Nyheder


Godt nytår- og tak fordi I købte og anbefalede Kampen om skoven

Udgivet den 29/12/23

 

 

Kære læsere,

Allerede i november kunne forlaget konstatere, at 1. oplag af Kampen om skoven var ved at være udsolgt, så vi måtte bestille et nyt oplag, som lige nåede at komme i hus før jul, da der kun var ganske få eksemplarer tilbage på lager.

At salget er gået så godt, kan jeg takke jer søde læsere for. For at I har købt bogen og anbefalet den til familie og venner, der så også har købt den. Nogle af jer har måske givet den i julegave.

Jeg forlader 2023 i stor taknemmelighed for, at jeg har så trofaste og begejstrede læsere og ser meget frem til at gå i gang med at skrive på 5. og sidste bind i 2024.

Alle gode ønsker for 2024 til jer alle sammen.

Kærlig hilsen Jonna

 


Fantastisk festlig bogpræsentation

Udgivet den 12/06/23

 

Læsere fra nær er fjern, så langt væk fra som Nordjylland, Aalborg, Vejle og Silkeborg, kom til receptionen i fredags for min 4. roman: Kampen om skoven, i Rådhushallen i Ringkøbing.
Allerede ½ time før receptionen stod læsere i kø for at købe romanen og få den signeret. Og køen fortsatte efter min tale med præsentation af bogen. Hvor fantastisk!
Det er en utrolig stor glæde, når jeg efter tre-fire års arbejde med en roman kan møde læserne og høre, hvor begejstrede de er for min serie, og hvor spændte de er på det nye bind.
Det er en stor gave og rigelig belønning for de utallige timer med at skrive og færdiggøre romanen.
Tusind tak til de mange læsere, der kom, og til alle jer, der har sendt mig søde hilsner i anledning af bogudgivelsen.

 


Udgivet den 24/05/23


Kampen om skoven er nu gået i trykken

Udgivet den 09/05/23

Kære læsere,

Så løfter jeg sløret for titel og forside på bind 4!

Bogen er gået i trykken i dag.

Den bliver på lige knap 600 sider i to dele, der sælges samlet, ligesom Bjørnens kraft. Prisen bliver 298 kr.

Bogen kan forudbestilles i forlagets webshop www.forlagetaras.dk

Men I får den først tilsendt, når den udkommer den 9. juni, hvor jeg holder Bogpræsentation i Rådhushallen i Ringkøbing kl. 15-17. Alle er velkomne. Ved bogpræsentationen signerer jeg naturligvis også bøgerne, der sælges.

Skønt, at nå så langt med mit “4. barn”.

Forsidefoto: Tor L. Tuorda, Naturfotograferna.


Sidste korrektur-rettelser føres ind i bind 4

Udgivet den 03/05/23

I disse uger står programmet på korrekturlæsning

Efter at manuskriptet er konverteret til bogtryk, læser jeg meget grundig korrektur på bogen tre gange. Samtidig læser min redaktør Birgitte korrektur.

Efter hver korrektur rettes de fejl, vi har fundet, hvorefter jeg får et nyt print og begynder forfra.

På billedet arbejder grafiker Heidi Damgaard og jeg med korrektur-rettelser.

Foto: Tommy Eriksen.


Reception for udgivelse af bind 4 den 9. juni

Udgivet den 04/03/23

Kære læsere,
Endelig nyt til alle jer, der har efterlyst, hvornår bind 4 udkommer.

Forlaget og jeg har nu fået fastlagt produktionsplanen for bind 4 og dermed, hvornår bogen skal udkomme.

Vi holder præsentation af bogen og reception fredag den 9. juni kl. 15-17. Det bliver som tidligere i Rådhushallen i Ringkøbing, Ved Fjorden 6, Ringkøbing.

I er alle velkomne. Vi inviterer på et glas for at fejre udgivelsen. Jeg fortæller om romanen og læser lidt op fra den.

Bagefter signerer jeg selvfølgelig de bøger, I køber.

Fra den 9. juni er bogen naturligvis til salg i forlagets webshop og i boghandler over hele landet.

Håber, at mange af jer har tid og lyst til at komme.
Kærlig hilsen Jonna


Nye oplag af Shamanens lærling og Bjørnens kraft

Udgivet den 22/06/22

For et par måneder siden meddelte mit forlag mig, at Shamanens Lærling og Bjørnens kraft var næsten udsolgte, så vi bestilte nye oplag.

Forinden havde jeg foretaget nogle rettelser i roman-filerne. Et par søde, hjælpsomme læsere havde nemlig sendt mig nogle forslag til rettelser.

Den ene havde sendt sproglige-grammatiske forslag. Den anden ornitologiske. Altså påpeget, at enkelte af de fuglearter, jeg nævnte på en bestemt naturlokalitet, måske ikke var helt korrekte (f.eks. lille præstekrave i stedet for stor præstekrave og fjeldrype i stedet for dalrype).

Selvom der måske ikke er andre læsere end de pågældende, der ser disse fejl, er jeg alligevel glad for at få dem rettet, og jeg takker de to læsere for deres tid og omhu med at skrive til mig om det.

Forleden dag blev de nye oplag så leveret til forlaget.

Tusind tak til jer søde og trofaste læsere for, at I anbefaler mine romaner til venner og bekendte. Det er jeres fortjeneste, at mine romaner stadig sælger så godt. De sælges jo alene ved “mund-til-øre” metoden.

Og nu er der altså igen bunker af bøger til salg.


Udgivelsen af bind 4 må desværre udskydes et halvt år

Udgivet den 20/04/22

Kære læsere.

Til jul annoncerede jeg, at bind 4 vil udkomme i oktober 2022.

Jeg er ked af at måtte skuffe jer, men jeg bliver nødt til at udskyde udgivelsen af bind 4 et halvt år, til foråret 2023. Årsagen er, at jeg har været syg, og det har snuppet nogle måneder af min arbejdstid.

Jeg er rask nu. Og jeg arbejder på manuskriptet hver dag. Men fordi jeg har mistet nogle måneder  og tillige stadig er noget træt, så jeg ikke kan arbejde så mange timer hver dag, som jeg plejer, kan jeg ikke nå at gennemarbejde manuskriptet så mange gange, som jeg ønske inden min planlagte deadline i august 2022. 

Jeg plejer at gennemskrive manuskriptet 10 gange i udgivelsesåret. Redigere det, stramme op, slette og tilføje, pudse og polere på sproget, og indarbejde min redaktørs forslag. Den proces vil jeg fastholde med bind 4, for at opretholde den standard, jeg gerne vil have i mine romaner.

Altså var der ikke noget andet valg end at udsætte udgivelsesdatoen et halvt år. Beklager meget

Jeg håber, I stadig vil hænge på og være opsatte på at læse bind 4 til den tid.


Julegave til spændte læsere

Udgivet den 21/12/21

Jeg har en julegave til jer: Bind 4 udkommer i efteråret 2022. Og der kommer også et bind 5!

Det er jo en nyhed i forhold til, hvad jeg hidtil har meldt ud, når mange af jer har spurgt, hvornår bind 4 udkommer. Da har jeg svaret ”om mindst tre år” og henvist til, at det bliver en meget tyk bog. Min plan var jo, at bind 4 var sidste bind i serien. Men sådan bliver det altså ikke. Endnu engang vil min historie det anderledes 😉

Grunden til at jeg har ændret planer er, at manuskriptet, jeg har skrevet på i 2020 og 2021 er vokset og vokset. I sensommeren i år havde jeg skrevet 9 meget lange kapitler. Da jeg sammenlagde antal anslag i kapitlerne, viste det sig (hvad jeg havde på fornemmelsen), at jeg allerede havde så meget tekst, at det nærmerede sig en million anslag. Det er næsten det samme som Ulvens blik, dvs. ca. 450 bogsider. Og jeg var bare lige begyndt på at fortælle det, der skal blive afslutningen på historie!

Da indså jeg, at det ikke giver mening at fortsætte med at skrive resten af historien og så udgive bind 4 om tre år i to dele på hver 500 sider eller mere. Især ikke, når I kære læsere er så utålmodige efter at høre nyt om Mari og Mats og deres venner. Derfor besluttede jeg, at jeg ville skrive 4-5 kapitler mere og så lade det manuskript blive bind 4. Og derefter fortælle resten af Maris og Mats historie i et bind 5, som jeg skriver efter 2022. Så I får altså ikke afslutningen på Maris og Mats’ historie i 2022, men endnu et bind i sagaen.

Det er forunderligt og forbløffende for mig, som denne saga er vokset og vokset, har levet sit eget liv og haft sin egen vilje i hele forløbet. Både i antal bind og i indhold.

Da jeg første gang tog til Lappland i 2009 for at researche troede jeg, at det var ét bind, én roman, jeg skulle skrive. Men deroppe væltede historien om Mari og Mats ud af mig hele tiden. Jeg skrev og skrev i Kinabøger (havde ikke computeren med, for det var slet ikke meningen, jeg skulle skrive på romanen på rejsen). På hjemrejsen, da jeg skaffede mig overblik over teksten i mine mange kinabøger, kunne jeg se, at jeg havde tekst nok til én bog, og jeg blev klar over, at jeg havde stof i hovedet til en trilogi. Men mens jeg var i gang med 3. bind, Bjørnens kraft, gik det ret hurtigt op for mig, at jeg var nødt til at skrive et 4. bind, for at få fortalt hele min historie. Og nu er serien altså vokset igen, til at blive 5 bind! Jeg håber, I tilgiver mig og holder ud til afslutningen 😉

Jeg mangler nu sidste kapitel i bind 4. Det når jeg ikke at skrive inden nytår. Så denne gang kan jeg ikke følge min hidtidige arbejdsplan om at have manuskriptet færdigt til nytår. Men ellers står 2022 på at gennemarbejde manuskriptet 10 gange, som jeg plejer, før jeg afleverer bogen til trykning i sensommeren. Så jeg har fast arbejde i 2022 også.

Godt nytår til jer alle. I dag på vintersolhverv vender det! Vi går mod lysere tider. Lad os håbe, at 2022 bliver mere coronafrit.           


Udgivet den 18/06/21

6. OPLAG AF ULVENS BLIK ER LANDET PÅ FORLAGETS LAGER

Så har vi måttet trykke et nyt oplag af Ulvens blik. Det bliver 6. oplag!

90 procent af 5. oplag er blevet solgt det seneste år under corona-epidemien. For en forfatter og bogelsker er det virkelig glædeligt, at nedlukningen har fået danskerne til at læse mere og købe flere bøger.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan takke mine trofaste læsere for, at mine romaner sælger så godt, og at min viden og mine budskaber i romanerne dermed når ud til flere. Vi reklamerer jo ikke for romanerne. Viden om dem spredes uden tvivl ved, at mine læsere anbefaler dem til familie og venner.