Betagende udsigt over Pärlälvsdalen

Lapplands-research-rejse 2017. Den 5. august. Under opholdet i Luovvaluokta besteg Mikael Pirak og jeg lavfjeldet Láttakvárre på den anden side af søen. Det er ca. 800 meter.

Der findes ingen sti til toppen. Vi vandrede over stok og sten, bogstavelig talt: Gennem en frodig skovbund af mos, tyttebær, blåbær, hønsbær og pilekrat og med mange bloksten, så man måtte være forsigtig, hvor man satte fode. Hvordan Mikael Pirak fandt vej, aner jeg ikke. Men han har vandret på fjeldet, siden han var barn.

Vi vandrede opad gennem en frodig og urørt gammel skov. Da vi var kommet ud af skoven og op på fjeldheden holdt vi kafferast med en betagende udsigt over Pärlälvsdalen og til sne-klædte fjelde bag Kvikkjokk.

På vores videre vej mod toppen kom vi til et område med masser af multebær. Og det er der en god forklaring på: Láttak betyder nemlig multebær på samisk. Fjeldet må altså have været et godt multebærsted i århundreder, lige siden de samiske forfædre gav fjeldet navn. Bærrene var store, modne og lækre. På en ½ time plukkede vi 2½ kg. Hos mig røg der en del indenbords. Jeg elsker multebær.

Fra toppen var der en flot udsigt til søen Peuraure, der ligger vest for Karatssjön i forlængelse af den.


    Warning: Undefined variable $date_format in /home/www/ulvensblik.dk/wp-content/themes/ulvensblik/single.php on line 96