Godt et år efter at vi trykte 2. oplag af Ulvens blik meddelte forlaget Aras, at bogen er ved at være udsolgt.

Ulvens blik sælger løbende sig selv, sandsynligvis efter mund-til-øre princippet. Jeg har skrevet romanen for at formidle min begejstring for og viden om den samiske kultur, den vilde natur og ulvene, og at så mange læsere finder disse emner spændende, er jeg lykkelig for.

Forlaget Aras bestilte derfor 3. oplag, som nu er kommet fra trykkeriet og klar til at blive solgt.

Sideløbende har jeg meget travlt med at lægge sidste hånd på manuskriptet til bind 2: Shamanens lærling, der snart skal afleveres til forlaget. Fra midten af august og i september følger fire gange grundig korrekturlæsning samt færdiggørelse af bogomslag, før vi omkring 1. oktober kan sige GO til trykkeriet.

Udgivelsesdato er fortsat 26. oktober.

 

 

 

 

 

Mens jeg sidder i mit skriveværksted og gennemarbejder manuskriptet igen og igen, pudser og polerer på hver eneste sætning og tjekker fakta endnu engang, er den grafiske produktion af bind 2 indledt hos Forlaget Aras.

På billedet sidder jeg sammen med grafiker Martin Johansen og laver kort, sådan at læserne kan se, hvor i Lappland romanen foregår ,og hvordan de forskellige lokaliteter, der er omtalt i romanen, ligger i forhold til hinanden.

Udgivelsen ligger stadig fast til slutningen af oktober, nærmere dato følger senere.

 

 

Meldinger fra mine ”1. læsere” lyder, at de er vildt begejstrede for Trommens kald, som er bind 2 i min romantriologi ”De otte årstiders folk”.

I Trommens kald følger man fortsat journalisten Mari og ulveforskeren Mats i deres liv i Lapland. Trommens kald rummer endnu mere drama og magi end Ulvens blik.

Mine syv 1. læserne fik manuskriptet til nytår, og selvom det er på 534 tætskrevne sider, er tre af dem allerede færdige med romanen.

Her er nogle af deres reaktioner:

”Jeg kunne slet ikke slippe romanen, så spændende var den. Læste de første 250 sider i ét stræk, blev ved til kl. 4 om morgenen. Den anden halvdel læste jeg også i ét stræk til kl. 5,30 om morgenen. Blev søvnig, da jeg manglede 30 sider. Men da jeg havde lagt mig til at sove, kunne jeg ikke. Jeg måtte sætte mig op i sengen og læse slutningen.”

”Spændende som en krimi.”

”Mange dramatiske højdepunkter. Endnu mere spændende end Ulvens blik.”

”At læse Trommens kald er som at få fortalt et eventyr. Man bliver fuldstændig opslugt af bogens univers og glemmer alt omkring sig.”

”Fantastisk interessant at sætte sig ind i den samiske shamanisme – og i trommens betydning.”

”Nød alle de dejlige naturbeskrivelser.”

”Sindssygt godt skrevet!”

”Den eneste kritik jeg har er, at romanen ikke er længere!”

”Vi har kørt i Ulvens bliks fodspor i Lapland sidste sommer og kan bevidne, at stederne og naturen ser ud fuldstændig som beskrevet i romanen.”

 

 

For mine trofaste læsere kan jeg nu røbe titlen på bind 2 i min triologi ”De otte årstiders folk”. Den bliver ”Trommens kald”.

Jeg kan også røbe, at manuskriptet til bind 2 blev færdigt til jul. Dog således, at der nu forestår et halvt år med et utal af gennemlæsninger og redigeringer, ”pudsning og polering” af sproget, tjekning af fakta en ekstra gang og den slags.

Her til nytår har mine seks ”1. læsere” fået manuskriptet. De skal give mig kommentarer, ros og ris til brug i redigeringsprocessen. Manuskriptet skal indleveres til trykning den 1. august. Udgivelsen ligger stadig fast til oktober 2016.

I de kommende måneder skal jeg også have skrevet det, jeg kalder det tredje spor, svarende til fakta-siderne om ulve, der var sat ind mellem kapitlerne 15 steder i bind 1. I bind 2 vil det spor handle om samernes historie, så det kræver masser af research og kildelæsning.

Endelig kan jeg give den nytårsgave-info, at bind 2 sandsynligvis bliver omkring 200 sider længere end bind 1, altså omkring 600 sider. Der sker nemlig rigtig meget i bind 2, så glæd jer!

Billedet ovenfor er fra Basseuksa, Den Hellige Dør, en mærkelig og imponerende 40 meter høj “port”, der ligger langt ind i fjeldet i Lapland og som man kun når på gå-ben. Basseuksa har været Tourpon Samebys vigtigste offerplads gennem århundreder.

Jeg besøgte Basseuksa i sommer, fordi stedet danner rammen om en vigtig scene i ”Trommens kald” og fordi jeg gerne ville opleve dette spændende sted. Hvis I ser godt efter, kan I måske som jeg se konturerne af hovedet af en los på Den Hellige Dør. Er det ikke magisk?

Godt nytår fra skriveværkstedet!

 

 

Onsdag den 7. oktober 2015 holder jeg foredrag om Ulvens blik i Dagbladet Ringkøbing-Skjerns  læserklub i Ringkøbing.

Dagbladet annoncerer foredraget på følgende måde.

Foredrag af Jonna Odgaard

Vest for den lille landsby Lillselet, der ligger i vejløst land i den vestligste ende af Karatssjön ligger en lille høj på hvis top, der har været en samisk offerplads. Denne høj, der hedder Haltdievve, bruger jeg i bind 2. Derfor ville jeg gerne se den i virkeligheden, så jeg kunne beskrive den. Det var et af mine formål med at besøge Pärlälvsdalen igen.

Derfor sejlede vi en dag fra Luovvaluokta de 15 min. til Lillselet. For 100 år siden var det en livlig by med mange familier. Nu rummer landsbyen omkring 15 nyere og gamle huse, heraf nogle fine, gamle bjælkehuse. Husene ligger spredt ud over en stor eng og i skoven omkring engen. Nu er kun få af husene helårsbeboede. I byen traf vi en gammel same, som Mikael kender, og da vi spurgte til Haltdievve begyndte han at fortælle, hvordan hans far og han selv havde mødt gadniha – “de underjordiske”, som jeg fortæller om i bind 1 og som læserne kan møde igen i bind 2.

Næste dag vandrede vi op på toppen af fjeldet Luotak, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Perlälvsdalen med rækken af søer og mod Tarradalens sneklædte tinder mod vest (billedet). Den udsigt vil altid stå prentet i min bevidsthed.

To dage senere begyndte jeg hjemrejen. Skulle skynde mig hjem og skrive videre, så mine læsere kan få fortsættelsen ;-).

 

 

Pärlälvsdalen var mit næste mål på rejsen. Som I måske husker fra Ulvens blik foregår næsten alle kapitler om Mari i Pärlälvsdalen sydvest for Jokkmokk. Vejen går kun til Karatssjön. Herfra må man sejle, hvis man vil længere ind i dalen. Og det skulle jeg, for at se nærmere på nogle lokaliteter til bind 2.

Det havde ikke været muligt uden Mikael Pirak, som har en hytte i Luovvaluokta, en lille vig, der ligger i Karatssjöns vestligste ende. Her boede Mikaels bedsteforældre det meste af deres liv. To af de over 100 år gamle huse står der endnu. Bedstemoderens historie, som Mikael har fortalt mig, fortæller jeg i bind 2.

Før vi sejlede til Luovvaluokta besøgte vi Vuojat. Måske husker I, at det er her, jeg har ladet Maris morfar Lars Sekal bo. Stedet tilhører journalist Susanna Rosén, som jeg skrev til og fortalte om mit “lån”‘ af hendes hus og sendte bogen sidste år, da den udkom. Susanna reagerede heldigvis positivt på dette lån og skrev senere en meget flot anmeldelse af Ulvens blik på en svensk hjemmeside.

Vi var så heldige, at Susanna og hendes mand Kjell Nilsson inviterede os til at besøge dem i Vuojat på vejen til Luovvaluokta og vi tilbragte nogle hyggelige timer med dem i det smukke, gamle hus.

Huset i Vuojat ligger på en odde ud i Karatssjön. Udsigten fra grunden over Karatssjön mod nord og mod mægtige fjelde og skove mod sydvest er helt formidabel. Efter min mening ligger det hus på verdens smukkeste plet. Det var en stor glæde at få mulighed for at besøge “morfars hus” i virkeligheden (selvom hans hus i romanen ser helt anderledes ud end Susannas). Billedet af huset i Vuojat taget fra Karatssjön er taget af Kjell Nilsson. Det er det syn Mari har i Ulvens blik og som hun beskriver som “det lille hus på prærien i en stor skov foran Ayers Rock”.