Uddrag af Ulvens blik - II
Fra et kapitel om den kvindelige hovedperson Mari
Den samiske shaman løsgjorde en lille skindpose fra sit bælte og gik hen mod Mari, tog hendes højre hånd, vendte den med håndfladen opad og hældte noget ud: Fire kraftige, gulnede tænder. Beslutsomt lukkede han hendes hånd om tænderne, mens han betragtede hende indgående.
”Dette er hellige og helbredende bjørnetænder. Kan du mærke noget?”
Mari blev blussende rød og begyndte at ryste over hele kroppen.
”Min hånd og min arm er brændende varm, det kribler og krabler over det hele,” hviskede hun med gråden i halsen. Fornemmelsen skræmte hende. Alligevel blev hun stående ubevægelig med bjørnetænderne i hånden. Fordi shamanens skarpe blik ufravendt hvilede på hende, og fordi hun mærkede, at morfar fulgte opmærksomt med og hun ville ikke skuffe ham.
”Jeg tænkte nok, at du kunne mærke noget. Det er godt,” forkyndte shamanen og fangede morfars blik. De to mænd holdt en stund hinandens blikke fast og nikkede sigende til hinanden. Instinktivt følte Mari, at der var noget ildevarslende ved deres blikke og udtryk. Det rystede hende, for hele sit liv havde hun forbundet morfar med indbegrebet af tryghed. Hun blev tør i munden af uro og frygt. Shamanen vendte sig atter mod Mari, rakte hende skindposen og sagde, idet han med sit ørneblik låste sit blik fast i hendes:
”Nu skal du hælde tænderne tilbage i posen. Så snart jeg begynder at jojke, skal du begynde at stryge din morfars højre ben med posen. Der er ikke noget system i, hvordan du skal gøre. Du skal bare gøre det stille og roligt uden afbrydelse, indtil jeg holder op med at jojke. Har du forstået det?”
Med nedslået blik og rystende stemme hviskede Mari ja.
Derpå tog shamanen trommen, gik hen til det sydvestvendte vindue, hvor han blev ramt af solens stråler, åbnede vinduet og satte sig på knæ på gulvet med ansigtet løftet mod solen. En stund sad han således, fuldstændig ubevægelig med lukkede øjne og trommen i skødet. Imens stod Mari ved morfars kørestol og ventede med blikket rettet mod shamanen. Netop da hun tænkte, at han havde glemt alt omkring sig, løftede han trommen. Uden at åbne øjnene begyndte han at slå rytmisk og monotont på den, mens han rokkede frem og tilbage med overkroppen. ”Dum, dum, dum, dum, dum, dum,” lød det med en dyb, klangfuld tone og en rytme, som Mari følte passede med hendes hjerteslag. Selvom hun prøvede at overbevise sig selv om, at der intet uhyggeligt var ved en gammel mand, der trommede midt i en solstråle, følte hun hårene rejse sig i nakken ved trommens manende lyd.
I det samme begyndte han at jojke. Den jojk, hun genkendte fra alle hans tidligere besøg. Ifølge morfar den jojk, hvormed han påkaldte bjørnens kraft. Mari følte igen bjørnetænderne brænde i hånden og huskede, at hun skulle stryge morfars ben. Den gamle lå med lukkede øjne som om han sov. Trods den angst, hun følte, tog hun sig sammen for hans skyld og gik i gang.
Da skete noget mærkeligt. Efterhånden som Mari koncentrerede sig helt om strygningen, oplevede hun, at alle tanker og al frygt forsvandt. Hun glemte tid og sted. Glemte shamanen og morfar. Blev omsluttet af jojken og trommen. Følte kun ro og tryghed ved trommens lyd. Genkendelse. Uvilkårligt lukkede hun øjnene og strøg som i trance, fuldstændig opslugt af lyden og bevægelsen.