Dansk kvinde i samernes historie

Emilie Demant Hatt:

Historie om en enestående dansk kvinde, der skrev sig ind i samernes historie

Af Jonna Odgaard, journalist og forfatter

Blandt de historiske afsnit, der er sat ind mellem kapitlerne i min roman Shamanens lærling og som findes her på siden (nr. 24 af de historiske afsnit) er der en tekst om Emilie Demant Hatt (1873-1958), som skrev sig ind i samernes historie ved at være fødselshjælper for den første bog om samerne skrevet af en same, nemlig Johan Turis ”En bog om Lappernes Liv”.

Det var helt tilfældigt i min research, at jeg opdagede, at denne for samerne meget vigtige bog var blevet til med hjælp fra en ung, dansk kvinde. Min nysgerrighed blev i den grad vakt efter at få mere at vide om Emilie Demant Hatt og hendes forbindelse til samerne.

Jeg fandt ud af, at hun havde tilbragt et år i højfjeldet i Lappland hos en samisk nomadefamilie, og fik fat i hendes bog om dette ophold: ”Med Lapperne i Højfjeldet”. Bogen er én lang kærlighedserklæring til den samiske kultur og Lapplands natur. Efterfølgende fik jeg ved hjælp af mit bibliotek også fat i flere andre bøger, hun havde skrevet om samernes kultur. Samt i en erindringsbog, hun i sent i livet, i 1949, skrev om hendes tre år lange forlovelse med komponisten Carl Nielsen i hendes pure ungdom. Bogen med titlen ”Foraarsbølger” blev først udgivet i 2002.

En ny biografi giver svar

Men oplysninger om, hvordan det gik til, at en købmandsdatter fra den lille landsby Selde i Salling blev så betydningsfuld for samerne og skrev flere bøger om dem, det fandt jeg ikke. En biografi om Emilie Demant fandtes ikke. De biografiske oplysninger om hende og især hendes forhold til samerne var meget, meget sparsomme, hvad der undrede mig.

Det er der nu rådet bod på. I 2016 udkom ”Vildfuglene. En biografi om Emilie Demant og Gudmund Hatt”. En spændende, grundig, veldokumenteret biografi om Emilie, baseret i høj grad på Emilies meget omfattende brevveksling. Den beskriver en bemærkelsesværdig, dansk kvinde, som næsten var blevet glemt, men som nu i kraft af biografien forhåbentlig bliver mere kendt, for det fortjener Emilie Demant Hatt virkelig.

Nu har jeg læst bogen og har fået svar på alle mine spørgsmål om Emilie Demants forhold til samerne og især til Johan Turi. Det er en virkelig spændende historie. Emilie Demant var en sej, selvstændig, eventyrlysten, viljestærk, kærlig og ombejlet kvinde, der fik et – for sin tid – temmelig usædvanligt liv.

Blev uddannet kunstmaler

Emilie Demant flyttede som ung i 1890’erne til København for at gå på kunstskole og uddanne sig til kunstmaler, hvad der bestemt ikke var almindeligt for unge, jyske kvinder på den tid. I København færdedes hun blandt byens kvindesagskvinder og intellektuelle, boede sammen med to veninder og var i det hele taget meget selvstændig. Som 31-årig fik hun imidlertid en krise med malerkunsten og følte trang til at opleve noget helt andet. I 1904 rejste hun derfor sammen med sin søster Marie til Lappland.

Det var på den rejse, at hun ved søen Torneträsk i det allernordligste Lappland traf samen Johan Turi og blev gode venner med ham. Emilie bad ham om at hjælpe hende med at få arrangeret et længerevarende ophold hos en samisk nomadefamilie, hvilket han lovede. Så opsat var hun på opholdet hos samerne, at hun hjemme i København – ved siden af den fortsatte uddannelse og karriere som kunstmaler – begyndte at studere samisk sprog og kultur på universitetet. Allerede da begyndte Johan Turi at skrive lange, forelskede breve til hende, og i de efterfølgende år han friede flere gange.

Et år i Lappland  

I maj 1907 var Emilie Demant parat til at tilbringe et år i Lappland. På stationen ved Torneträsk mødte hun som aftalt Johan Turi, der fulgte hende til den nomadefamilie, som hun skulle leve sammen med. Det var Johans Turis bror Aslak, hans kone og fire børn. Derefter boede hun i et år sammen med familien i deres lavvu, og vandrede eller løb på ski sammen med dem og deres siida (gruppe af renholdere, der arbejder sammen), når renflokken og dermed bopladsen skulle flyttes. Et primitivt, hårdt og barskt liv udsat for højfjeldets nådesløse vejr med regn, storme, sne og bidende frostgrader. Men hun elskede både samerne og naturen, hvad hendes bog ”Med Lapperne i Højfjeldet” tydeligt vidner om.

Johan Turi selv, der levede et omstrejfende liv som ulvejæger (!), besøgte hende adskillige gange i løbet af det år, hun boede hos hans familie og skrev ofte til hende. Det var i løbet af den tid, de aftalte, at han skulle skrive en bog om samerne, og Emilie, der var blevet forelsket i den samiske kultur (men så vidt vides ikke i Turi selv), lovede at hjælpe ham.

Mødet med Kirunas konge

I december 1907 skulle hun med Aslak til en for samerne meget betydningsfuld messe i Jukkasjärvi kirke. Hun syede sig en samisk dragt til begivenheden og klædte sig samisk. Alle i Jukkasjärvi talte om, hvem den unge, ukendte ”lappflicka” mon var. Også Kirunas ukronede konge og grundlægger, direktøren for LKAB-minen i Kiruna, Hjalmar Lundbohm lagde mærke til den smukke ”lappflicka”.

Da Hjalmar Lundbom fik rede på, at det var en dansk kunstmaler, viste han hende først rundt i byen og inviterede hende på frokost og dernæst til middag om aftenen i direktørboligen. Emilie nød i den grad en aften sammen med byens spidser med god mad og vin, visesang og spændende samtaler.

Det viste sig, at Hjalmar Lundbohm var en stor ven af samerne, og da Emilie fortalte om Johan Turi og bogen, de ville skrive sammen, lovede Hjalmar Lundbohm at hjælpe, både praktisk og økonomisk med at få bogen udgivet. Også Hjalmar Lundbohm forelskede sig i Emilie. Men hun afviste ham. I breve beskrev hun ham som både tiltrækkende og dæmonisk: ”En trold, en bjergmand”. Trods det de to mænd begge bejlede til Emilie og hun afviste dem, blev alle tre: Turi, Lundbom og Emilie venner for livet, besøgte hinanden og havde en omfattende korrespondance. Begge mænd forblev ugifte.

Bogens svære fødsel

Da Emilie i august 1908 efter sit ophold hos nomaderne vendte tilbage til Torneträsk for at mødes med Johan Turi, troede hun, at han – som de have aftalt – allerede havde skrevet en del på bogen. Men det var ikke tilfældet. Turi fik ikke skrevet ret meget alene. Derfor lånte de en hytte i nærheden af stationen i Torneträsk, og her prøvede Emilie i nogle uger at holde Turi fast på projektet. Johan Turi skrev og fortalte ikke kronologisk eller sammenhængende, men hulter til bulter, som emnerne faldt ham ind. Desuden lavede han tegninger, der illustrerede det, han fortalte.

Derfor forestod et enormt redigering- og renskrivningssarbejde for Emilie, da hun i september 1908 vendte tilbage til Danmark. De følgende to år sled hun med at få en bog ud af Turis notesbøger og løse ark, idet hun forsøgte at bevare Turis sprogtone. Indtil 1911 rejste hun årligt alene tilbage til Lappland for at lære mere om den samiske kultur og for at besøge Turi, Lundbohm og andre venner.

”En bog om Lappernes liv”/”Muittalus Samid Birra” udkom i 1910 på samisk og dansk efter syv korrekturer og en meget kompliceret produktionsproces. For en stund blev Turi og Emilie verdensberømte. Både i Danmark og i Sverige blev bogen vel modtaget og smukt anmeldt. Turis bog er siden udkommet på 15 andre sprog. Først i 2011 udkom den på norsk.

Gift med en etnograf

Da Turis bog udkom i 1910, havde Emilie allerede året før gennem en fælles veninde (som måske fungerede som Kirsten Giftekniv) truffet den unge studerende Gudmund Hatt, der forelskede sig glødende i hende. Hun var da 36 år, han var 25, men det afficerede ingen af dem. De havde en fælles interesse i etnografi. I foråret 1911 forlovede de sig. I juli tog Emilie til Lappland, blandt andet for at fortælle Turi, at hun skulle giftes, og i september 1911 blev Emilie og Gudmund gift.

Gudmund Hatte blev cand. mag i naturhistorie og geografi, doktor i 1914 og senere professor i kulturgeografi ved Københavns Universitet fra 1929-1947. Parret rejste ofte sammen i hans embeds medfør. Fra 1912-1916 var de sammen i Lappland tre gange for at indsamle samiske myter og sagn, finansieret af Hjalmar Lundbohm. Efter 1916 besøgte hverken Emilie eller Gudmund Hatt Lappland igen. Men Turi og Lundbohm kom på besøg i København flere gange. Johan Turi døde i 1936.

Gennem hele deres ægteskab var parret ofte adskilt i lange perioder, fordi Gudmund Hatt var på arkæologiske udgravninger i Jylland, mens Emilie blev hjemme og malede. I de perioder udvekslede de næsten daglige breve fyldt med kærlighed, ømhed og omsorg. Emilie blev en kendt maler, der deltog i stribevis af udstillinger og ofte fik gode anmeldelser. Parret havde en stor vennekreds, der i den sidste del af deres liv også talte Carl Nielsen og hans hustru, og de deltog i omfattende selskabelighed. De fik ingen børn. Gudmund Hatt døde i 1960, 15 måneder efter Emilie. De var gift i 47 år. I breve kaldte de hinanden vilde trækfugle eller vildfugle. Deraf biografiens titel.

Livslang fortaler for samerne

Efter at Turis bog var udkommet, holdt Emilie mange foredrag om samerne, og hun blev den første kvinde, der holdt foredrag i Geografisk Selskab. Denne for tiden skelsættende begivenhed skete i december 1911 og gik ikke stille af, hverken i medierne eller offentligheden.

Hele resten af livet talte Emilie samernes sag ved enhver given lejlighed og hun engagerede sig ivrigt i debatter om samernes rettigheder, både i den rengræsningskonvention, som blev forhandlet mellem Norge og Sverige efter grænsedragningen mellem de to lande, i samiske skolepolitik i Sverige og i debatten om den racebiologiske undersøgelse, som svenske samer blev udsat for i 1930’erne (som jeg har skrevet om i ét af de historiske afsnit). Hun deltog også i andre offentlige debatter, blandt andet om dyrevelfærd og naturbeskyttelse.

Efter Emilies ophold hos samerne i 1907-1908 malede hun ofte efter erindringen malerier med motiver fra samernes liv i Lappland. I 1952 testamenterede hun hovedparten af sine Lapplandsbilleder, omkring 50, til Nordiska Museet i Stockholm som tak for den anerkendelse, hun havde fået i Sverige for sit arbejde med Turis bog og de samiske spørgsmål. I 1958, kort før sin død, blev hun slået til ridder af den svenske Vasaorden.

Nogle af Emilies malerier med andre motiver findes på museet i Skive.

 Ovenstående er skrevet på basis af biografien om Emilie Demant Hatt i ”Vildfuglene. En biografi om Emilie Demant Hatt og Gudmund Hatt” af Helle Askgaard og Dorte Smedegaard. Udgivet i 2015 på forlaget Multivers.