samisk, sløjd, journalistik og pædagogik på samisk. Begge steder kommer de unge studerende fra hele Sápmi (6). Mange af de unge kunsthåndværkere, der uddannes de to steder, holder fast i de traditionelle genstande og mønstre, men fornyer også kunsten i samklang med en ny tid. I 1993 stiftedes Sameslöjdstiftelsen, som har til formål at bevare og udvikle kvaliteten i samisk sløjd og kunsthåndværk. Stiftelsen tildeler det bedste, samiske kunsthåndværk kvalitetsmærket Sámi Duodji (1, 4, 5, 6, 9, 12).

Samisk sølv

Da samerne begyndte at handle i vikingetiden, forlod de årtusinders subsistensøkonomi og begyndte at blive integreret i det omgivende samfunds pengeøkonomi. I middelalderen begyndte de dygtigste af samerne at få overskud til at anskaffe ting, der ikke direkte skulle bruges i det daglige. Fra 1500-tallet blev sølv samernes kapitalanbringelse og luksusvare. Sølvsmykker som bæltespænder, bæltebeslag, brocher og vedhæng og sølvgenstande som skeer og drikkeskåle var både en kapital, der kunne indløses ved behov og et statussymbol. Sølvting var lette at opbevare og transportere på flytninger fra boplads til boplads. Samerne kom med deres genstande i træ og horn og bad sølvsmedene fremstille eksemplarer i sølv. På den måde udvikledes en speciel samisk sølvstil, som samerne har holdt fast ved, selvom det omgivende samfunds stil ændrede sig. Ved højtider og fester som bryllupper var det forbundet med høj status, hvis den samiske dragt var rigt smykket med sølv. Traditionel samisk sølv i form af bæltespænder, bæltebeslag og brocher bruges stadig på nutidens gábbde (1, 4, 12).

Kilder:

  1. Hæftet: Samerna – solens og vindens folk. Ájtte Museum, Jokkmokk 2000.
  2. Hugh Beach: Gäst hos samerna. Carlssons 1988.
  3. Sveriges historia. Stig Welinder. Nordsteds 2009.
  4. Made in Sápmi. En bok til Lars Pirak. Förlagshuset Nordkalotten 2006. (Om samisk kunsthåndværk).
  5. Ájtte Museet, Jokkmokk.
  6. Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Regeringskansliet 2004.
  7. Hans Andersson: Blidka dig blåa ödemark. Hans Andersson 2009.
  8. Kerstin Eidlitz Kuoljok og Hans Andersson: Bark och ripa. Ájtte Museum, Jokkmokk 1993.
  9. Egen research
  10. Studier i samisk religionshistoria . Hans Mebius. Jengel Förlag AB 2007.
  11. Apmut Ivar Kuoljok: Mitt liv som renskötare. Ord & Visor Förlag. Liv i Sverige 2008.
  12. Samisk Folkekunst. Gerard Francheschi, Asger Jorn, Tinna Møbjerg, Jens Rosing. Borgen Forlag 2005.
  13. Lars Pirak. Kulturförmedlare. Jokkmokk 1999.

******

Samernes oprindelige, kollektive samfundsform – siidaen

I flere tusinde år levede samerne i små familiegrupper, ofte slægtninge, som boede sammen og som jagede og fiskede sammen. Da vildrensjagten fra omkring 900-tallet blev den vigtigste levevej, sluttede de små familiegrupper sig sammen i større grupper bestående af fem-ti familier, som de kaldte siidaer. Siidaerne udsprang af behovet for, at en større gruppe arbejdede sammen, idet anlæggelse og vedligeholdelse af fangstgrav-systemer til vildrensjagt krævede mange hænder. I fællesskab rådede hver siida over et område til jagt og fiskeri, et område, der var kendt og accepteret af alle de andre siidaer. Siidaen flyttede rundt i sit område alt efter årstiden for at udnytte ressourcerne bedst muligt. Fangsterne fordeltes mellem siidaens medlemmer, sådan at også de, der ikke kunne jage og fiske fik del i fangsten (1, 2, 4, 5).

Siidaen var et tidligt, samisk nærdemokrati, der blev ledet af et råd bestående af hver families overhoved. Indenfor siidaen fordeltes jagtmarker og fiskevande mellem de enkelte familier efter deres behov. Familiernes jagt- og fiskeområder var således fleksible og blev ændret efter familiens størrelse. Siidaerne havde også eget retsvæsen, hvor tvister blev afgjort. Gennem møder med andre siidaer fordelte man jagt- og fiskerressourcerne mellem sig i mindelighed (1, 2, 4, 5).

Siidaernes vinterbopladser var centrale mødesteder for samerne. Hertil kom efterhånden både skatteopkrævere og handelsmænd for at købe skind og sælge madvarer, husgeråd og værktøj (1, 2, 4, 5). Men da Kong Karl IX i 1602 befalede, at der i Lappland skulle oprettes fast markedspladser, hvor samerne skulle indfinde sig hvert år i februar, forbød han samtidig handelsmænd og skatteopkræver at komme til de samiske vinterbopladser. Samtidig blev siddaernes domstole forbudt. Samerne skulle nu underlægge sig markedspladsernes statslige ting. Dermed blev den hidtidige samiske samfundsorden med selvbestemmelse udryddet (6).

Siidaernes kollektive ejendomsret til konkrete områder blev brudt ned i 1500-tallet, da Gustav Vasa ville opkræve skatter af samerne. I den nye skattelovgivning blev siidaerne inddelt i mindre områder, såkaldte lappskatteland, ejet af den enkelte same, som svarede skat af jorden. Lappskatteland kunne både sælges og arves (8).

Den først kendte optælling af samernes renhjorder skete i 1609. På den tid havde hver renholder i gennemsnit10-15 rener (4). Det var på den tid, begrebet siida begyndte at dukke op i den svenske stats dokumenter. Staten kaldte dog siidaerne for lappbyer.

I løbet af 1500-tallet og 1600-tallet, da samerne gradvist gik over til at holde rener, passede de gamle, runde siida-områder ikke mere til renernes trækruter mellem fjeldene i vest og skovene i lavlandet mod øst. Det førte til, at siidaernes territoriegrænser ændredes (1, 3). Fra dengang begyndte renholdernes lange, smalle græsningsområder fra fjeldet i nordvest til Den Botniske Bugt i sydøst at dukke op i officielle dokumenter. De blev grundlaget for de nutidige samebyers græsningsområder (8).

Kilder:

  1. Pjecen ”Sápmi – samernas land”. Samisk Informationscentrum.
  2. Samebyernes historie. Sameportalen.se
  3. Traditionel kunskap och sedvänjor inom den samiska kulturen. Per Mikale Utsi. Centrum för biologisk mångfald, SLU 2007.
  4. Hæftet: Samerna – Solens og vindens folk. Ájtte Museet, Jokkmokk 2000.
  5. Hæftet: Samiska kulturmiljër i Frostviken. Sydsamisk kulturcentrum og Länsstyrelsen, Jämtlands Län. Side 5.
  6. Samernas historia. Sunna Kuoljok. Sametinget 1996. Side 14-15.
  7. Sametinget.se
  8. Stulen land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008. Side 225.
  9. Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Regeringskansliet 2004. Side 23.
  10. Egen research.

******

Fra siida til sameby

Med den første rendriftslov i 1886 blev skattefjeld-systemet afskaffet. Hermed blev også det urgamle siida-systemet brudt ned. I stedet brugtes begrebet lappbyer. Lappbyens medlemmer fik nu en kollektiv ret til lappbyens område, men kun som en brugsret, ikke som en ejendomsret (3, 1).

Med rendriftsloven af 1971 ændredes begrebet lappby til sameby (6). Samebyen er både et geografisk område, hvor samebyens rener har ret til at græsse og færdes på træk, og en økonomisk forening, som danner basis for renholdernes arbejdsfællesskab. Organisatorisk og administrativt reguleres samebyerne af Rennäringslagen (1, 7).

Der findes 51 samebyer i Sverige, langt de fleste er fjeldsamebyer, hvis rener trækker over flere hundrede kilometer mellem sommergræsning i fjeldet og vintergræsning i kystlandets skove. 10 af samebyerne er skovsamebyer, hvor rendriften foregår mere stationært indenfor et afgrænset skovområde som i de gamle siidaer, og hvor renerne blot trækker rundt mellem forskellige græsningsområder indenfor samebyens område. Kun den, der er medlem af en sameby må ifølge rendriftsloven ernære sig ved rendrift. Samebyen vælger selv sine medlemmer (1, 7).

Indenfor de moderne samebyers rammer findes mindre grupper af renholdere, der arbejder tæt sammen i det daglige. De grupper kaldes stadig for siidaer. Renholderne har således bevaret både begrebet siida og det at arbejde kollektivt sammen i en større gruppe fra deres historie (10).

De seneste 70-80 år har renholderne boet i moderne huse i byer og landsbyer i nærheden af deres samebys område og tager ud til renerne derfra. Desuden har renholderfamilierne et hus eller en hytte i fjeldet tæt på renernes sommergræsningsområde, kaldet sommer-vistet. Her bor familierne som regel i flere måneder i sommerperioden (10).

To samebyer omtales i mine romaner: Tuorpon Sameby syd for Jokkmokk og Sirges Samebe nord for Jokkmokk. For Tuorpon Sameby er det vigtigste sommer-viste Staloluokta i Padjelanta Nationalpark tæt mod den norske grænse, mens Sirges Sameby har et vigtigt sommer-viste i Saltoluokta ved søen Langas, tæt på Svenska Turistföreningens fjeldstue af samme navn. Et andet sommer-viste for Sirges-samer findes i Vaisaluokta ved søen Akkajaura længst mod nordvest i Jokkmokk Kommune. Desuden har renholderne som regel også et hus ved det sted, hvor samebyen har en indhegning til adskillelse af renerne til slagtning og i vintergrupper. For Sirges Sameby er dette sted Guorbak på Ultevis Hede nordvest for Jokkmokk. Guorbak er omtalt i Shamanens lærling. For Tuorpon Sameby er det i Parka og Puollemåive syd for Pärlälvsdalen (10, 11, 12).

Kilder:

  1. Pjecen ”Sápmi – samernas land”. Samisk Informationscentrum.
  2. Samebyernes historie. Sameportalen.se (eksisterer ikke mere).
  3. Traditionel kunskap och sedvänjor inom den samiska kulturen. Per Mikale Utsi. Centrum för biologisk mångfald, SLU 2007. Side 40
  4. Hæftet: Samerna – Solens og vindens folk. Ájtte Museum, Jokkmokk 2000.
  5. Hæftet: Samiska kulturmiljër i Frostviken. Sydsamisk kulturcentrum og Länsstyrelsen, Jämtlands Län 2009. Side 5.
  6. Samernas historia. Sunna Kuoljok. Sametinget 1996. Side 14-15.
  7. Sametinget.se
  8. Stulen land. Lennart Lundmark. Ordfront 2008. Side 225
  9. Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Regeringskansliet 2004. Side 23.
  10. Gäst hos samerna. Hugh Beach. Carlssons 1988 og egen research.
  11. Hans Andersson. LT’s Förlag, Stockholm1978.
  12. Pärlälvsdalen – dess liv och natur. Dag Kihlblom. Dag Kihlblom 2009.

Fra traditionel rendrift til moderne teknik på 50 år

Indtil omkring 1960-1970 foregik rendriften stadig som i 1500-tallet med gå-ben og ski som eneste transportmiddel og renhunde som hjælpere til både at vogte og drive renerne. Nulevende renholdere har i bøger berettet, hvordan de som unge tog del i denne fysisk krævende og strabadserende måde at være renholder på (3, 9).

Omkring 1970 begyndte snescooter og radio langsomt at vinde indpas i rendriften. Det var dog først i 1980’erne, altså for mindre end 40 år siden, at snescooteren var blevet udviklet og forbedret så meget, at den blev et nyttigt redskab i rendriften. Fra da af blev snescooteren for alvor renholdernes vigtigste transportmiddel om vinteren sammen med biler og efterhånden tillige terrængående motorcykler, ATV’er og helikoptere (2, 4).

Alle disse maskiner og benzin til dem er dyre og derfor en stor udgiftspost, både for den enkelte renholder og for samebyen. I de seneste årtier har renholdere også taget anden moderne teknik som satellittelefoner og internet i brug. Satellittelefoner er vigtige alle de steder i fjeldet, hvor mobilnettet ikke dækker. Og på internettet, på Sametingets hjemmeside, finder renholderne detaljerede kort over de enkelte samebyers områder, trækruter og rastepladser og en række andre oplysninger, som de og myndighederne har brug for, ligesom de kan finde detaljerede vejrudsigter (1, 2).

Rennäringslagen sætter en øvre grænse for, hvor mange rener, en sameby må have. Formålet er at undgå overgræsning. Tilsammen findes i Sverige omkring 250.000 rener i vinterbestanden, heraf findes de omkring 150.000 i Norrbottens Län. I 2009 slagtedes knap 55.000 rener. De gav en samlet slagteindtægt på 75 mio. kroner, hvoraf knap 17 mio. kroner var statslig prisstøtte. Samme år modtog samebyer tilsammen i alt 57,7 mio. kroner i rovdyrerstatning (1).

Fra tidernes morgen var et samiske ægtepar fælles om at skaffe føden. De første skriftlige kilder om samerne (Tacitus år 98 efter Kristus og Prokopos år 550 efter Kristus, læs mere her på siden under Samernes historie, afsnit 4) fortæller, at også kvinderne gik på jagt. Indtil for få årtier siden var det almindeligt, at renholdernes hustruer ikke var udearbejdende, men hjalp med i bedriften. Nu om dage har renholdernes ægtefæller typisk udearbejde og ofte har renholderen også selv arbejde udenfor rendriften i perioder, for at få det til at løbe rundt. Men kvinder er stadig aktive som selvstændige renholdere. I 2009 var 919 fuldtidsrenholdere mænd, mens 142 var kvinder (1, 8).

Ved de store begivenheder i ren-året som kalvemærkning, slagtning og vinter-adskillelse af renerne er alle renholdernes familiemedlemmer typisk med, både som medhjælpere og for hyggens skyld. At være renholder er ikke blot et erhverv. Det en livsstil for hele familien, en livsstil, som familien meget nødigt opgiver, også selvom den ikke er særlig lønsom (2, 3, 4).

Kilder:

  1. Sametinget.se
  2. Hæftet: Samer – et ursprungsfolk i Sverige. Sametinget og Reeringskansliet 2004.
  3. Mitt liv som renskötare. Apmut Ivar Kuoljok. Ord & Visor Förlag. Liv i Sverige 2008.
  4. Gäst hos samerna. Hugh Beach. Carlssons 1988.
  5. Ren og Varg. Yngve Ryd. Natur & Kultur 2007.
  6. Tuorpon. Hans Andersson. LT’s Förlag, Stockholm1978
  7. Egen research
  8. Samernas historia. Sanne Kuoljok. Sametinget 1996.
  9. Ren och Varg. Yngve Ryd. Natur & Kultur 2007.