Glæd jer til et tykt bind 3!

Kære læsere. Nu er jeg nået så langt med manuskriptet til bind 3, at det er klar til mine ”1. læsere”.

Og hvis I holder af tykke romaner, kan I godt glæde jer: Bind 3 bliver nemlig lige så tyk som bind 2: Shamanens lærling, dvs. omkring 700 sider!

Derfor har min forlægger Karl Hansen og jeg i går besluttet, at romanen skal trykkes i 2 dele, sådan at romanen er lettere at sidde med. Og tage med på ferie. Det har flere af jer efterspurgt. Del 1 og del 2 vil blive udgivet og solgt samlet. Udgivelse i oktober 2019.

Så mine ”1. læsere” kommer på arbejde med de mange sider. Nu vil jeg vente spændt på deres kommentarer, forslag til korrektion, ris og ros. Jeg har otte ”1. læsere”: Fem kvinder og tre mænd, blandt dem to ægtepar.

Min redaktør (og søster), cand. mag. Birgitte Odgaard har allerede arbejdet manuskriptet meget, meget grundigt igennem. Hendes korrektioner og forslag til ændringer går jeg nu i gang med at indarbejde, mens jeg venter på feedback fra de andre 1. læsere. (Grunden til, at der kun er fem manuskriptmapper på billedet er, at ægteparrene kun får ét eksemplar og at Birgittes ikke er med).

Før manuskriptet er klar til trykning, regner jeg med at skrive det igennem mindst 10 gange, som jeg også gjorde med bind 1 og 2. Jeg kan blive ved med at finde sætninger, der kan formuleres bedre, ord, der udtrykker endnu mere præcist, hvad jeg mener, eller sætninger eller afsnit, der kan undværes.

Så jeg har fast arbejde indtil august. Det arbejde er ikke så spændende og lystfyldt, som at skrive. Men det er et vigtigt. Så I må have tålmodighed lidt endnu.

 


    Warning: Undefined variable $date_format in /home/www/ulvensblik.dk/wp-content/themes/ulvensblik/single.php on line 96