Dejlig milepæl nået med Bjørnens kraft

I dag afleverede jeg mit manuskript til Bjørnens kraft til forlaget, hvor grafiker Martin Johansen (billedet) nu går i gang med at sætte teksten op som bogtryk, opsætte titelbladet, sætte Lapplands-kortet ind, sætte vignetterne over kapitlerne (som i bind1 og bind 2: Tegningen en shaman fra en gammel tromme og poteaftrykket af en ulv) og den slags grafisk arbejde. Så det var en dejlig milepæl, jeg nåede i dag.

Gennem det seneste halve år har jeg gennemarbejdet manuskriptet 10 gange. Pudset og poleret på hver eneste sætning, forkortet meget (mindst 50 sider tilsammen er røget ud) og ledt efter slåfejl.

Men jeg må sige, at jeg efterhånden bliver blind for fejl, fordi jeg har læst teksten så mange gange. Jeg overser ofte småfejl som et bogstav for meget i et ord eller et manglende småord i en sætning.

De fejl håber jeg at finde i sidste fase. For når bogen er sat op, skal jeg læse korrektur på manuskriptet igen fire gange i løbet af august. Man ser typisk andre fejl, når teksten er sat med bogtryk. Samtidig med at jeg læser korrektur fire gange, læser min redaktør Birgitte Odgaard også korrektur.

Når romanen går i trykken i begyndelsen af september, håber jeg meget, at vi har fundet alle fejl. Hvis ikke, må I tilgive mig. Jeg, min redaktør og mine otte 1. læsere har gjort, hvad vi kunne. Skulle vi have overset nogle fejl, hører jeg gerne om dem, sådan at de kan blive rettet i evt. nye oplag.

Efter at Martin i dag havde konverteret min tekst til bogtryk, så det umiddelbart ud til, at romanen bliver på omkring 650 sider, som altså udkommer i to dele, der sælges samlet.

Foto: Tommy Eriksen

 

 

 

 

 


    Warning: Undefined variable $date_format in /home/www/ulvensblik.dk/wp-content/themes/ulvensblik/single.php on line 96