IT-FEJL VEDR. UDLÅN AF MINE ROMANER OG E-BØGER – FEJLENE ER NU RETTET

Her i januar 2026 har bibliotekernes udlån af mine bøger og e-bøger været ramt af it-problemer. Derfor denne information til jer og til de mennesker, I måske taler med om mine romaner, for at I skal vide, at såvel mine trykte romaner som mine e-bøger findes endnu, både til køb og udlån.
E-BØGERNE VAR ”IKKE TILGÆNGELIGE” PÅ BIBLIOTEKERNE
En af mine trofaste læsere skrev til mig og nævnte, at hun et sted på facebook havde set, at man ikke længere kan låne e-bogsudgaven af mine romaner på biblitekernes e-Reolen. De har ellers alle fire ligget der, siden de blev udgivet
Jeg tjekkede det selvfølgelig. Og det var rigtigt. Bibliotek.dk oplyste, at mine e-bøger ”ikke er tilgængelige for udlån”. Meget mystisk.
Jeg fik fat på mit forlag, der undersøgte sagen. Fejlen viste sig at skyldes, at mit forlag er blevet solgt til et større firma. Det betød at nogle nøglepersoner er fratrådt og e-mails blevet ændret. Det var grunden til, at en mail med opdateringen af aftalen med Publizon om distribution af mine e-bøger til bibliotekerne, ikke var nået frem til rette vedkommende hos forlaget, og derfor satte e-Reolen udlån i stå.
Denne kommunikationsbrist er nu ordnet, og man kan igen låne mine e-bøger på e-Reolen. Publizon oplyser dog, at det vil tage et par uger at genoprette udlån af mine e-bøger.
MINE ROMANER VAR FORSVUNDET FRA BIBLIOTEKETS SØGEFUNKTION
Da jeg i denne forbindelse søgte på mine romaner på mit lokale biblioteks hjemmeside, fik jeg et chok. Når jeg søgte på ”jonna odgaard ulvens blik” fik jeg bare en lang række artikler, jeg har skrevet for 25-30 år siden. Når jeg søgte på de tre andre titler, fik jeg flere hundrede engelsksprogede artikler om emner, der intet har med mig at gøre. Men når jeg søgte på det nationale bibliotek.dk kom mine romaner frem.
Mystik igen! Og meget, meget bekymrende, hvis potentielle læsere slet ikke kan finde mine romaner, når de søger online hos bibliotekerne.
På mit lokale bibliotek kunne lederen bekræfte ved at fortage søgningen sammen med mig, at det forholdt sig, som jeg har beskrevet. Hun gav den forklaring, at det må være en fejl, der er sket i forbindelse med, at alle landets biblioteker har fået ny hjemmeside for nogle måneder siden.
Denne nye hjemmeside er udviklet af DBC, Dansk Bibliotekscenter. Mit lokale bibliotek rådede mig til at skrive til DBC om fejlen, hvilket jeg gjorde.
DBC svarede, at fejlen måtte ligge i mit lokale biblioteks opsætning af den nye hjemmeside. Den fejl har Ringkøbing bibliotek nu rettet. Vær opmærksom på, om dit lokale bibliotek har lavet samme fejl, når du bruger bibliotekets søgefunktion.
TAK til min søde læser Bente, der gjorde mig opmærksom på problemet. Ellers ville jeg ikke have opdaget begge fejl.
Hvis andre læsere ikke kan finde mine bøger og r-bøger, må I endelig skrive til mig om det på kontakt@ulvensblik.dk
Warning: Undefined variable $date_format in /home/www/ulvensblik.dk/wp-content/themes/ulvensblik/single.php on line 90