Nyheder


Det svenske kongepar til Jokkmokks Marked

Udgivet den 08/02/20

På samernes nationaldag den 6. februar besøgte det svenske kongepar Jokkmokk. Under besøget var de også på Sameskolen, hvor Mikael Pirak er rektor. Se dette 5 min. lange interview med kongeparret om samerne, deres kultur og kunst og om klimaændringer.

Jeg noterer mig, at kongen omtaler det land, han besøger, som Sápmi!

https://www.tv4play.se/program/nyheterna/12525287?pnc=true


Bjørnens kraft – nu også som e-bog

Udgivet den 09/12/19

Nu er Bjørnens kraft også udkommet som e-bog.

Kan købes hos saxo.com og plusbog.dk

Alle mine romaner: Ulvens blik, Shamanens lærling og Bjørnens kraft er derfor nu tilgængelige som e-bog.

Bjørnens kraft er også tilmeldt bibliotekernes e-Reolen, men her er den først klar til udlån om ca. 3 måneder.


Dejlige læserreaktioner på Bjørnens kraft

Udgivet den 20/11/19

Søde læsere har skrevet til mig efter at have læst Bjørnens kraft. Her er et lille udpluk af læserreaktionerne:

Helene Vestergaard: ”Bjørnens Kraft er en fantastisk bog, ligesom de to foregående, og du skriver så levende, så man er der og oplever det hele.”

Alice Ravnholt: ”For et par dage siden satte jeg mig til at læse de allersidste sider i ”Bjørnens kraft” endnu inden det blev lyst om morgenen. Hold nu op! Det var skønt, så længe det varede. Nu har jeg et tomrum, for det bliver svært at finde en anden bog, der optager mig så meget. 1000 tak for en stor oplevelse.”

René Andersen: ” Tak for min signerede udgave af Bjørnens kraft, som jeg har ventet på med længsel! Jeg har læst både Ulvens Blik og Shamanens lærling flere gange, og disse har uden sidestykke været de bøger gennem tiden, der har betydet og begejstret mig mest! De er eminent godt skrevet og fanger rigtigt mange af tidens problematikker angående natur og kultur! Jeg er selv gammel fjeldvandrer. Har gået fra Ritsem via Kisuris gennem Routesvagge til Kvikkjokk, fra Suorva via Bierikjaure og Snavvavagge igennem Rapadalen også til Kvikkjokk, og har stået på Skierfe og skuet ud over Rapadalens fantastiske delta! Dine fremragende og detaljerede skildringer bringer mig direkte tilbage – mange tak for det!”

Til min bogreception den 11. oktober kom en læser med en gave til mig, et smukt, hjemmevævet viskestykke. På det medfølgende kort stod blandt andet: ”Jeg må sige, at dine naturbeskrivelser, historie og romanfigurerne Mari og Mats, som kæder det hele sammen berører mig dybt. Bøgerne er læst flere gange, de mange detaljer er eminente plus det, at jeg kan følge med i de flotte billeder og henvisninger, du lægger på facebook, hvor jeg ”kun” er med på en kigger. Jeg kan få mange timer til at gå med det hele, og mangler nu bare at tage på rejsen op nordpå og se det hele selv.”

Tusind tak til jer, der har skrevet til mig om jeres oplevelse af Bjørnens kraft. Jeg er rørt og beæret over jeres smukke ord.


Fin lektørudtalelse om Bjørnens kraft

Udgivet den 20/11/19

DBC, Dansk Bibliotekscenter, har nu sendt deres lektørs udtalelse om Bjørnens kraft, og den er jeg rigtig glad for.

Det er lektørudtalelsen, bibliotekerne bruger til at vurdere, om de skal købe en bog hjem. Lektøren skriver blandt andet:

“For læsere, der godt kan lide både spænding og
romantik i naturomgivelser.”

“Jonna Odgaard formår rammende at beskrive de mange dilemmaer, kultursammenstød og konflikter, som et oprindeligt folk desværre oplever mange steder i verden, hvor naturen trues af efterspørgslen på råstoffer.”

“Seriens mange læsere har længe glædet sig til denne bog, som man vil få mest ud af, hvis de to foregående er blevet læst forinden.”

Til bibliotekaren skriver lektøren: “Anbefales til alle folkebiblioteker.”

Vi forventer derfor, at alle de biblioteker, der har købt de to første bind også køber Bjørnens kraft. Bøgerne købes af central instans til alle biblioteker, så der vil nok gå endnu et par måneder, før de er fordelt og registreret og klar til udlån.


Søde hilsner fra romanlæsende læsere

Udgivet den 17/10/19

Allerede nu får jeg de sødeste mails fra læsere, der er i gang med Bjørnens kraft. Og selvom det er efterårsferie og lunt vejr til udendørsaktiviteter, er læsning af romanen åbenbart ingen hindring.

En læser sender mig et sjovt skyggebillede og fortæller, at hun sidder og læser i solen ved nordkysten af Ringkøbing Fjord. Hun sender mig også et foto af en akvarel af Lars Pirak, som hun har hængende derhjemme, købt under en rejse i Lappland for mange år siden. Mine romaner bringer hende derop igen, fortæller hun.

En anden læser skriver til mig under en togrejse mod Prag. Hun fortæller, at hun nyder at læse fortsættelsen af Ulvens blik og Shamanens lærling i toget. “Fantastisk læsning,” skriver hun.

Fra Sjælland skriver en mandlig læser: “Tak for min signerede udgave af Bjørnens kraft, som jeg har ventet på med længsel. Jeg har læst både Ulvens blik og Shamanens lærling flere gange, og de har uden sidestykke været de bøger gennem tiden, der har betydet og begejstret mig mest. De er eminent godt skrevet og fanger rigtig mange af tidens problematikker angående natur og kultur.” Han slutter: “Jeg er fuldstændig solgt til dine bøger. Er netop færdig med del 1 af Bjørnens kraft og glæder mig vanvittigt til del 2”.

Tusind tak for hilsnerne og for de smukke ord. Hvor er jeg heldig at have så søde og begejstrede læsere. 


Fantastisk festlig og hyggelig bogpræsentation i går

Udgivet den 12/10/19

 

Over 50 gæster kom til min bogpræsentation i Rådhushallen i Ringkøbing i går. Flere kom langvejs fra: Fra Gilleleje, Nordjylland og Vejle. Resten fra hele Vestjylland. Og flere havde endda gaver med.

Det blev en fantastisk festlig eftermiddag, som jeg ville ønske, jeg kunne opleve igen – i slow motion. 

Først holdt jeg foredrag om skriveprocessen og handlingen i Bjørnens Kraft, og læste udvalgte afsnit op.

Derefter solgte og signerede jeg bøger. Hele 24 købte Bjørnens kraft og nogle også Ulvens blik og Shamanens lærling. Desuden kom flere med alle tre bøger og ville gerne have dem signeret, så jeg signerede bøger – og fik dejlige samtale med læsere – i over en time.

Jeg er lykkelig og meget rørt over den store interesse, begejstring og engagement i mine bøger, som læserne gav udtryk for. Tusind tak til alle jer der kom, for gaverne og for, at I bidrog til at gøre eftermiddagen festlig og uforglemmelig.


Bjørnen er ankommet!

Udgivet den 04/10/19

 

Endelig oprandt den længe ventede dag, da Bjørnens kraft ankom fra trykkeriet. Resultatet af tre års intenst arbejde. Hele tre paller med bøger blev leveret.

Jeg synes, Bjørnens kraft er blevet en virkelig smuk bog, som jeg er meget glad for. Tak til grafiker Martin Johansen! Og jeg synes, omslaget passer godt til de to første bind i stil og farver.

I dag har jeg siddet flere timer på forlaget og signeret over 30 bøger. Dels til de 21 læsere fra hele landet, der er så spændte på Bjørnens kraft, at de har forudbestilt bogen. Dels til venner i Lappland og Danmark. Bøgerne er nu på vej til jer.

Nu venter jeg spændt på at høre de første læserreaktioner på Bjørnens kraft.

Vi har også sendt adskillige kasser med bøger til boghandlernes distributionscenter i Køge. Vi håber, de vil være fremme, så bøgerne kan købes i boghandler fra fredag den 11. oktober.

øgerne kan naturligvis stadig købes online hos forlaget www.forlagetaras.dk


Præsentation af Bjørnens kraft

Udgivet den 15/09/19

Fredag den 11. oktober kl. 15-17 præsenterer jeg Bjørnens kraft ved en reception i Rådhushallen i Ringkøbing (Ved Fjorden 6, 6950 Ringkøbing).

Her vil jeg fortælle om tilblivelsen af romanen, fortælle lidt om handlingen og læse udvalgte afsnit op. Bagefter er der mulighed for at købe bogen, som koster 249,- kr. (636 sider i 2 dele), og få den signeret.

Forlaget Aras byder på et glas vin.

Jeg håber meget, at mange af mine trofaste og tålmodige læsere har lyst til at komme og fejre, at bind 3 er nået så langt og hygge sig med mig.

Mange hilsner og måske på gensyn

Jonna


Bjørnens Kraft sendt til trykkeriet

Udgivet den 06/09/19

I dag sendte grafiker Martin Johansen med et museklik Bjørnens kraft til trykkeriet.

Det skete efter at vi havde arbejdet i flere timer med at indføre rettelserne fra 4. korrektur, sætte vignetter over kapitlerne og lægge bagsideteksten på. 628 sider blev det til i to dele, der sælges samlet.

Sikke en glæde hos os tre bag bogen, at vi nåede så langt (stående forlægger Karl Hansen). Vi fejrede milepælen med mine hjemmebagte kanelsnurrer (dem spises der mange af i mine romaner, fordi ”kanelbullar” for mig hører uløseligt sammen med Sverige. Når jeg er derovre, skal jeg have én hver dag).

Udgivelsesdato er den 11. oktober. Fra den dato kan bogen købes hos boghandlerne.

Bestiller du den hos forlaget www.forlagetaras.dk, vil du få den tilsendt, så snart vi har bogen fra trykkeriet, sandsynligvis den 2. oktober. De læsere, der bestiller bogen på forlaget, vil få et signeret eksemplar.

 

 

 

 


Dejlig milepæl nået med Bjørnens kraft

Udgivet den 01/08/19

I dag afleverede jeg mit manuskript til Bjørnens kraft til forlaget, hvor grafiker Martin Johansen (billedet) nu går i gang med at sætte teksten op som bogtryk, opsætte titelbladet, sætte Lapplands-kortet ind, sætte vignetterne over kapitlerne (som i bind1 og bind 2: Tegningen en shaman fra en gammel tromme og poteaftrykket af en ulv) og den slags grafisk arbejde. Så det var en dejlig milepæl, jeg nåede i dag.

Gennem det seneste halve år har jeg gennemarbejdet manuskriptet 10 gange. Pudset og poleret på hver eneste sætning, forkortet meget (mindst 50 sider tilsammen er røget ud) og ledt efter slåfejl.

Men jeg må sige, at jeg efterhånden bliver blind for fejl, fordi jeg har læst teksten så mange gange. Jeg overser ofte småfejl som et bogstav for meget i et ord eller et manglende småord i en sætning.

De fejl håber jeg at finde i sidste fase. For når bogen er sat op, skal jeg læse korrektur på manuskriptet igen fire gange i løbet af august. Man ser typisk andre fejl, når teksten er sat med bogtryk. Samtidig med at jeg læser korrektur fire gange, læser min redaktør Birgitte Odgaard også korrektur.

Når romanen går i trykken i begyndelsen af september, håber jeg meget, at vi har fundet alle fejl. Hvis ikke, må I tilgive mig. Jeg, min redaktør og mine otte 1. læsere har gjort, hvad vi kunne. Skulle vi have overset nogle fejl, hører jeg gerne om dem, sådan at de kan blive rettet i evt. nye oplag.

Efter at Martin i dag havde konverteret min tekst til bogtryk, så det umiddelbart ud til, at romanen bliver på omkring 650 sider, som altså udkommer i to dele, der sælges samlet.

Foto: Tommy Eriksen