Researchrejse til Lapland 2015/2

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Formålet med min researchrejse var først og fremmest at besøge nogle af de steder, hvor vigtige begivenheder i bind 2 udspiller sig. Sådan et sted er Basseuksa – Den hellige Dør. En fantastisk klippeformation i Tarradalen og et af den samiske kulturs vigtigste offerpladser og hellige steder. Det forstår man, når man ser Basseuksa.

Basseuksa ligger i vejløst land ved Padjelanta-stien i Padjelanta Nationalpark. Jeg og min samiske ven og guide på vandreturen Mikael Pirak fløj til den nærmest fjeldstue i helikopter. Let og elegant satte den os af ved Tarrekaisastugan. Herfra vandrede vi til Basseuksa.

I en sort fjeldside har naturen formet en 40 meter høj port i et tragtformet hul. En meter inde bag denne port står en lodret, sølvfarvet fjeldvæg. Til venstre for Basseuksa styrter et vandfald ned i tragten. En stadig stejlere vandring bringer én op til tragtens rand. En stærk oplevelse at stå ved dette unikke sted, hvor dramatiske begivenheder finder sted i bind 2.

De følgende to dage vandrede vi fra Tarrekaisastugan gennem den smukke, frodige Tarradal tilbage til Kvikkjokk.

Researchrejse til Lapland 2015

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Mange læsere af Ulvens blik har efterlyst bind 2 i trilogien. Skrivningen af bind 2 skrider rigtig godt frem, men der er stadig lokaliteter i Lapland, der skal beskrives, interviews, der skal foretages og fakta, der skal tjekkes.

Derfor er jeg her i juli endnu engang på researchrejse i Lapland. Første mål er Vildmarksvägen, hvor forskellige lokaliteter, som læsere kender fra Ulvens blik, også spiller en rolle i bind 2.

Jeg har genbesøgt den samiske kirkestad Fatmomakke, der også er rammen om en begivenhed i bind 2. Dernæst er turen gået til Saxnäs, fordi jeg skulle fotografere og beskrive vegetation, fugleliv og udsigt fra Satsfjeldet (fotoet), hvor en vigtig samtale finder sted i bind 2.

Endelig har jeg i dag besøgt Njaka Fjäll Urskovsreservat, som også spiller en rolle i bind 2. Jeg ville have vandret i reservatet for at fotografere og beskrive skoven, men desværre øsede det ned, så jeg måtte nøjes med at tage fotos fra reservatgrænsen. Reservatet er temmelig utilgængeligt. Måtte køre over 10 km ad øde skovveje to gange for at komme til reservatgrænsen et par steder. Men “njaka” betyder netop også utilgængelig på samisk.

I morgen kører jeg gennem Stalon, hvor I måske husker, at Mats bor. Her er også lige et par ting, der skal fotograferes og tjekkes, før researchen på Vildmarksvägen er slut. Derefter fortsætter jeg til Jokkmokk.

Ulvens blik til salg i ferielandet

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Nu kan Ulvens blik også købes i Vestkystens Gårdbutik i Houvig nord for Søndervig.

Først fik Dorthe Fjord Tarbensen tre bøger til butikken. De blev solgt på en uge. Nu har jeg været ude med 10 mere.

Håber, at de tusinder af danskere, der holder ferie i nogle af de 10.000 sommerhuse, der findes langs Vestkysten i vores kommune, vil synes, at Ulvens blik vil være spændende ferielæsning.

Imens skriver jeg ivrigt videre på bind 2. Dog kun til medio juli. Den dag går turen atter nordpå med kurs mod Vildmarksvägen og Jokkmokk for at lave yderligere research, tage fotos, beskrive landskaber og lave interviews.

Bogsignering i Ringkøbing

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Under Open By Night i Ringkøbing den 4. Juni signerede jeg bøger i butikken Priorgården, som sælger min roman.

På billedet er det Karl-Erik Kristensen, der får signeret et nyindkøbt eksemplar.

Flere læsere, der allerede havde købt og læst bogen, kom forbi og fik en snak. De fortalte, at de meget spændt venter på bind 2.

Til dem oplyste jeg, at jeg skriver på fuld tid på bind 2, at arbejdet skrider godt frem og og at planen stadig er udgivelse i oktober 2016.

2. oplag af Ulvens blik udkommet

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Læserne har i den grad taget Ulvens blik til sig, at de 500 eksemplarer i 1. oplag blev revet væk på to måneder.

Nu er 2. oplag udkommet, denne gang indbundet, men til samme pris 199,00 kr. Bogen kan som hidtil købes hos boghandlere og online hos www.forlagetaras.dk  E-bogen kan købes hos bla. saxo.com. Romanen er på 432 sider.

Mange begejstrede læsere, der har skrevet til forfatteren, har fortalt, at de spændt venter på 2. bind i trilogien ”De otte årstiders folk” og spurgt, hvornår bogen udkommer. Svaret er, at vi stiler mod udgivelse af bind 2 i oktober 2016.

Fotoet af Ulvens blik fra 2. oplag er taget i Stråsø Plantage øst for Ulfborg. Landskabet minder mig om Lapland med store heder og nåleskove, hvorfor jeg ofte vandrer der. Området rummer mange ravne og en meget stor bestand af krondyr og rådyr. Og ikke mindst er det ét af de områder, som forskere har udpeget som oplagt ulverevir. Der har da også været ulv i området, både i 2013 og 2014, og senest er der set en ulv i skoven for et par måneder siden. Så måske lever her allerede en ulv. Jeg håber det, og er altid på udkig efter spor og tegn. Det ville være fantastisk at møde ”ulvens blik” !

Ros og begejstring fra læserne

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Rigtig mange læsere af Ulvens blik har overfor mig udtrykt ros og begejstring for bogen. Faktisk har jeg kun hørt ros. En del læsere har skrevet til mig om deres oplevelse af bogen og hvorfor, de er begejstrede. Her kommer et udpluk fra læserreaktionerne.

”Jeg har netop læst din bog Ulvens blik, er vildt begejstret og genlæser den nu i et langsommere tempo, så jeg får det hele med. Jeg lånte den på biblioteket. Her i eftermiddag, da jeg blev færdig med din bog igen, gik jeg ind på bogens hjemmeside, så dine fotos og bestilte straks bogen. Den MÅ jeg eje. Venter spændt på næste bog i trilogien. Hermed de venligste hilsener og god skrivelyst.” Jette Thorleifsson, Kgs. Lyngby

”Du kan ikke forestille dig, hvor min mand og jeg har været optaget af at læse Ulvens blik. Hvor er den spændende og god. Naturen beskriver du vildt godt. For mange år siden tog vi til Lapland på ferie. Vi var vildt fascinerede af naturen og glemmer det aldrig. Siden har vi længtes tilbage. Nu har vi haft Laplandskortet fremme for at finde stederne deroppe. Ved at læse din bog er vi der igen. Tak for den store oplevelse, du har givet os.” Alice Ravnholt, Ølstrup

”Det er imponerende, at du kan holde fokus og tråde sammen i sådan en stor sag. Ligesom researchen vedrørende samisk kultur, flora, fauna og geografi er imponerende. Romanen minder mig lidt om den serie, der hedder Hulebjørnens Klan. Stor ros for romanen. Jeg vil gerne skrive mig på listen til næste bind i trilogien.” Anne Breumlund, Århus

”En meget velskrevet og spændende bog, skulle hele tiden have det næste med. Det var som at rejse til Lapland, det Lapland, jeg kender så godt. Fine naturbeskrivelser og indføring i dyrelivet, som for almindelige mennesker er svære at opleve. Det mærkes tydeligt, at forfatteren er en naturelsker, der skriver om sin kærlighed. Jeg har fået indblik i ulvens adfærd, så jeg nu ved mere om emnet. Der er også en indføring i samisk kultur, og man mærker forfatterens kærlighed til den og hendes ønske om at sætte fokus på de levevilkår, samerne har i den moderne kultur. Mystikken mangler heller ikke. Beskrivelsen af shamanismen og de underjordiske er en spændende fortælling.” Kirstine Christensen, Gilleleje  

”Jeg må sige, at det har været en god oplevelsen, at læse Ulvens blik. Jeg har især været optaget af Mats’ ulve-observationer. Men jeg er også spændt på at læse mere om Maris arbejde med lægeplanter, da planter og svampe er min store interesse. Mens jeg læste, kunne jeg ikke undgå at tænke på Jean M. Auels serie om istidspigen Ayla. Kort og godt: Jeg glæder mig til at læse bind 2.” Hanne Løfqvist, Haderslev

”Læser romanen i øjeblikket. En dejlig, spændende og velskrevet bog.” Lone Panduro, Gilleleje

Intet glæder en forfatter mere end at læserne synes om den bog, man har arbejdet på og koncentreret alle sine tanker om i årevis. Det er den bedst tænkelige belønning. Så tusind tak for roserne. De giver energi til at skrive videre på bind 2. /Jonna Odgaard

 

Begejstret anmeldelse i Sverige

KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA
Billedet viser Susanna Roséns hus i Vuojat i Pärlälvsdalen, et vue, jeg beskriver i romanen. Foto: Kjell Nilsson

Ulvens blik er netop blevet anmeldt på den svenske hjemmeside ”Nyfiken Grå” af Susanna Rosén. Susanna Rosén har mere end nogen anden kvalificeret baggrund for at bedømme romanen: Hun er biolog og freelance journalist med speciale i haver og natur, hun er gift med en same, og så ejer hun huset i Vuojat i Pärlälvsdalen, hvor jeg lader min hovedperson Maris morfar bo, og hvor en stor del af romanen udspiller sig. På grund af ejerskab til huset i Vuojat sendte jeg romanen til Susanna Rosén, og hun har nu lagt en anmeldelse ud på hjemmesiden ”Nyfiken Grå”, som hun skriver til.

I en mail skriver hun: ” Läste den när jag firade nyår i Vuojat, med god behållning. Ser fram emot fortsättningen på trilogin!”

I anmeldelsen under overskriften En dansk roman om min hemmaplan i Lappland!” skriver Susanna Rosén blandt andet:

”Naturligtvis kastar jag mig över romanen för att läsa om Vuojat med danska ögon. Men det dröjer inte länge förrän jag glömmer att den faktiskt utspelar sig på min hemmaplan. Det är en fängslande berättelse, på drygt 400 sidor, som jag snabbt dras in i och får svårt att släppa.”

Hun slutter anmeldelsen:

”När boken är slut lever berättelsen kvar inom mig, framför allt därför att den har så många bottnar. Den innehåller både funderingar kring vargfrågan sett ur olika synvinklar men också de bägge huvudpersonernas personliga resa. Som tur är planeras två ytterligare böcker i en trilogi med namnet ”De otte årstiders folk”.

Læs hele anmeldelsen her: http://www.nyfikengra.se/?p=14323

Nyt oplag af Ulvens blik

Kiruna-nordlys

 

Kun to måneder efter udgivelsen af Ulvens blik kan Forlaget Aras melde næsten udsolgt af 1. oplag. Der er mindre end 40 bøger tilbage af de 500, vi fik trykt i oktober.

Vi har derfor besluttet at trykket 2. oplag i januar 2015.

Fantastisk, at romanen så hurtigt er nået ud til så mange læsere. Og det på trods af, at jeg er en ukendt, vestjyske forfatter, der udgiver på et lige så ukendt, vestjysk forlag og derfor ikke har fået omtale af romanen i landsdækkende medier.

Da jeg har fået mange begejstrede læserreaktioner, håber jeg, at disse læsere vil anbefale romanen til venner og bekendte og at viden om den således vil sprede sig som ringe i vandet i de kommende måneder.

Godt Nytår til alle venner af Ulvens blik.

Mit største ønske for 2015 er et endnu større salg.  Imens skriver jeg videre på 2. bind i trilogien “De otte årstiders folk”.

 

 

 

Fine anmeldelser af Ulvens blik

Forside Ulvens Blik - høj opløsning

To bogblogs har anmeldt Ulvens blik.

”En flot bog og en modig præstation som debut”

Sådan konkluderer anmelder Lars Flemming fra bloggen http://excitedreading.blogspot.dk/

Han slutter i øvrigt anmeldelsen således: ”En interessant bog som favner bredt – ikke kun til naturelskere, eller ulveinteresserede, men for dem, som vil læse en anderledes bog, hvor to vidt forskellige skæbner mødes og hvor ulvesang opstår. Den har da helt klart vakt interessen for same-kulturen og Lapland. Et ubeskrevet kapitel i vores fælles historie.”

 

”Danser med ulve i Lapland” er overskriften i anmeldelsen hos K’s bognoter (http://bognoter.dk).

Den lange og meget grundige anmeldelse slutter: ”Især blev min interesse fanget af beskrivelserne af Laplands natur og den samiske kultur, både de religiøse myter og riter, rensdyrholdet og hverdagens vaner. Odgaards evne til at formidle dette stof i en lettilgængelig romanform bringer mit humør en del takker opad igen, og det kompenserer delvist for de anker, jeg kan have mod fortællestrukturen og sproget.

Jeg har i hvert fald fået lyst til at tage til Lapland af at læse bogen (idet jeg et kort øjeblik ser bort fra det med myggene…) – og så tror jeg egentlig, at forfatteren har opnået en god del af sit ærinde

I et efterord fortæller Jonna Odgaard således, at hun som freelancejournalist for år tilbage uden held forsøgte at få danske medier til at købe en artikel om samiske renholderes traditionsrige kalvemærkning i fjeldet. Hun angiver selv, at en del af motivationen for at skrive Ulvens blik er et forsøg på at komme ud med fortællingen om samernes levevis og om Laplands natur via romanformen i stedet for via journalistiske artikler. Jeg håber, at det lykkes for Jonna Odgaard, for fortællingen om samerne og Lapland er både spændende og vigtig og fortjener at blive hørt.”

400 stk. af Ulvens blik solgt

Jonna Odgaard

 

Forfatteren smiler tilfreds. Bibliotekernes fælles indkøb har lige bestilt yderligere 158 eksemplarer af Ulvens blik, sådan at bibliotekerne nu tilsammen har købt 203 eksemplarer.

Samtidig kommer der løbende små bestillinger fra boghandlere, boghandlen i Ringkøbing har genbestilt 10 eksemplarer efter at have solgt de første 10, Kvickly Ringkøbing har solgt 20 eksemplarer. Alt i alt bliver det til over 400 solgte bøger af oplaget på 500.

Og det kun seks uger efter romanen er udkommet og før julehandlen er afsluttet!

Så skal du sikre dig Ulvens blik, før den er udsolgt, må du hellere få den købt nu.